Koncerter

Byrta, 26.04.14, Offspring, Tivoli, København

Skrevet af Camilla Zuleger

Færøske Byrta omdannede Radiobilerne i Tivoli til det perfekte sted at spille electropop med lige dele nordisk mørke og discobeats.

Byrta_620x466

Der findes de steder, der er bygget med koncerter som primære formål, og så findes der steder, man ikke vidste i virkeligheden var som skabt til livemusik, før de udnyttes til netop det formål. Således blev jeg tidligt lørdag aften til Offspring i Tivoli overrasket over, hvordan Radiobilerne i virkeligheden har mere potentiale end at opfylde freudianske trange til at køre frontalt ind i familie og venner.

Den færøske duo Byrta, bestående af Janus Rasmussen og Guðrið Hansdóttir, havde Sunna Magrét med som ekstra vokal, og de tre skabte illusionen om, at den noget brogede skare, der udgjorde publikum, i virkeligheden befandt sig i en fransk kælderklub, hvor diskoen var høj og publikum ditto.

Den kontrast, de skaber, mellem næsten happy-go-lucky diskobeats og den melankoli, de færøske tekster indeholder, passer perfekt til det mørke sted med klaustrofobifremkaldende fornemmelser, som Radiobilerne er. Måske kunne man indvende, at Byrta ikke rigtig var klar over, hvad det var for et sted, deres koncert skulle foregå, men i virkeligheden, tror jeg, at det forholdt sig lige modsat: I stedet for at gå med på Tivoli-ånden var der en fuck-it-attitude, der nægtede, at man ikke kan danse, bare fordi man har candyfloss i hånden eller klokken kun er 19.

Hvad der manglede på deres selvbetitlede album, der udkom for bare en måneds tid siden, gjorde de fuldt ud op for her. Det var en koncert, man ikke kunne forlade uden en stor portion pep og et lidt bredere smil på læben – ikke ulig det endorfinkick, en tur i Den Gamle Rutschebane eller et sukkerrush kan give.

Byrta er i øjeblikket på en lille danmarksturné, og du kan nå at opleve dem både på Spot Festival, der løber af stablen den 1.-4. maj i Aarhus og til den lille nordiske Frigg Festival, der foregår i Kongens Have i København den 9.-10. maj.

★★★★★☆

Leave a Reply