Lørdag eftermiddag var en tour de force gennem dansk musikhistorie. Det virkede som en fantastisk idé, og udførelsen fra musikernes side sad i skabet, desværre var Arena nok en mindre en velvalgt venue til opdragelsesprojekt, der foregik.
Nørlund hører til én af de, der har spillet rigtig mange gange på Roskilde Festival, første gang var helt tilbage i ’92 med bandet Trains and Boats and Planes. Og denne lørdag eftermiddag var han tilbage på en festivalplads badet i solskin og støv til en koncert, som han på forhånd havde afsløret var både længere og inddrog andre danske musikere.
Og det må man sige, at han fik ret i. Koncerten endte efter lidt mere end to timer, efter publikum var blevet taget en tur gennem Nørlunds musiske liv og ikke mindst de venskaber, det har givet ham. I løbet af den ekstraordinært lange koncert fik Nørlund besæg af Christian Hjelm, Raske Penge, Pernille Rosendahl, Niels Skousen, et strygerorkester ført an af Cæcilie Trier – og det ud over Kristoffer Munk Mortensen (Mellemblond) og Carl-Emil Petersen (Ulige Numre), der endte med at blive en næsten fuldstændig integreret del af bandet.
Desværre er der bare det med Roskilde Festival, at publikums opmærksomhed er flygtig, og nøglen er at holde dem fangen ikke bare en gang imellem, men hele vejen igennem. Ellers er de simpelthen smuttet videre til ét af de næsten alt for mange tilbud, pladsen tilbyder. Og det var desværre lidt det, der skete. Der var en jævn strøm af mennesker ind og ud af teltet i løbet af koncerten, men desværre virkede teltet konstant lidt for tomt og lidt for uoplagt.
Gæsterne på scenen var dog et over måde positivt indslag. Med plads til både det rørende i “Over målet” fra Alt sammen lige nu (2012) til det sjovere og festlige indslag fra Raske Penge, der rappede om Nørlunds bevægen sig rundt i København.
Når det så er sagt, fungerer Arena bare bedst, når der er mange – eller i hvert fald flere – mennesker. Og så var både band og scene formentlig bedre tjent med en lydmand, der ikke tillod, Rosendahls og Skousens vokalbidrag at lide druknedøden. Der var selvsagt rigtig mange mennesker på scenen og ditto instrumenter, men det burde være muligt at indstille en mikrofon, så det var muligt, dechifrere Skousens fremførelse af den ellers exceptionelle “Ridset i panden” – en tekst, der virkelig fortjener at blive hørt tydeligt.
Der blev også plads til en minireunion af det hedengangne Trains and Boats and Planes på to numre. Det blev dog nok lidt for meget for publikum, hvoraf størstedelen ikke havde meget mere end lært at kravle, da bandet kom frem.
Til de, der havde tålmodigheden til at lade sig føre igennem både nyt og gammelt Nørlund var de to timer på Arena en fornøjelse – men det var også lidt langt for mange, og det er en skam. En sådan indsats fortjener både bedre lyd og ubetinget opmærksomhed, og det var desværre for meget at forlange af Arena denne lørdag eftermiddag.
Hørt, Zuleger. Nørlund søgte endog i “Ridset i panden” at kontrollere med sin egen overdøvende korstemme, så han kom til at fremstå usympatisk på trods af omstændighederne i Skousens fremførelse. Det var ikke pænt. Blev lidt træt af Nørlund.