Plader

Godspeed You! Black Emperor: ‘Allelujah! Don’t Bend! Ascend!

Skrevet af Søren Jakobsen

GY!BE er vendt tilbage som død og pokker, ligesom de er bedst til. ‘Allelujah! Don’t Bend! Ascend! er en brutal og underskøn fornøjelse, der hele tiden bliver flottere: som en asteroide på størrelse med Texas, der kommer stadig tættere på…

1990’erne var i forhold til ’00’erne en sviptur ned til købmanden efter en Urge!-sodavand og tilbage igen. Før Bush og Putin var der Clinton og Jeltsin, alt var fistpump, og intet blev vel rigtig taget en skid alvorligt. U2 live-transmitterede direkte fra et snigskytte-plaget Sarajevo; så meget ironisk distance havde de og resten af verden til krig på tv.

Men med slut-90’erne kom Gudsfrygten med renters rente efter et årti pumpet op på eurodance, ecstasy og generelt gøgleri. Kogalskab, Y2K-galskab og orkaner satte dødsangsten i alle, og med dødsangsten kom heldigvis Godspeed You Black Emperor! Udråbstegnet er ikke mit, men deres eget, og på samme måde som den tossede stavemåde var de også et udråbstegn inden for postrocken, da de debuterede med F♯ A♯ (Infinity) i 1997. (Ja, der var et kassettebånd inden. I 33 eksemplarer. Har ikke hørt det).

De udgav siden hen to plader samt hovedværket Slow Riot for New Zerø Kanada. Alle deres udgivelser er dog mere eller mindre mesterværker, og det var kun logisk, at de forsvandt igen, da først Bush, Al-Qaeda og Staind havde indtaget verden og fuldendt deres vision.

De var dog dermed også stærkt medvirkende til at gøre Constellation Records, som de for det meste udkom på, til bannerførere inden for den postrock, de selv definerede langt hen ad vejen. Med Efrim Menuck som en slags pressedefineret frontmand gjorde det knap dusinstore band scenerne og deres udgivelser til deres egne, små vindtunneller af helvedestordnende instrumentalmusik, der nærmest angreb sanserne og prog-hoveder over alt på alternative bølgelængder med skiftevis mavepumpere ind til rygraden og kløer ned af lårene.
De var og er vel en slags rockband, men det er sgu ikke Chuck Berry. Og når der nu står ‘er’, så er det selvsagt på baggrund af deres glædelige, men måske lidt overraskende, tilbagevenden med både koncerter og så denne satan af en ny plade. Satan er her ment mere positivt end sædvanligt.

De har i senere interviews taget afstand fra deres renommé som gravalvorlige riddere af snarlig dommedag, men de gjorde med deres konspirationsfokuserede æstetik og tilbagevendende brug af bibelreferencer ikke synderlig meget for at undgå det. Og det var næppe nogen tilfældighed, at Danny Boyle var inspireret af bandet, da han skrev manuskriptet til sin egen hyldest til de Sidste Dage, “28 Days Later”.

I tråd med canadiernes tidligere plader er pladen bestående af to lange kompositioner, som man vel kan kalde det, og nogle kortere vignetter. I klassisk forstand er det de to længere numre, der er de mest interessante. Åbneren, den Balkanforbrydersk betitlede “Mladic” er et tungt luntende bæst, der hen over sine 20 minutter slår mange bugter og flår i tremmerne, alt hvad det overhovedet orker. Efter seks et halvt minuts tøvende opvarmning arrangeret for økser og strygere tordner et, ja, apokalyptisk riff ind fra højre og leder GY!BE ud over kanten og op mod en urolig himmel, sparkende og skrigende og i det store og hele dejligt kakofonisk – ligesom de plejer. “Mladic” har endda den lille drejning i ærmet, at den efterhånden krænger sig over i et mellemøstligt miljø, der antyder, at gamle antikapitalister stadig kan lære nye tricks.

Det er nemt at lade sig forføre af pludselige comeback som det, GY!BE har leveret. Man nåede knap at registrere, at de var tilbage, før man stod med pladen i virtuelle hænder, så mine forventninger nåede ikke rigtig at blive skruet op. Måske bliver man bare kynisk af de gebrækkeligheder, som bands med en distinkt tone og plads i deres storhedstid kan finde på at udgive, når pengene slipper op, eller når man giver efter for omverdenens pres. Men jeg tror næppe, at et band som GY!BE har ladet sig presse til andet end at genoplive noget, de ved fungerer, og derefter levere et fremragende slutprodukt.

Canadierne bærer måske mere end noget andet band vægten af død og ødelæggelse på deres skuldre. Og på en måde, som selvudråbte dødsfetichister ikke så meget som kan slikke sålerne på. Men der er sateme også håb. GY!BE har for længst accepteret, at de ikke kan gøre et hak for at råbe verden op, kan man læse imellem linjerne, når de nu udtaler sig. De udgiver bare noget musik, og den musik retfærdiggør ethvert politisk budskab.

For som de sidste 10 minutter af “We Drift Like Worried Fire” cementerer til Valhal og tilbage igen, så findes der ikke noget som et rasende, canadisk kollektiv, der kan gøre alt omkringliggende komplet lige meget. ‘Allelujah! Don’t Bend! Ascend! er en suveræn plade og en tur på et glødende kors til alle dem, der kunne have tvivlet.

★★★★★★

5 kommentarer

  • Lidt irriterende anmeldelse, der hviler på tyndt grundlag og flygtig omgang med fakta. Debuten har du ikke hørt selvom den er et mesterværk, man har haft rig mulighed for at lytte til i mellemtiden. Nuvel, den udkom på kassette først, men var kort efter fuldt tilgængelig på cd. Lemfældigt forbigår du det indiskutable hovedværk Lift Your Skinny Fists…. og det mindre gode Yanqui XO, mens du så kaster Slow Riot… EPén ind midt i det hele og sørme samtidig kalder det for et hovedværk – ahvabah?!
    Din beskrivelse af nykomlingen er såmænd velvalgt og valid, men din helhedskarakteristik af Gybe – som du ganske rigtigt pinpointer med et udråbstegn, men alligevel formår at placere forkert – vægter kun det bombastiske og volumniøse og overser fuldstændigt deres ligeså markante kendetegn; de sindssygt flotte cinematiske stemningslandskaber af undergang af både ambient og kammerorkestral karakter, der ofte leveres så uendeligt sagte, at man virkelig skal spidse ører.
    Flueknepperi, – tjah måske, men jeg ku nu ik la vær….

  • Fin anmeldelse!

    Til fortis: Hvis du vil fluekneppe, må jeg imidlertid lige komme med nogle rettelser til det, du skriver: Debuten er IKKE senere udkommet på CD. Som der også står på deres Wiki: “Other than the copy scanned in by Constellation Records, no known copies of this tape have surfaced.”
    Udråbstegnet er korrekt placeret, for sådan kaldte de sig i starten, før de valgte at placere det i midten længere inde i karrieren.

    Diskussionen om ‘hovedværk’ kan man selvfølgelig tage, og her har I så forskellige holdninger. Fair play.

  • Det var vist uomgængeligt, at der ville forekomme flueknepperi, man kender vel sine G!Y!B!E! Say Yeah!-fans. Ellers sagde Martin det vist. Hvis du ligger inde med en kopi af det bånd, så er vi et par, der meget gerne vil høre det.

  • Dejlig anmeldelse. Bare lige en tilføjelse… Selv om Mladic og We Drift Like Worried Fire er nye titler, så har de jo været spillet live i – i grove træk – tilsvarende versioner tilbage i 2003 under titlerne Albanian og Gamelan. At Mladic førhen gik under navnet Albanian giver desuden et hint om, at nummeret ikke krænger over i et “mellemøstligt miljø”, men snarere i et balkansk miljø. :)

    Og så er det vel ikke i “tråd med canadiernes tidligere plader,” at pladen består af to lange kompositioner. Det er vel ret beset første gang – med undtagelse af Slow Riot […], hvor der som bekendt decideret kun var to numre.

    Med hensyn til hovedværk-diskussionen… Jeg har selv fulgt GYBE i over ti år – ikke at der er noget imponerende i det. Dog har jeg i den periode læst et urimeligt antal anmeldelser og artikler om bandet (igen i forbindelse med nærværende udgivelse) samt diverse årets/årtiets albumlister, og jeg må i den henseende støtte fortis i, at der kort og godt er bred konsensus omkring – uanfægtet personlige holdninger – at Lift Your Skinny […] er hovedværket. Det virker derfor ganske enkelt bare påfaldende slet ikke at nævne albummet. Det svarer til – uden sammenligning forøvrigt – at gennemgå Miles Davis’ karriere og ikke nævne Kind of Blue, men til gengæld fremhæve en EP.

    Når det er sagt, så synes jeg også, at Slow Riot […] er fantastisk. Og som en sidenote, så valgte bandet da også selv til den anden af sidste måneds to Berlin-koncerter helt at droppe numrene fra Lift Your Skinny […] mod til gengæld at spille både Moya og BBF3. Og ja, det var sublimt!

  • Hej Jens,

    Det er nogle gode pointer, og jeg vidste egentlig godt det med Gamelan/har hørt den på noget bootleg-værk, selvom jeg aldrig fik dem hørt live dengang. Mladic har jeg aldrig hørt som Albanian, desværre. Men Mladic er da også sådan halv-Balkansk, skulle jeg mene.
    Der er i hvert fald ikke nogen videre årsag til, at jeg ikke lige præcis nævner ‘Lift Your…’, det var i hvert fald ikke meningen, at det skulle fremgå som om, at jeg ikke kan lide den. Jeg kan altså bare bedre lide Slow Riot, men det er vist også mere resultatet af en udvikling, og at den i mine øjne er mere ind til benet. Lift Your.. er vel den GYBE-plade, jeg har hørt mest.

Deltag i debat