Foto: Shaina Hedlund
Chelsea Wolfe er en kunstner med mange genremærkater, men stærkt står det malet i den black metal-refererende æstetik, at der er noget dystert på spil. En æstetik der tiltrak et overvejende sortklædt publikum, der ville få en ikke-skandinav til at undre sig over aftenens egentlige formål. Det lille, smadrede koncertsted Loppen beliggende først for, når man træder ind på Christiania, var en god ramme for Chelsea Wolfes mange facetter denne fredag aften. En tung luft og en sparsom lyssætning, med undtagelse af enkelte stearinlys på cafébordene ved scenens ene side, var det eneste, der lyste op.
Den umiddelbare melankolske stemning, der var til stede i rummet, er også et af de gennemgående træk ved de fem album, Chelsea Wolfe har nået at udgive på fem år. Derudover giver de ellers anledning til at kaste om sig med modstridende genrebetegnelser for at ramme lige netop essensen af den 31-årige californier, der udstråler alt andet end easy breezy beach-attitude. Støj og tunge riff møder længselsfulde beretninger om forlist kærlighed, båret af gotisk-industrielle, elektroniske underlag, over i folk-hentydende, akustiske udladninger. Der er så at sige lidt for enhver smag, når man lytter til Chelsea Wolfe hjemme i stuen, men denne aften var det de støjende, tunge riff, der var i højsædet.
Chelsea Wolfe tårnede frem i sorte, lange, asymmetriske gevandter og fremstod på en og samme tid sårbar og ganske utilnærmelig. Det meste af koncerten fyldtes af numre fra Wolfes seneste album, Abyss, der netop er kendetegnet af tunge guitarnedslag og en taktfast industrial-rocket bund, som på numre som albummets frontløbere “Iron Moon” og “Carrion Flowers”. Ligegyldigt hvor tungt lyden af guitaren falder, og hvor indhyllet i støj Wolfe bliver af sit ligeså sortklædte band, kammer vokalen aldrig over. Den fremstår derimod gennemgående skarp og anmodende.
Der er en naturlig distance over Chelsea Wolfe på scenen. Det virker hverken koldt eller vegetativt, men derimod dragende introvert. En enkelt gang vendte Wolfe sit ansigt mod flere sider af scenen og opsøgte publikum, så de fleste kunne få et glimt af de sortmalede øjne. Det var forfriskende, men det var som om, et enkelt øjeblik med øjenkontakt med kvinden var mættende.
Den mindre hårdtslående side blev også demonstreret med numre fra forrige plade, Pain Is Beauty, hvor det gyngende guitarriff på “We Hit a Wall” fik slået et ellers upåklageligt bands trommeslager ud af kurs, men han fandt dog hurtigt fodfæstet igen. De helt akustiske numre fra Unknown Rooms: A Collection of Acoustic Songs udeblev desværre, men de havde muligvis ikke fået plads til den ubetingede opmærksomhed, som de kræver, i et rum af snakkeglade koncertgængere.
Efter den klassiske vi-går-af-scenen-men-nu-står-vi-her-igen-trummerum, fik vi tre numre mere, men i takt med, at luften i rummet var blevet næsten ulideligt tyk og varmen trykkende, var det blevet tid for Chelsea Wolfe at takke af foran et ellers begejstret publikum, der sammen med ulven og dens disciple havde mistet pusten lidt til sidst.
