Plader

Ensemble Economique: Melt Into Nothing

Skrevet af Asbjørn Skødt

Ensemble Economique styrer den eksperimenterende støj i retning af mere konventionelle melodistrukturer, men bibeholder sit udtryk i processen. Pladen er en psykedelisk narrativ, der gennem musikken beretter om eufori og opløsning. Hvad vigtigst er: Det er godt!

Glem alt om dronen, der vil føre dit sind til utopiske tilstande og drømmende sfærer a la Stars of the Lid. Denne drone søger i stedet at føre dit sind til de mørkeste afkroge ligegyldigt, hvor store mængder serotonin din hjerne er velsignet med i hverdagens normaltilstand. Gennem udsvævende guitarmelodier og æstetiseret støj vil den på forførende vis lokke dig ind i dit sinds depressive dybder og ætse sig ind i din hjernebark. Melt Into Nothing er et narkotikum. Det er den gade, du ved, du ikke burde betræde, men som al verdens synd leder dine ben ned ad alligevel. Med frygt og fryd som ligeværdige partnere.

Sikke ord at indlede en anmeldelse med! Lad mig blive mere konkret, selvom dette album på alle tænkelige måder fordrer det modsatte.

Åbningsnummeret ”Your Lips Against Mine” er lydligt tekstureret lige så sanseligt, som titlen antyder. Nummeret afviger tydeligst fra de blot fem andre skæringer på pladen ved sin umiskendelige shoegazerlyd, og når jeg refererer til pladen som et euforiserende stof, er det ikke mindst en konsekvens af netop dette åbningsnummer. Nummeret er afspejlingen af den første gang, en ekstase opleves, og dette nummer får dig ufortrødent til at vende tilbage efter mere (for at benytte en floskel). Sangen er gennemsyret af den opløste skønhed, der kendetegner traditionel shoegazer, og samtidig er den et narrativt point of no return for pladen. Jeg vender tilbage til aspektet om pladens fortælling, da det er et væsentligt forhold og udtrykker, hvor kunstnerisk gennemtænkt pladen er.

Ensemble Economique er amerikanske Brian Pyles kreative projekt. Hans tidligere udgivelser er dog i langt højere grad gængs drone end Melt Into Nothing, men det dunkle og psykedeliske lydunivers er ikke desto mindre gennemgående træk i hans diskografi. Pyle har siden 2008 udgivet syv plader, der – næppe tilfældigt – alle i omfang spænder mellem seks og otte numre. Pyle er reflekteret i sin tilgang til musik men også eksperimenterende, hvilket understreges af koncerterne, der inddrager elementer af performativ kunst.

Melt Into Nothing er dyster og dekadent i sit helhedsindtryk, og Pyle fremhæver da også dette gennem sangtitler og pladens struktur. Pladen understøtter en fortælling, der ophøjer udgivelsen til et konceptalbum. Musikken er en metafor på eskapisme – en sindstilstand, der med sin ambivalente karakter giver lykke i momentet og samtidig er symptom på en underliggende ulykke. Spændingsfeltet er det tidslige, for Melt Into Nothing er i lige så høj grad lyden af en tilstand. En tilstand, der, som alt andet ved dette liv, har et ophør. Hvad metaforen gemt i albumtitlen nærmere gemmer på, vil jeg ikke som sådan tolke, men det essentielle er her snarere processen end slutresultatet. Pladen føles som en samlet bevægelse, og de udsvævende guitarmelodier kan beskrives som det rituelle redskab.

På pladens anden skæring ”Make – Out in the GDR” er den kvindelige stemmes utydelige, men hypnotiserende fraser fra førsteskæringen afløst af shamansk sang. Den er akkompagneret af insisterende og tilnærmelsesvis ondskabsfulde guitarriff, der understøttes af stammetrommer. Du efterlades i et forskræmt virvar, som dog i ”Hey Baby” bliver efterfulgt af langsommelige guitarriff og fungerer som pladens eneste trygge holdepunkt. Guitaren fører dig ind og ud af søvnen, hvor din tryghed aldrig anfægtes.

Pladen er ikke konventionel drone, men i langt højere grad en lettere tilgængelig kombination af drone og shoegazer. I forsøget på at klarlægge pladens genregrænseflader er det nærliggende at inddrage termen ‘indie-drone’, hvormed shoegazerkoryfærer som My Bloody Valentine, Cocteau Twins, Ride og Spacemen 3 bliver associeret. Nyttigheden i at afsøge snævre kategoriseringer og dernæst hele tendensen til at sætte ‘indie’ som præfiks for enhver eksisterende genrebetegnelse kan diskuteres, men pointen er, at Ensemble Economique giver homage til en lang række stilarter. Resultatet fremstår hverken ligegyldigt eller som plagiering, men i stedet er Melt Into Nothing et sammenkog af styrker.

Det længste nummer på pladen, ”Fade for Miles”, holder sig akkurat på en spilletid under to cifre. Den mest rammende analogi for pladens tema er netop denne sangtitel. På tværs af numrene bliver du positioneret på forsædet i en bil og ført gennem gader under nattens synæstesi. Et minde fra teenageårerne, hvor ens forælder kørte én hjem fra fest med store mængder alkohol i blodårerne.

Inden det afsluttende nummer “Melt Into Me” endegyldigt opløser dine parader, smuldrer de gennem en repetitiv skønsang i nummeret ”Never Gonna Die”. Et nummer, der bedst kan betegnes som slowmotion-rave. Den efterfølgende epilog er opbygget af tre basale virkemidler, der sammenflettes til perfektion: hjerteslag, Pyles ekko og synthflader. Når det sidste hjerteslag og ekko dør ud, er konceptet fuldendt. Pladens forløb og afslutning efterlader dig i et tomrum, der uvægerligt får dig til at vende tilbage til åbningsnummeret, ”Your Lips Against Mine”, i søgen efter en sødme og trøst, der ellers ikke lader sig indfinde i dit indre. Pladens bevægelse fra alt til ingenting antager dermed form af en spiral. Det førnævnte narkotikum er en realitet.

Melt Into Nothing er et psykedelisk cruise og et tematiseret syndefald, hvor du i begge tilfælde er den passive, men frivillige hovedperson. Med hånden på det blottede hjerte er dette et af årets musikalske højdepunkter, hvis du ligesom jeg har hang til støjrock, drone og shoegazer og hellere end gerne ser disse genrer i fusion.

★★★★★☆

Leave a Reply