Plader

Byrta: s.t.

Skrevet af Zenia Menzer

Færøske Byrta skaber med deres debutplade en kombination af catchy 80’er-beats og atmosfæriske toner, der det meste af tiden baner vejen for en interessant lytteoplevelse. Banaliteten lurer dog lige om hjørnet.

Færøske Byrta er klar med et album, der er en blanding af de musikgenrer, de to medlemmer er inspireret af: Singer/songwriter-stilen er let at spore gennem forsangerinde Guðrið Hansdóttirs lette vokal, mens duoens andet medlem, Janus Rasmussen, repræsenterer den elektroniske genre.

Inspirationen fra 80’ernes synthede og poppede lyd er afgjort at spore i Byrtas lydbillede, hvilket meget tydeligt lader sig høre på numre som “Norðlýsið”, “Eydnan”, “Loyndarmál” og “Vit Falla”. Særligt på “Norðlýsið” trænger den retro-elektroniske lyd ganske klart igennem med et tilbagelænet beat toppet med kække keyboard-passager. Stemningen er lowkey, men absolut 80’er-venlig, og selvom nummeret udleves med en vis underspillet attitude, føles paralleliseringerne samtidig en smule patetiske. Associationerne til den originale 80’er-lyd dukker hurtigt og ubesværet op, hvilket sagtens kan skabe smil på læben, men som på samme tid ikke kreerer en specielt spændende eller rig musikalsk oplevelse. At lytte til nummeret bliver med andre ord hurtigt en flad fornemmelse, og det progressive element føres i baggrunden, når Byrta tillader den smørrede, synthede lyd at dominere for meget.

Omvendt viser duoen også, at der er mere til Byrta end banale pop-referencer. Den atmosfæriske og dybfølte stemning, der trænger ind på flere af numrene, vidner om større kreativitet og mere opfindsomhed set fra ikke kun et instrumentalt, men også et stemningsmæssigt perspektiv. Sammensmeltningen af de tungere og dog håbefulde toner og Guðrið Hansdóttirs sørgmodige og klangfulde vokal skaber et mere alvorligt og originalt billede af Byrta.

Hertil skal lægges den mystificering, der ligger i, at lyrikken er skrevet på færøsk/islandsk. De fleste lyttere vil som udgangspunkt ikke vide, hvad der bliver udtrykt, og det skaber en distance, men også en æstetik omkring numrene. Det svarer sig lidt til at skulle læse oldgræsk; de græske bogstaver vil umiddelbart fremstå som sære tegn uden betydning, men med en eller anden direkte visuel sanseoplevelse tilknyttet sig. Den form for skønhed, der ligger i det ukendte og svært forståelige, kan være ganske interessant at udforske, og den kan trække lytteren ind i et meget sansemættet øjeblik. Da indholdssiden for de fleste vil stå uklart hen, vil man som lytter lede efter mening et andet sted, hvilket kan bane vejen for en mere direkte instrumental opmærksomhed. På Byrta giver det også den instrumentale side en større dominans, men når lyden bliver for banal i form af forældede synthbeats, giver det et svagt udtryk.

Når Byrta derimod folder deres mere melankolske og eftertænksomme side ud, kobles det mystiske lyriske forløb med en dybde, der drager lytteren til sig. Dette lader sig høre på numre som “Byrta”, “Tín Doyvandi Tøgn”, “Hjartasorg”, “Frosin” og “Andvekur”. Specielt “Andvekur” forbinder en dybere og mere eftertænksom stemning med en lettere rytmisk instrumental side, der skaber fremdrift, men som samtidig lader lytteren finde ro i et sært passivt og afdæmpet musikalsk forløb.

“Tín Doyvandi Tøgn” står som et skrøbeligt og dog kraftfuldt nummer, der bæres frem af Hansdóttirs yndefulde vokal, der skærer sig igennem den tungere, melankolske side af nummeret. Det er en smuk præstation, og det er øjeblikke, som dette nummer skaber, der er med til at give Byrta noget vægt. Overordnet mangler Byrtas debutalbum dog en smule mere nerve og vovemod for at blive virkelig interessant, og de mange paralleliseringer til 80’erne skaber et harmløst udtryk, der dog til dels opvejes af den tungere tone, som dominerer flere af numrene.

★★★☆☆☆

Deltag i debat