Foto: Julie Stenstrøm / NorthSide
Det er nu ti år siden, at det berømte temposkift i to-i-en-hittet ”Take Me Out” første gang overraskede publikum og satte gang i tusindvis af teenagedansefødder. Da skotske Franz Ferdinand udgav kæmpehittet og en række lige så kække, festlige skæringer på den selvbetitlede debut i 2004, blev britisk populærrock endnu en gang gjort dansevenlig. Og vi, der var for unge til at feste med Pulp, Suede og Blur i midten af 90’erne, fik en ny chance med britpoppens runde to.
Ti år senere er spørgsmålet, man må måle og veje den skotske kvartet ud fra, om de med deres veloplagte numre fra nu fire album stadig kan starte en fest. Programplaceringen kl. 21.45 på Blå Scene på første aften af årets NorthSide Festival burde i hvert fald give de bedst mulige forudsætninger. I modsætning til mange bands, hvor festivalscenariet er en utaknemmelig ven, når det kommer til at få sin musik mest overbevisende ud over rampen, er Franz Ferdinands toner som skabt til sommerfest og festival.
De fire skotter gik på scenen i sort-hvide outfits, og frontmand Alex Kapranos lignede i grunden sig selv – samme frisure, blot en anelse gråsprængt. Kameraerne fulgte ham tæt, mens han satte gang i et velvilligt publikum. Koncerten bar ikke en overvægt af numre fra sidste års Right Thoughts, Right Words, Right Action, men titelnummeret var blandt de første numre denne aften, efterfulgt af det sikre livekort ”The Dark of the Matinee”.
Med vanlig humoristisk sans indledte Kapranos den selvironiske og selvsikre ”Do You Want To” fra You Could Have It So Much Better: »When I woke up tonight, I said I’m / Gonna make somebody love me« og skævede ud til publikum, der var helt med på legen: »Now I know – I know that it’s you / You’re lucky, lucky, you’re so lucky!” Publikum havde ikke svært ved at elske skotterne; hittet fik alle til skråle med, og det var unægtelig en god stemning, der bredte sig på festivalpladsen.
Hvor de fleste bands har enkelte festhymner i et mere afdæmpet bagkatalog, er det modsat for Franz Ferdinand. Blandt deres få (semi)stille numre fik vi ”Fresh Strawberries” samt det bedste nummer fra den nye plade, den yderst iørefaldende ”Stand on the Horizon”. Niveauet fra de senere plader er ikke oppe ved debuten, men de indeholder visse numre, der overgår de gamle. Efter ”Ulysses”’ listende-detektiv-basintro lovede Kapranos os: »You’re never going home, you’re not Ulysses!« Det gjorde vist heller ikke nogen noget ikke at komme hjem lige foreløbig, for NorthSide var nu for alvor skudt i gang.
Da det velkendte riff fra ”Take Me Out” sloges an i en forlænget udgave, steg temperaturen hos publikum som forventeligt et par grader yderligere, og da først kæmpehittet kom i gang, blev der hoppet helt nede på de billige rækker. Selv fødderne under Kapranos og bassist Bob Hardy kunne ikke undgå at lette. Den bittersøde festhymne, som også 90’er-britpoppen kunne levere den, svævede over pladsen med ordene: »I know I won’t be leaving here with you…«
Under de imponerende lyserøde solnedgangsskyer over NorthSide var festen massivt til stede fredag aften. Det kunne publikum takke de fire skotter for – og de deres publikum. Bandets egen levering var ikke exceptionel på nogen måde, men kan man ærlig talt forvente det hver gang? Det store spørgsmål, Franz Ferdinand skulle besvare om deres evne til at starte en fest med lutter dansabel britpop og indierock, blev besvaret med et rungende ja af syngende fans, dansende kroppe og plastikkrus, der mødtes i en skål.
