Plader

Nikolaj Nørlund: Alt sammen, lige nu

Skrevet af Jacob Aksglæde

Hvad får man, når man parrer to af landets mest bemærkelsesværdige vokaler? Nikolaj Nørlund har på sit nyeste udspil slået pjalterne sammen med Figurines’ Christian Hjelm.

Hvad får man, når man parrer to af landets mest bemærkelsesværdige vokaler? Man får Alt sammen, lige nu, Nikolaj Nørlunds nyeste fuldlængde, der blev til i samarbejde med Figurines’ forsanger Christian Hjelm.

Jeg holder meget af Nørlunds værker og bliver altid lidt forventningsfuld, når han varsler nyt fra egen hånd. Men da jeg hørte, at Alt sammen, lige nu også skulle huse Christian Hjelm, blev jeg ekstra spændt og samtidig lidt bekymret. Frygten for at Hjelm skulle intervenere i mit idylliske Nørlund-univers, kan jeg sammenligne med et skilsmissebarns beklagelser over, at hans mor er begyndt at date ‘nye’ fædre, som barnet skal dele moderen med. Jeg var kort sagt bange for at miste den gode gamle Nørlund.

Men det skete heldigvis ikke. Allerede på albummets førstesingle, ”Man blir forsinket så let”, beviser Nørlund evnen til at blive på det spor, han selv har lagt med sine tidligere udgivelser, samtidig med at han udforsker nye områder og udvikler sin musik. Hjelms unge, lyse og skingre vokal fungerer perfekt som modstykke til Nørlunds ældre og dybere vokal. Deres ‘pingpong’ giver sangen en slags friskhed, der ellers kun findes i populærsange med dreng/pige-duetter.

Åbningsnummeret hedder ”Ned til søen” og blev allerede luftet på Nørlunds solotur rundt i landet, hvor han faktisk fik et samlet publikum til at synge med på et for dem helt ukendt ‘aaaah,aaaah’-stykke i verset. På pladen bliver det dog heldigvis sunget af Hjelm. Sangen kan beskrives som en meget afslappende en af slagsen, der bliver båret af Nørlunds næsten søvnige vokal og en bas, der svinger roligt af sted.

På nummeret ”Over målet” skyder Nørlund over målet. Og hold da op, hvor er det bare alt for let for mig at anmelde et nummer, når jeg skriver sådan en sætning. Men jeg kan jeg lige så godt sige det, som det er. Det er ikke et særligt godt nummer, som højest rammer overlæggeren. Det er belastende at lytte til. Rytmegruppen er monoton og markerer hvert slag lige hårdt, hvilket selvfølgelig er meningen, men det fungerer bare ikke, når blæserne samtidig ikke er arrangeret godt. Det lyder som et inferno af støj og ejer ikke skyggen af dynamik, hvilket nok er grunden til, at man kommer til at holde mere af det efterfølgende nummer, ”Lige linie”. Dette er afbalanceret, rolig og nærmest anvendeligt som godnatvise. Man puster ud og slapper af, og så er man klar til næste nummer, ”Iltmasken”.

På ”Iltmasken” viser Nørlund, at vejen frem er vejen tilbage. Hvad der egentlig tyder på en funk-inspireret sang, trækker samtidig tråde tilbage og minder mig om Nørlunds tid i Trains and Boats and Planes. Man fornemmer en snert af shoegazer-stemning, der bliver tydelig i brugen af vibrato og reverb på guitaren. Omkvædet veksler mellem et tungt stykke og et let funky guitarstykke. Her synges: »Så sig mig skat / Kan du mærke noget / Hvis jeg kysser dig hårdt på dit forskruede hoved?« Man kan ikke tage fejl. Det er Nørlundsk og fedt!

”Barbara” er et andet nummer, der peger tilbage, og som kunne have været et nummer på Nørlunds debutalbum Navnløs domineret af melankoli og klaver. Det er et mindre bemærkelsesværdigt nummer, men alligevel en del af det store ‘albumbillede’. Og nu når vi er kommet til det bedømmelsen af albummets sammenhæng, må jeg erkende, at jeg ikke er synderligt imponeret. Mange af sangene virker som enkeltstående numre. Sammenhængen kommer dog i perioder, hvor f.eks. nogle af pladens sidste numre er i familie. Det kan minde lidt om et opsamlingsalbum, hvor man har udvalgt sange fra forskellige steder i kunstnerens karriere, der ellers ikke skal ses i samme kontekst.

Det laver dog ikke om på, at pladen indeholder mange perler, deriblandt det stærkeste nummer ”Ringvejen”, hvor Nørlund viser tænder og spiller rock’n’roll, som han gør på en af sine tidligere udgivelser, Tændstik. “Ringvejen” er et euforisk nummer, der har stor glæde af Hjelms vokal i omkvædet, der som sagt tilføjer friskhed. Et sårende enkelt guitarriff bærer sangen og skyder den af sted efter hvert omkvæd.

Overordnet kan man karakterisere Alt sammen, lige nu som en melankolsk Nørlund-udgivelse, der også har et par ‘muntre’ eksplosioner. Pladen er absolut anbefalelsesværdigt, men dog ikke topkarakterer-værdig. Indtrykket falder på pladens, til tider, fraværende sammenhængskraft og bliver holdt oppe af enkelte numres præstationer. Samarbejdet med Christian Hjelm, fungerer rigtig godt og viser endnu en gang Nørlunds formidable evne til at udvikle sig. Uanset hvad, så skal denne plade købes, hvilket jeg i øvrigt kan sige om alle Nikolaj Nørlunds udgivelser. Det er alle pengene værd!

★★★★½☆

1 kommentar

  • Hmm, hmm. “Over målet” er da en dejlig livsglad sang i bedste The Beatles-stil. Det hele behøves ikke at være så pisse dybt altid.

    Hver sin smag, men vil nu alligevel gerne høre din begrundelse for at anmelde pladen på en slavisk sang-til-sang måde?

    Er det for at fremvise din indgangsvinkel til pladen om, at den ikke hænger sammen eller har du bare åbnet den gyldne anmelderbog og kørt den igennem til punkt og prikke?

Deltag i debat