Det var med en smule bekymring omkring placeringen af Nils Frahms optræden på Roskilde Festival, at jeg indfandt mig i Avalonteltet klokken 20. For samtidig med at den tyske pianist skulle opføre sin solokoncert væltede club-popperen Nicki Minajs hits udover Orange Scene i nærheden. Og problemet med Roskilde-koncerter, hvis decibelniveau ikke matcher de andre igangværende, er at de kan drukne i den konstante festivalstøj.
Da de indledende bløde akkorder fra det store flygel druknede i bassen fra den invaderende koncert, blev der også udvekslet ængstelige blikke og kommentarer blandt publikum. Der gik dog ikke længe før den unge musikker vendte sig om imod sit hjemmebyggede store træorgel og arsenal af analoge synthesizere og effektpedaler, hvis rige klang gik klart igennem og fik mindet om Nicki Minaj-koncerten til at fordampe.
Derfra lod Frahm langsomt sit frekvensspektrum vokse frem. Efter en dyb synthbas og hektisk arpeggieret opretstående klaver, der inspirerede pift og tilråb, opbyggede solisten med tung stortromme og knastør hi-hat en kulsort deephouse, der var svær ikke at nikke nakken af led til. De i blandt publikum, der havde håbet på en klassisk koncert i stil med albummet Felt blev skuffede, imens de af os, der nød den transcenderende analoge techno var i en anden verden.
Med numrene ”Says”, ”Toilet Brushes” og ”More” til sidst på set-listen var koncertens afslutning en smule mere kontemplativ. Og selvom de melankolske synth- og flygeltågers flimrende delay havde en smuk æterisk storladenhed, var der noget bagvendt ved at aftrappe koncertens energi imod slutningen.
Dog havde Niels Frahms intensitet kun et gear. Med total kontrol og indlevelse var han konstant nærværende og involveret i sin uhyggeligt velspillede musik. Løbende rundt på scenen imellem sine forskellige instrumenter og afbrudt gyngede til rytmen var koncerten både auditivt og visuelt underholdende.