Koncerter

Scarlet Chives, 26.04.14, Offspring, Tivoli, København

Skrevet af Camilla Zuleger

Lørdag eftermiddag til festivalen Offspring slog Scarlet Chives fast, hvorfor de er et band, der fortjener mere end indieopmærksomhed med deres atmosfæriske støjunivers skabt af mere talent, end de fleste tør håbe om nogensinde at få.

Scarlet Chives_620x434

Scarlet Chives trådte ud af skyggen som indieband med studie i soveværelset og direkte ind på scenen, hvor livemusik bliver spillet højt, insisterende og overbevisende. At Glassalen i Tivoli på mange måder måske ikke var den indlysende setting for deres transformation var underordnet, for denne eftermiddag handlede det om musikken og intet andet.

Scarlet Chives kender jeg som musik, der passer fint til en stille aften. Det er ikke dødsdeprimerende, men det er heller ikke musik, man ville sætte på og opfordre til dans på bordene. Det er det stadig ikke. Det er til gengæld musik, der ikke længere kan spilles i baggrunden.

Denne lørdag eftermiddag var der ikke den knap, der ikke var skruet op til maksimum – måske på nær Maria Mortensens karakteristiske og uendeligt smukke vokal, der ikke kan tildeles for meget opmærksomhed. Til lejligheden havde de endda inviteret Anders Bach fra Ice Cream Cathedral til at sidde bag trommesættet, der ellers normalt udgøres af et elektronisk drumpad.

Scarlet Chives indhyllede Glassalen i lyd, der var tro mod det udgangspunkt, deres album har skabt, men samtidig tog musikken et helt nyt, men ikke mindre interessant sted hen. Det er svært at beskrive, hvad der helt præcis skete, andet end at der skete langt mere, meget højere. Musikerne skabte i højere grad en atmosfære end egentlige sange, og musikken bevægede sig mere over i noget, man kunne forvente fra et band som Mew, da de i sin tid spillede i Operaen.

At en festival som Offspring giver plads til mindre kendte bands – understreger et band som Scarlet Chives – er en idé i verdensklasse. For de fortjener om nogen at få chancen for at udfylde et rum og vinde publikums hjerter; der er ægte talent gemt i Scarlet Chives.

Du har muligheden for selv at blive overbevist den 29. august, hvor Scarlet Chives spiller i Pumpehuset som en del af Byhave-koncerterne.

★★★★★☆

Leave a Reply