Efter to ep’er er danske Stærosaurus nu ude med et regulært debutalbum. Udtrykket er forfinet en anelse (der er ikke meget lo-fi over lyden længere), og tempoet er skruet noget i vejret, men udgangspunktet er det samme: Andreas Stærs stærkt eftertænksomme, men alligevel meget ligetil indiepoppede (med tryk på pop) sangskrivning, indspillet og produceret sammen med Laurids Smedegaard.
Der er ikke blevet skelet til god eller dårlig smag i processen, ‘kun hvad der føltes friskt og sjovt’, står der i pressemeddelelsen. Det er jo et godt udgangspunkt og vældig sympatisk, og man kan bestemt fornemme en ubekymret, legesyg og uprætentiøs tilgang til musikken på Store hoved. En musikalsk legestue, siger de selv – hvad man nikker genkendende til, når man hører åbningsnummeret ”På stranden”. Forskellige opklippede melodistumper og luftige loops blander sig med hinanden, og resultatet er en rimelig catchy, hævngerrig historie om tabt kærlighed (»Savnede du mig / Da du sad for dig selv?«).
”På stranden” er så afgjort et af albummets to-tre stærkeste kort, men resten burde også være let at holde af (eller i hvert fald være svært at blive vred over), hvis man er til dansksproget, drømmende indiepop med virkelig pæne pladecovers. Alligevel er der alt for tit noget, der skæmmer helhedsindtrykket, og det er svært rigtigt at blive begejstret.
Mit forbehold skyldes til dels, at jeg ikke kan forligne mig med det sære spændingsfelt mellem überfølsom lyrik, poppet lyd og en fersk, monoton attitude, som Stærosaurus flakser rundt i. Stærs vokal formår ganske enkelt ikke at gøre teksterne vedkommende, selvom de gerne vil fortælle en hel, hel masse. Følelserne sidder uden på tøjet her, og alligevel er det langt hen ad vejen ganske kedeligt, upersonligt og hurtigt glemt igen, fordi vokalen aldrig sætter noget på spil.
Og så er der de decideret anstrengende øjeblikke. Tag for eksempel: »Vi to er smeltet sammen / Vi lå og chillede i varmen« (”Smeltet sammen”). Værst er det dog, når tankerne ledes hen på Rasmus Seebach med pseudo-samfundskritiske, lettere klynkende banaliteter som »Jeg så en mand få bank i toget / Ingen stemme sagde noget« og »Jeg bliver så bange når du tvivler på dig selv« (”Jeg har aldrig (haft det sådan før)”). Sådanne irritationsmomenter vrimler desværre frem og er umulige at abstrahere fra.
Okay, alt på Store hoved er ikke lige banalt, men generelt er der i mine ører et misforhold mellem, hvor en stor del af teksterne vil hen, og den jævne ligegyldighed, de fremføres med. Med en mere ekspressiv, mindre lad vokal ville de muligvis fungere bedre, men i denne kontekst falder Stærs dagdrømmende lyrik alt for ofte til jorden med et brag. Andre steder er det lydbilledet, der kikser. Som strygerne på ”Loopet”, der tilfører ekstra unødvendig patos til den i forvejen højstemte stil.
Trods tydelige ambitioner om at invitere lytteren indenfor i et legesygt, personligt og reflekterende musikalsk tankespind, er det umuligt for mig at blive rigtig glad for Store hoved, der i bedste fald holder sig på det jævne. Vil Stærosaurus gøre sig gældende i den p.t. temmelig store mængde af virkelig gode dansksprogede, velskrivende indiebands, må de godt nok oppe sig gevaldigt.
