Rangleklods spillede tilbage i 2012 et brag af en morgenkoncert på Roskilde Festival, da de nedlagde den hedengangne scene Cosmopol med et sprælsk show, som dengang scorede topkarakter fra Undertoners anmelder. Det må være med den koncert i minderne, at Roskilde Festivals programplanlæggere fandt på den idé at placere Rangleklods på Apollo klokken 14. Et nærmest ukristeligt tidspunkt, hvor en stor del af festivalgæsterne stadig ligger og bobler i deres telte eller leder efter gårsdagens tabte værdighed ude på campingarealet.
Solen bagte nådesløst ned over det dvaske og svedende publikum, der havde indfundet sig på den støvede plads foran scenen, da Rangleklods gik på. Siden de sidst gæstede festivalen, er live-elementerne i form af guitarist og perkussionist blevet skrottet, og gruppen er blevet til en duo, der spiller rendyrket hipstertechno. Nummeret “Schoolgirls” startede ballet, og sangerinden Pernille Smith-Sivertsen havde da også noget på, der mindede om en sort skolepigeuniform. Hun var flankeret af Esben Nørskov Andersen, der med sit blege ansigt, mørke tøj og lange sorte lokker lignede hendes onde goth’ede storebror, mens han med hård hånd styrede lyden fra sin mixerpult.
Den konstant rumlende bas slap kun i ganske flygtige øjeblikke sit jerngreb i publikum. Til tider var bassen så voldsom, at den fuldstændig druknede især Esben Nørskov Andersens vokal. Effekter og samples blev med rund hånd fyret ud over publikum, der dog virkede som om, de var blevet totalt paralyserede af den smeltende hede. Knap tyve minutter inde i koncerten lød det fra Esben: »Så er klokken vist ved at være halv tre, og vi skal til at komme i gang derude!«
Forunderligt nok, så indtræf der pludselig bevægelse blandt publikum, nærmest på slaget halv tre. “Happy in the Gutter” eksploderede uden varsel i et syret vokalmix, hvor Esben samplede sin egen vokal og smed den flerstemmigt tilbage i hovedet på publikum. Det var især omkring midten af koncerten, hvor lazersynths og thereminstøj skabte et kompromisløst intensiverende, vokalløst lydbillede, at publikums fødder begyndte at følge med det tempo, musikken lagde an.
Til slut spillede duoen en dansevenlig tretrinsraket bestående af hitsinglen “Lost U”, den ADHD-technoprægede “Straitjacket” fra duoens album af samme navn og kendingsmelodien “Young and Dumb”, der vakte jubel og fik hænderne i vejret blandt publikum. Man kan kun ærgre sig over, at Rangleklods ikke havde fået en bedre spilletid, da de med et reelt lysshow og mindre sollys garanteret ville kunne skabe rammerne for et brag af en fest. Det blev aldrig til et brag denne gang, på trods af en ihærdig indsats.
Lad os endelig få dem tilbage på Roskilde Festival ved en anden lejlighed, men så må det også være slut med de tidlige koncerttider! Alt andet vil være kriminelt.
