Jeg er sikkert ikke ene om at have et ambivalent forhold til Mercury Rev her i 2015. Jeg elsker selvfølgelig årtusindeskiftepladerne Deserter’s Songs og All Is Dream, som man nu gør med ungdomsplader, men også fordi de endnu mestrer en lyd, der er storslået, højtravende og eventyrlig uden nogensinde at blive klæg, kitschet eller tuttenuttet. Jeg blev lidt træt, da bandet senere skvattede i denne balanceakt og udgav en sang om at være en hvid hest i en fortryllet skov, dernæst en plade med en kanin på coveret og senest – med det nye album The Light in You – en førstesingle ved navn “Queen of Swans”. På den anden side har jeg aldrig fået nok af at overvære bandet live, hvor forsanger Jonathan Donahue efter mere end 25 år i vælten stadig ligner en, der med forundret overstadighed oplever vandfald og regnbuer og Bambi-kid for sit indre blik til lyden af episk orkesterrock af “Fantasia”-dimensioner.
Så selvfølgelig var jeg at finde i Koncerthuset fredag aften, selvom det gav mig bange anelser, at koncerten var for et siddende publikum i Studie 2 – en mellemvare af en løsning for et band, der nok var bedre stillet med en stående tilskuerskare eller, hvis de nu skulle være i deres mest symfoniske hjørne, en opgradering til koncertsalens smukke rammer.
Sidstnævnte viste sig snart ikke at være tilfældet. Selvom Donahue med sin mest yndefulde gestik baskede sig ind på scenen til åbneren “Queen of Swans”, skete det ikke kun til overjordiske toner af tværfløjte og Grasshoppers guitarschwung, men også til et tiltagende trommerabalder. Lydbilledet var både tæt og vidtfavnende, men med solid tyngde i den ofte decideret massive percussion, som på herlig vis ufortrødent dundrede videre igennem de ellers temmelig forskelligartede efterfølgere, “The Funny Bird” og “Car Wash Hair” fra hver sin epoke af Mercury Rev-karrieren.
Samtidig var Donahue og venner præcis så meget i hopla, som man havde håbet. Den flamboyante herre i front skyllede nonchalant rødvin indenbords direkte fra flasken, mens han med dramatiske fagter manede energiudbrud ud af sine medmusikanter. Da Grasshopper under en uvant tempofyldt “Tonight It Shows” kastede sig ud i en magtkamp med sin mundharmonika, røbede hans stakåndede men absolut eksalterede mine intet om, at Mercury Rev har haft nummeret i sit liverepertoire i over 15 år.
Bandet understregede da også gang på gang, hvor dygtige de er til at genopfinde deres numre på scenen. “Endlessly” var sættets første blændende eksempel herpå: Det i sin grundform sagte nummer satte i gang med et bulder, der kun tog til i styrke undervejs – snart bakket op af bandets flakkende skygger, der som kastet fra et tordenvejr zigzaggede over studiets vægge i takt med Donahues kompromisløse krav om mere skrald på alle parametre.
Også numrene fra The Light in You passede fornemt ind i denne setting. “Central Park East” var en forrygende opvisning i spacy rock, der undervejs forgrenedes og groovede lystigt. Ganske passende for et nummer, som Donahue havde introduceret med en længere fortælling om at være på Christiania og have sin noia på – og hvor frontmanden, der antageligt oplever verden gennem et ganske særligt prisme, naturligvis udlagde fristaden som et eventyrland af sælsomme væsener.
Mest formularisk Mercury Rev’sk var afslutningskavalkaden af klassikere med “Holes”, “Tides of the Moon”, “Opus 40” samt naturligvis ekstranumrene “Goddess on a Highway” og nattevarsleren “The Dark Is Rising”, hvor vi på stolerækkerne heldigvis slap sæderne og kom op i de luftlag, det havde klædt hele koncerten at være overværet i. Selvfølgelig kunne “Goddess on a Highway” & co. bære at optræde i deres klassiske, lighter-i-vejret-tilskyndende versioner. Ikke mindst oven på en aften båret af hittepåsomhed og sprudlende spilleglæde blandt de fem på scenen, og som vel egentlig bare savnede nogle rammer, der tillod mere kropslig udfoldelse hos publikum på sådan en fredag.
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com
Fremragende koncert og tak for en fin og rammende anmeldelse.
Vi er der selvfølgelig næste gang – også!!!