»Vi skal sidde inde i en lille firkant,« får jeg at vide i døren på vej ind til Matmos’ natkoncert på Jazzhouse, og straks er min fantasi ægget. Den elektroniske duo er kendt for at fremkalde deres utrolige arsenal af reallyde på alt fra pailletter og lamé til snegle, næseoperationer og, ja, sæd, afhængig af hvad der nu lige passer til de fortællinger, de udfolder på deres stærkt konceptuelle plader. Taget i betragtning at Martin Schmidt og Drew Daniels seneste album, The Marriage of True Minds, er en musikalsk fortolkning af en række eksperimenter med telepati, hvor forsøgspersonerne i et temmelig stort omfang beskriver at se geometriske figurer, lyder det jo helt plausibelt, at de to har bakset en firkant med i tourbussen. Øj, mand, sådan en firkant, man kan kan sidde indeni.
Skuffelsen er da til stede, da jeg kort efter erkender, at den omtalte firkant blot er en samling stole i en kvadratisk formation på Jazzhouses gulv, men der er dog et formål med arrangementet. Matmos har deres eget lydsystem med på tour, og med en højtaler placeret i hvert af stolerækkernes fire hjørner opnår duoen en surroundsound-effekt, der under Jazzhouses gode lydforhold fungerer formidabelt – ikke mindst på grund af de mange temmelig spooky knase-, rasle- og noiselyde, der præger sættet og på ildevarslende vis kommer listende og diskret kilder publikum i nakken koncerten igennem.
Kuldegysningerne har da heller ikke siddet så løst på mig, siden min far engang i 90’erne fejrede indkøb af nye højtalere ved at vise “Jurassic Park” på storskærm for hele familien, og mon ikke duoen søger at fremkalde netop denne reaktion. Associationen til en pertentligt forklarende Lars von Trier i introerne til “Riget” trænger sig i hvert fald på, da Schmidt i hvid skjorte og slips træder frem på scenen og bekendtgør, at det bliver en aften præget af eksperimenter.
Stemningen af at balancere på grænsen til et mystisk og til tider ret uhyggeligt parallelunivers er igen og igen til stede. Undervejs i koncerten sætter en bippende radar koldkrigsstemningen, men viskes snart bort til fordel for abrupt hakkende optagelser af snavsede negle, der i en ubehageligt tæt kameraføring presses mod strengene i et klaver og bøjer let ind mod fingerblommen. Hvid støj knitrer fra alle sider under et metallisk lydtæppe, og når ikke de rungende industrialklange bringer billeder af Demdike Stare på nethinden, udøver “Saw”-æstetikken vold mod mit nervesystem – også selvom Matmos’ visuals heldigvis holder sig til at portrættere en statisk uheldsvanger atmosfære.
Men det er vel også det eneste tidspunkt i koncerten, hvor Matmos fremstår entydigt urovækkende. Når en stor projicering af Schmidts ansigt skælmsk slipper usammenhængende, sælsomme og til tider ret skægge sætningsbrudstykker fra storskærmen, mens billed- såvel som lydside efterhånden forvitres mere og mere af knasen, radiostøj og pixeleringer, går mystik og humor hånd i hånd.
Endnu mere opløftet bliver stemningen, da Schmidt efterfølgende funderer over Distortion-festivalens kropslighed og præsenterer et nummer som »music to masturbate by« – hvorefter han fisker en metronom frem og placerer den foran et lille kamera, han har monteret på sit instrumentbræt. Lydene kradser og knager, men det stabile beat, en løssluppen omgang med retrosynth og oscillerende sireneeffekter sikrer et decideret catchy indslag. Det samme kan siges om duoens Goodiepal-dedikerede tv-køkken-syretrip, der med hysterisk skingert suppe, steg og is-orgel og organisk boblende og udflydende passager sender tankerne på tur forbi såvel Animal Collective som Wars “Low Rider”.
Ja, lydligt kommer Matmos vidt omkring, og selvom det måske ærgrer en smule, at nogle af duoens mere iøjefaldende remedier – som et bur med rotter eller en sækkepibe bygget af livmoderen fra en ko – ikke er noget, de har med på tour i denne omgang, er underholdningsværdien høj. Schmidt fortæller pjattende, at han engang havde sit smukkeste ‘musical moment’, da alle i en restaurant synkront rejste sig og sang “Play That Funky Music White Boy”, men snart er koncentrationen samlet om et zappende, Aphex Twin-klingende electronica-nummer for elektrokardiogram, taperulle, overlår og wobble.
Tapebåndets knagende lyde må publikum selv fremtvinge ved at passere rullen gennem stolerækkerne ned mod bagvæggen, og som det gør sig gældende for det meste af Matmos’ koncert, er effekten både sjov og ret medrivende. Og som det gør sig gældende for det meste af Matmos’ koncert, er det samtidig temmelig tydeligt, at der er tale om et eksperimenterende sæt fra duoen med fokus på teksturer, stemninger og legesyge frem for de helt stærke kompositioner, som Matmos i deres bedste stunder er garant for.
Man kan indvende, at taperulle-nummeret i sin grundlyd er et temmelig ordinært stykke electronica med rødder i en svunden æra, og man kan påpege, at sidste indslags bizarre fløjte- og strubelyde ikke kan bære nummerets lidt flade identitet. Det ændrer dog ikke ved, at Schmidt og Daniels som legestuebekendtskaber er et helt igennem underholdende, sansemættende og mangefacetteret selskab – selv uden en legekasse fuld af obskuriteter på scenen.






Fotos: Morten Lau-Nielsen