Koncerter

Roskilde Festival 2015: Kendrick Lamar, 03.07.15, Orange

Kendrick Lamar spiller fredag den 3. juli på Orange Scene
Skrevet af Simon Freiesleben

Der gik for meget fællessang og for lidt rapopvisning i den, da kong Kendrick holdt hof på den mastodontiske Orange Scene. Compton rapperen faldt ikke igennem, men han formåede heller aldrig at løfte stemningen over hyggepunktet.

Kendrick Lamar spiller fredag den 3. juli på Orange Scene

Ingen der bevægede sig rundt på festivalpladsen fredag eftermiddag, var i tvivl om, hvorvidt Kendrick Lamar er en populær fyr. Køen til venstre pit gik fra Orange Scene, og hele vejen ned forbi Pavillon scenen, hvor den unge Compton-rappers fans trofast sad bænket i timevis, for at få lov til at opleve ham helt tæt på. Ti minutter forsinket kom Lamar vadende ind på den enorme scene, med et liveband i hælene.

Nå, tænkte jeg, det giver da god mening med et liveband. Det nye album To Pimp a Butterfly var et markant stilskifte, der trak på en bred palet af jazz, funk og soul-referencer og som generelt har et meget mere organisk lydbillede. Jeg har ventet spændt på at høre, hvordan de nye numre ville blive fortolket når de skulle spilles live. Men frem for “King Kunta” eller “i”, så blev koncerten indledt til tonerne af den fortrinligt tilbagelænede “Money Trees”, fra det hitspækkede forrige album, Good Kid, M.A.A.D CityOg det fortsatte med aggressive “Backseat Freestyle”, der med sit rå beat fik publikum til at smide armene i vejret og skråle med på omkvædet. Faktisk rappede Kendrick ikke så meget som et vers af omkvædet, men lod publikum om at gøre det. Det faldt ikke helt igennem, men det var heller ikke en ubetinget succes. Kækt at gøre det i anden sang, men lad os da komme videre i koncerten.

Problemet er bare, at vi ikke rigtigt kom videre. Sang efter sang fra Good Kid, M.A.A.D City blev leveret, dog afbrudt af konstante pauser, hvor Kendrick bad publikum om at larme og huje. Når man er kommet for at se en af verdens allerdygtigste MC’er i funktion, så kan det undre mig, at man hellere vil høre en 60-70.000 mennesker skråle basgangen til “Seven Nation Army” igen og igen. Og kong Kendrick solede sig i den grad i opmærksomheden fra publikum. Er vi kommet for at feste, eller hvad? Hvis man var kommet for at få en opvisning i rapflow, så blev man kun stødvis tilfredsstillet. “Swimming Pools (Drank)” tog kegler, da Kendrick sluttede sangen med et brændende hot stykke speedrap. Men så skulle vi igen se, hvilken side der kunne lave mest larm. Jeg undredede mig over, at vi ligefrem behøvede at høre Kendricks vers fra A$AP Rocky hittet “Fucking Problems” hele to gange, før vi fik lov at høre en eneste af de spændende nye sange.

Men måske havde han alligevel regnet den ud, som den gadesmarte rapper, han nu engang er? For Orange Scene er i sandhed et bæst af en scene at spille op, og adskillige bands har knækket nakken i forsøget på at tæmme bæstet i løbet af årene. At formidle det lyrisk tunge og musikalsk komplicerede materiale fra To Pimp a Butterfly over for et fest- og danseklart publikum, der for fleres vedkommende er igang med en ugelang brandert, er en hård opgave. Selv for en artist i Kendrick Lamars format.

Og det virkede jo. Publikum smed håndtegn, crowdsurfede og sang “lååå, lå lå lå låååå” i et rask væk, så længe koncerten varede. De hyggede sig. Det blev aldrig rigtig farligt, men alle de velkendte hits blev spillet. Alle dem man kan synge med på. Første gang Kendrick fik publikum til at klappe et beat, som han derefter freestylede over, var man en kende imponeret. Anden gang kedede man sig blot en anelse. De nye sange blev serveret i rap hen mod koncertens slutning. Vi fik både den poppede “i” med omkvædet »I love myself«, den formidable banger “King Kunta” og “Alright” der rummede et imponerende stykke rap a cappella.

Tja, hvad skal jeg sige? Kong Kendrick kom, så og erobrede folket foran Orange Scene. Men det blev aldrig mere end en jævnt hyggelig omgang fællessang og viften med armene, og en decideret spændende koncertoplevelse udeblev altså. Koncerten får tre U’er, og så ryger der et halvt U oven i hatten, for at kunne starte en hiphop-folkefest foran Orange. Det er i sig selv en prisværdig bedrift.

★★★½☆☆

Leave a Reply