»Så ka’ du forstå min ældste tro.«
Ordene faldt hårdt og ubarmhjertigt fra to af Synd og Skam-medlemmerne. De indtog forreste geled sammen med et tredje medlem, der ubevægeligt stod placeret ved scenens tredje mikrofon. Bag dem befandt bandets resterende fire medlemmer sig. En af dem sørgede med mekaniske bevægelser for et staccato keyboardspor, mens resten stod stift stillestående og nærmest dødt stirrende ud i det fjerne bag publikum.
Ved hvert nummer skiftede medlemmerne plads. Det lignede en omvendt og imaginær omgang stoledans, hvor ingen røg ud, fordi de alle nåede at sætte sig til rette, inden musikken startede igen. De syntes at placere sig et sted mellem organisme og maskine. Levende, ja, men også stramt kalkuleret.
Musikken fremstod både skrabet og veludført. Der var bløde, rosenrøde klavertoner, let guitar hist og her samt tørre drengekor og autotune en masse. Det hele flød over i überfølsom pop og r’n’b, iblandet trap-inspiration og tunge beats, der uhindret brød ind. Lyrikken var flad og blomstrende, »Jeg bliver ikke mindre / Jeg bliver ikke dybere« og »Dine øjne skinner mere end du-uh-uh«. Et af medlemmerne brød også undervejs ud i en omgang »uh-hu-hu-hu-hu-uh«-lyde, der bare blev ved og ved og… Yderst tåkrummende, men perfekt i sammenhængen.
Koncertens næstsidste nummer vaklede mellem det absurde og det poetiske. Et dybt, syntetisk horn indledte og holdt ved. Der var autotune på vokalen, antydning af et trap-beat, mens linjerne »Se, salte tårer på et hvidt lagen« bed sig fast. Nummeret blev pludselig kløvet af et drønende beat, efterfulgt af ordene »Skatter, kom til mit tempel«.
Hvad skete der lige? Var vi vidner til en total og vedvarende ommøblering af Synd og Skams lydunivers eller et engangsshow til ære for Click-publikummet?
Frankly my dear, I don’t give a damn. For det fungerede super godt. Musikken var på sin vis dybt uinteressant: et kantet, komplet og, i mine ører, komisk take på Hukaos-klanens succesrige r’n’b og dansk pop anno 10’erne (måske et sted mellem Topgunn og Marie Key). Her iført genbrugstøj, disciplin og alvor – ikke et eneste Synd og Skam-medlem trak på smilebåndet i løbet af de otte numre, der blev leveret. Det hele holdt vand i Click-konteksten. Jeg blev overrasket, og det gjorde resten af publikum vist også.
Og koncerten efterlod flere spørgsmål, ikke mindst: Kommer det hele på plade (måske den kommende Billeder af Mesa)? Og ringer Blachman mon efter drengene?
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com
