Corsicana Lemonade indledes med et hurtigt og rocket riff, der viser sig at være styrende for hele åbningsnummeret, ”At Night in Dreams”. Nummeret er gennem den markante guitarlyd gennemsyret af et amerikaniseret garagerocket udtryk, og den gode dynamik og fremdrift illustrerer samtidig stilen for resten af albummet.
Det er belejligt at kategorisere White Denim som et rockband med klare rødder i den amerikanske rock, primært på grund af deres guitarlyd. Det ville dog være en indsnævring af musikken, der også indeholder spor fra så forskellige genrer som singer/songwriter og jazz. Rocken må dog siges at være presset frem i lydbilledet, båret af trommernes stabile fremgang og guitarens glidende og dog kantede lydfremstillinger.
Numre, der adskiller sig grader fra det samlede udtryk og derfor tilfører en spændende variation til musikken, er ”New Blue Feeling”, ”Corsicana Lemonade”, ”Let It Feel Good My Eagles” og ”A Place to Start”. Overordnet har pladen en retro-rocket karakter, der med rette kan associeres til USA, da bandets oprindelsessted er Texas. Forsanger og guitarist James Petralli står på mange måder i spidsen for dette musikalske billede af bandet, og den rene dyrkelse af rockens rødder, der maser sig frem i det lydlige billede overalt på pladen, kan på mange måder ledes tilbage til Petralli. Den markante og dominerende guitarlyd, som man særligt kan høre på ”At Night in Dreams”, ”Limited by Stature” og ”Come Back”, giver en klar fornemmelse af, at White Denim ikke kun lader sig inspirere af rockens allermest klassiske dyder, men også bruger dem aktivt i deres eget udtryk. Dette skal sammensættes med Petrallis flerfacetterede vokal, der til tider har den samme skingre og lettere nasale lyd, som man f.eks. kan høre hos en sanger som Chris Cornell. Dette kommer særligt til udtryk på nummeret ”Cheer Up/Blues Ending”, men er kun et eksempel på, hvordan han bruger sin vokal.
”New Blue Feeling” rummer en mere tilbagelænet og lowkey stemning, og på dette nummer finder man også en dybere klang i vokalen. Der bliver gennem vokalen skabt et blødere og mildere udtryk, når det patos-mættet lyder: »You were exactly right all along / If this is goodbye I have to ask you to try / To remember that I was once strong / No use in crying dear / Save your tears / And try to hide your fears.« Selvom der også findes et c-stykke på dette nummer, der indeholder en guitarpassage i tråd med det øvrige album, formår lyden alligevel at trække sig en smule væk fra denne ensidighed, hvilket tilfører en klædelig variation.
Dette finder man ligeledes på pladens titelnummer, der gennem et strammere instrumentalt udtryk skaber en jazzet stemning. Trommer og guitar står igen i spidsen for bandets samlede lyd, der har et mere funket og rytmisk islæt på dette nummer. Det jazzede udtryk går igen på ”A Place to Start”, dog i en lettere og finere form anført af en klaverlignende keyboardstemning og akkompagneret af lette og luftige trommer med hyppig bækkenbrug.
Der er en rigtig god sammenhæng på Corsicana Lemonade, som kan henledes til den rockede kerne, der skaber en form for stabilitet og genkendelighed fra nummer til nummer og hægter dem sammen som perler på en tråd. Samtidig formår White Denim at skabe et udtryk, der er rigere og mere mangfoldigt end som så og inkluderer andre musikalske udtryk, der er med til at forme pladen som et behageligt bekendtskab. Fremdriften og lyttevenligheden, der primært skabes af den fremstormende guitarlyd, de underliggende trommer og den fleksible vokal, giver et helstøbt udtryk, der er varieret uden at fremstå spaltet.
