Nyheder

Premiere: Plat∞n & 73collective præsenterer psykedelisk video-single

Skrevet af Alex Nørregaard

Den psykedeliske synthpunk-duo Plat∞n er på vej med deres anden ep Good For You, og vi har på Undertoner fået lov at dele video-singlen “Everything You Want”. Abrupte bevægelser, sløset vokal og støvet guitarflimmer badet i let psykedeliske farver og lys.

Platoon_Good for you_nyhed_620

De kosmiske mørkemænd, John Grave og Jebediah Black, der udgør den psykedeliske synthpunk-duo Plat∞n er i samarbejde med kunstnerkollektivet 73collective ude med video-singlen “Everything You Want”, som vi her på Undertoner har fået lov at dele. Den dystre single stammer fra Plat∞ns kommende ep Good For You, der ifølge planen er ude på kassettebånd i maj måned via Wiener Records.

Sørgmodige, syntetiske strygere indleder det melankolske og let tempofyldt ridt, der byder sig til på “Everything You Want”. Abrupte bevægelser og en sløset vokal møder lytteren, der undervejs får sendt elektriske signaler gennem hjertet i form af støvet guitarflimmer, alt imens tørre trommer hamrer løs på brystet. Et lille, men effektivt fix.

Ifølge Jasmin Franko fra 73collective handler “Everything You Want” om, at »(…) frigøre sig selv og indse hvad muligheder man har foran sig, om at gribe dem og gribe nuet.« Et tema, som aldrig synes at miste sin aktualitet. Og slet ikke i vores nuværende, accelererede modernitet, hvor hastigheden hele tiden øges og mængden af muligheder konstant vokser.

I musikvideoen følger vi en ung pige, der flyder rundt og driver omkring i Københavns gader. Hun er »(…) på vej et sted hen – hvorhen ved vi ikke, men hun har besluttet sig for at søge videre mod noget nyt.«, som Franko siger. Alting synes en anelse sløret, farverne tager i høj grad over og lyset vinder aldrig for alvor frem. Om musikvideoen siger Franko videre, at 73collective blev

»(…) inspireret af to ting – de to unge mænd, som danner Plat∞n, har et super interessant udtryk, de komponerer deres musik i et kompromisløst univers, hvor alt hvad de stykker sammen emmer af ungdom og frihedsfølelse, og det er det videoen forsøger at afspejle i en mere abstrakt form. Vi har forsøgt at matche deres musiske stil visuelt.«

Plat∞n drager i starten af april ud på en lille forårstour, der bl.a. bringer dem forbi Koncertklubben i Osramhuset.

Leave a Reply