I en verden, hvor stort set alt forandrer sig med lynets hast, er det rart med konstanter, der holder ens kompas nogenlunde stabilt kalibreret. Det kan være den gode gamle juleaften, sommerhuset, udsigten fra køkkenvinduet mens man tager den rituelle opvask, eller duften fra æbletræerne, lige når de er sprunget i blomst.
Det samme gør sig gældende, især for denne signatur, når det kommer til bands, der holder fast i det afsæt og den ideologi der ligger bag deres musik, nærmest som var de teflonbeklædte overfor tidens tand og sædernes forfald. Når en kunstnerisk idé tidligt er tæt på helstøbt, er det velgørende at opleve at der bliver holdt fast i den, og at man ikke, som så mange andre gør, hele tiden forsøger sig med nyfortolkninger af sig selv, fordi man tror at det nu engang skal være sådan.
Men i dette tilfælde er risikoen for, at trangen til at gøre som de andre, dog nærmest ikkeeksisterende, for Godspeed You! Black Emperor er ikke, og vil sikkert aldrig blive, det man på godt nydansk udtrykker som »Just another run off the mill«.
Når jeg indledningsvis opremser glæderne ved at have konstanter i sit liv, er det netop en af de ting ved GY!BE, jeg beundrer allermest. De har et klart perspektiv med det, de gør. Det er velgennemtænkt og med politisk sværvægterpondus (man kan være enig eller uenig med dem, det er ikke det der er pointen) og de viger ikke fra de principper, der udgør deres kunstneriske ideer. Netop det udtryk, GY!BE har destilleret på i snart to årtier, er ellers en lækkerbisken for kommercielle interessenter, som Mark Richardson fra Pitchfork så smukt har pointeret, men de forbliver deres egne, og tak for det!
Men selv med konstanter er der alligevel små ryk og udviklinger, også selvom de foregår over årtier. Der er nok ikke mange, der har siddet og fiflet med kassettebåndsdebuten All Lights Fucked on the Hairy Amp Drooling, men de fleste af os har lyttet med fra F#A#infinity og frem til nu, og der er sket en smule, trods alt.
Med deres seneste udspil Asunder, Sweet and Other Distress, der er optaget i samarbejde med lydkunstneren/lyddesigneren Greg Norman, sætter de atter en gang en tonstung monolit ud i landskabet, som vi med lyttebøfferne om ørerne kan sidde og begejstres over. Albummet er bygget op omkring to akser, hvor den første og sidste skæring står overfor de to midterste.
Udlægget “Peasantry or ‘Light! Inside of Light!'” starter som man kender dem, med en tung, langsom bund af trommer i nogle takter, for så at sætte ind med vægten af hele bandet. Der er en befriende, tung vellyd over starten, hvor snerrende, sitrende guitarer skærer og vibrerer i nærmest sløvt, fremaddrivende figurer. Bagved ligger orgel og violin og bygger på i en smuk, tyk lyd, der langsomt glider over i en melodilinie, der minder om gamle folk-traditionals. Det er, selv efter mange års bekendtskab, forbløffende hvor elegant der kombineres med de lyriske og meget tunge elementer, så man sidder og ikke kan mene andet, end at det bare MÅ lyde sådan.
Overgangen til “Lambs’ Breath” sker gennem en knitrende dekonstruktion af det forrige nummer, i en drone, der i flere minutter er både smuk og spændende. Men de næsten 10 minutter, nummeret står på, kan efter min mening ikke helt bære det, også selvom dronen faser ud og går over i lydbilleder fra noget, der minder om interstellare klange. Det ender i mere end to minutter hvor en dyb, semibuldrende tone langsomt fader ud, og det er interessant, men kontrasten er næsten for stor efter indledningsnummeret. Der foretrækker jeg den rene vare hos f.eks. Sun O))).
”Lambs’ Breath” glider over i “Asunder, Sweet”, og her er der straks mere struktur, der giver mindelser fra deres tidligere album, især synes jeg Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven ringer ind her. Det er et stærkt og smukt ekspressivt maleri, hvor mange af GY!BE’s karakterer kommer i spil, tonstungt og alligevel svævende, truende og alligevel løfterigt.
”Asunder, Sweet” fader over i pladens absolutte højdepunkt “Piss Crowns Are Trebled”, hvor pedalen bliver sparket i bund. Langsomt, men med eftertryk. Her smelter alt det, GY!BE står for, sammen – musikalsk, politisk og kunstnerisk – og det bliver hugget ud i en basguitar, der vrænger dybt, smukke syngende guitar- og violinforløb, der svæver over den tunge bund.
Halvvejs inde i skæringen, der heldigvis er næsten 14 minutter lang, skifter et langt, minimalistisk forløb helt nummerets karakter, og en nærmest messende, marchagtig bevægelse presser energien op og ud. Her genkender man figurer fra numre som “rockets fall over Rocket Falls” fra Yanqui U.X.O eller “Storm” fra Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven, og det hele fræser hen mod et velgørende, langsomt opbygget klimaks, der er bandets faste, elskede signatur. Selv efter at have hørt nummeret mere end 20 gange, kan jeg ikke lade være med at sidde og headbange og se fjollet glad ud…..
Så kommer vi til det: Hvor ligger så dette nye udspil fra GY!BE på deres all time hitliste? Her kan man ikke komme udenom, at uanset hvad man siger eller mener, udløser det den ene eller den anden religiøse krig, så derfor kan man jo lige så godt bare fyre løs.
Jeg synes, at det nye album på mange måder viser, at GY!BE stadigvæk, nu næsten 20 år efter deres egentlige debut med F#Ainfinity, stadig udvikler på deres udtryk og forfiner deres virkemidler. I starten lagde de meget vægt på at bygge numrene op over sound bites, speaks, og mere folk-agtige melodilinjer ind over deres knitrende, foruroligende orkesterstykker, som f.eks. Mogwai også gjorde på deres tidlige plader. Mange, og signaturen her indbefattet, mener at Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven er det mest helstøbte album, de til dato har udsendt, men de seneste to udspil (Allelujah! Don’t Bend! Ascend! og dette album Asunder, Sweet and Other Distress) er gået i en mere ren instrumental og mere massiv retning, og det er spændende at se, hvor de fortsætter den samtale, de har haft med os gennem alle årene.
Der er andre ude i det landskab, hvor det mere rene instrumentale udtryk dyrkes, hvor bands som Explosions in the Sky og This Will Destroy You er andre fyrtårne, men der er ingen som GY!BE, der kan fortætte deres kunstneriske visioner og politiske ståsteder så massivt og så tydeligt, og få det til at lyde som om, det simpelthen bare ikke KAN være anderledes.
Med Asunder, Sweet and Other Distress har GY!BE taget et skridt der lover virkeligt godt, og det må næsten være det næstbedste album de til dato har udsendt. Så kom det ud ……
