Island har leveret imponerende mange gode bands, og nu har det lille land sørme gjort det igen med Kippi Kaninus. Det syv mand store band indtog scenen anført af Guðmundur Vignir Karlsson bag sin laptop, og i løbet af den 45 minutter lange koncert, opførte de det flotte album Temperaments (2014). Det var en glimrende sætliste for koncerten, hvor alle de fem sange havde langsomme og usynlige opbygninger.
Kippi Kaninus omtales primært som et elektronisk projekt, men langt størstedelen af musikken var håndspillet under koncerten. Scenen var dækket af trommer, perkussion, bas, guitar, trompet og trombone. Lyden var storladen, og særligt Magnús Trygvason Eliassens mærkeligt dansable trommespil og Eiríkur Orri Ólafsson og Ingi Garðar Erlendssons blæserduo gav musikken et eksotisk præg. Et eksotisk præg, der gik hånd i hånd med den nordiske melankoli.
Generelt var det en koncert, hvor modsætninger blev nedbrudt. De elektroniske og akustiske lyde blev gjort ligeværdige, og pludselig, uden at man vidste af det, stod man og spjættede med sin krop under koncertens sidste nummer, “Bellowing”, der smukt var baseret på frit tubaspil af Erlendsson.
Det var en genopfindelse af postrocken, for de musikalske mål for musikken var de samme. Publikum skulle sendes i en storladen trance ved hjælp af lange numre, der byggede sig langsomt op. Instrumenteringen var dog utraditionel i forhold til den postrock, der blev etableret i 90’erne. Man kan næsten kalde Kippi Kaninus neo-postrock, hvor musikken fusionerer jazz, electronica, postrock og østeuropæisk musik. Det kunne lige så vel have været en eksperimenterende, instrumental Spiritualized-koncert. Musikken gjorde i hvert fald det samme, som Jason Pierce gør med sit kultband.
Desværre var Kippi Kaninus lidt for lang tid om at få fat i publikum. Hertil gjorde solens bagende hede en hel festival så døsig, at publikum kæmpede for blot at holde sig vågne. Derfor skal det islandske band have stor ros for, at de faktisk formåede at få de forbrændte kroppe til at bevæge sig til sidst i koncerten. Det var så sandelig også den respons, som bandet havde fortjent.
