Den engelske kvartet Wild Beasts træder på deres seneste udspil Present Tense ind i et mere elektronisk og synthbaseret univers, der sin helhed leder tankerne hen på BBC-dokumentaren “Synth Britannia“. Gruppen overvejede da også at droppe guitaren fuldstændig, hvilket de heldigvis ikke gjorde. Og selvom Wild Beasts endnu en gang prøver noget nyt og udfordrer deres egen lyd, så lyder de mere og mere som sig selv. De minder samtidig os, lytterne, om, hvad vi egentlig er: vilde bæster forklædt i civilisation og fanget i rationalitetens jernbur.
Så nej, på overfladen er der ikke skyggen af skarpe tænder eller frygtindgydende klør fra bæsterne, der trods et tæmmet ydre på Smother fra 2011 alligevel formåede at flosse nervebanerne og kradsede følelseslivet grundigt igennem hos lytterne. Perspektivet er mere udadvendt på Present Tense, hvor individets udfordringer og samfundets forfald udstilles ligeligt. Senmodernitet vendes og drejes ude i lyset og inde i mørket, og et kritisk spejl af dystre fortællinger og forførende popindslag holdes op lige foran næsen på os.
Det hele starter med ”Wanderlust”, der står tilbage som den sofistikerede, synthbaserede postpunksingle, som flere af Wild Beasts landsmænd forgæves har jagtet. Nummeret fremhæver klasseforskellene i samfundet gennem noget, der kunne minde om en skelnen mellem vagabonden og turisten. I en global verden er vagabonden bundet til det lokale, mens turisten i sin ’wanderlust’ kan bryde tid og sted – dimensionerne mister deres betydning. Og attituden mere end understreges med linjen »Don’t confuse me with someone who gives a fuck,« der leveres silkeblødt af forsangeren Hayden Thorpe. Hårdt, men uretfærdigt.
Men der er mere. På ”Nature Boy” og ”Daughters” fremkalder gruppens anden vokalist Tom Fleming med sin dybe røst dystre billeder fra de mere angstfyldte afkroge af sindet. Der udspiller sig en affære, »a little fun for me and none for you,« mellem en vild ung mand og en rig mands kone på den wrestlerinspirerede ”Nature Boy”. Det er tydeligvis ikke alt, der kan købes for penge. Fremtidige generationer i form af ”Daughters” hævner sig – måske på deres ophav – og et mareridt udfolder sig i takt med en mekanisk nedtælling til undergang, der ender ud i en omgang ekkoende synthblitzkrieg.
Der går afdæmpet funk-feeling i den på ”Past Perfect”, og det swinger – ikke mindst takket være Ben Littles guitararbejde. Kroppen og sindet får en tur på ”Mecca”, der byder på synthpop i widescreen. Nummeret indledes med en diset solopgang og ramler undervejs ind i en omgang snørklede og rustne guitarspor for til sidst at falde over konklusionen »all we want is to feel that feeling again.« En jagt på det levende øjeblik, hvor det hele for en stund giver mening. Og når vi så endelig møder det, kan vi så stole på det? Svaret synes at svæve i luften på den silkebløde og poppede ”A Simple Beautiful Truth”, hvor Hayden Thorpe fører ordet og ellers lader Tom Fleming byde ind med überfølsomme korindslag.
Og netop samspillet mellem de to frontsangere er beundringsværdigt, idet deres stemmer supplerer hinanden på fornem vis. Det høres bl.a. på ”Sweet Spot”, hvor forskudte uhh-uhh-kor lægger op til Hayden Thorpes narrativ og Tom Flemings vokalindspark, der nærmest er ved at sluge sig selv af inderlighed. Det er lige til grænsen, men det er måske også der, »the sweetest spot« befinder sig. Her gemmer det sig endvidere bag ujævnt bølgende guitargardiner, spændte guitaranslag og et forkølet synthhook.
Wild Beasts går dog en smule over stregen med ”Palace”, der runder albummet af. Det er et underligt svulstigt og lidt cheesy nummer, der efterlader lidt den samme følelse som Bon Ivers ”Beth/Rest” – er det for meget? Personligt kan jeg ikke overgive mig til det. Det kan jeg derimod med ”New Life”, der fremkalder følelsen af ensomhed og lader tid og rum smelte sammen i en stille strøm af forventning. Tom Flemings vokal får for alvor lov til at brede og strække sig ud i en intethed af kold synth, der svæver rundt i skyggerne. Jeg kan ikke helt finde ud, hvad der egentlig foregår. Men det sker. Og hvis man skal tro titlen, ”New Life”, så slår trommeslageren Chris Talbot undervejs pulsen an. Det er smukt.
I det hele taget er Chris Talbots trommer koncentrerede, alt i mens de på bemærkelsesværdig vis snor sig mellem Thorpe og Flemings vokaler. Trommerne fylder ikke nær så meget i lydbilledet som på f.eks. Two Dancers, men de rammer de helt rigtige steder. Der er dog plads til en soloindledning på ”A Dog’s Life”, hvorefter det hele langsomt fortoner sig for at give rum til en storladen afslutning.
Men selvom Present Tense er skarp og definerer Wild Beasts mere tydeligt, så er det en plade, der har brug for at vokse. Den lander i forlængelse af Two Dancers‘ umiddelbare og kropslige sigte og de smukke melodier på Smother. Og som Hayden Thorpe udtalte i et interview på Pitchfork: »There are songs on this album about realizing the plethora of beauty that you’ve been ignoring in order to attain this imagined grandiose moment that is never going to come.« Det er både-og – ikke hverken-eller.
Present Tense er heller ikke det store og perfekte øjeblik, men bare en fandens god plade, der rammer lige ned i tidsånden. For i lighed med Present Tense er vi både pop og dystre fortællinger – to aspekter, der trods alt formår at leve side om side med hinanden. Heldigvis.
‘Present Tense’ er et fornemt destillat af bandets dyder. Det skærer helt ind til benet og forfiner dets virkemidler. En smuk kombination af det simple og sofistikerede.
Læs evt. min anmeldelse her: http://kulturklodser.com/wordpress/wild-beasts-present-tense/