Klokken var 18.30 skarp, da danske ticktock gik på scenen i et af Musikhuset Aarhus’ mindre koncertlokaler, og klokken var omtrent 18.52 da bandet forlod scenen igen. Oplevelsen skal derfor ikke ses så meget som en konventionel koncert, som det skal ses som en interessant smagsprøve på, hvordan ny dansk alternativ electropop kan lyde. Spot Festival er ikke stedet, hvor man fordyber sig i den enkelte kunstner, men hvor man uforpligtet kan shoppe rundt, gøre sig flygtige bekendtskaber med nye kunstnere og forelske sig i det ene band efter det andet. Og i sådan en setting er kort og interessant til enhver tid at foretrække frem for det langtrukne.
ticktock har med ep’en Fault Lines opnået en vis succes i London igennem en række koncerter og spilletid i britisk radio. Bag projektet står sangeren og sangskriveren Sebastian Zieler, der til aftenens showcase dog mest er overladt til skyggerne, da lyset primært falder på trommeslager Jacob Koefoed. Det klæder musikken enormt godt at fjerne lidt af fokusset på den ellers oplagte frontperson, specielt på numre som singlen “Pastel Clouds”. Her bliver Zielers vokal kørt igennem en række effekter, der forvrænger den og gør den androgyn på grænsen til det feminine, og det simple trick med at lade sangeren stå i mørke spiller de fremmødte et puds. Det giver musikken en mystisk dimension, der komplimenterer de drømmende elektroniske produktioner, der kaster minder om en mere popbevidst udgave af det tidlige Rumpistol.
Det er ikke dansemusik som sådan, men det er alligevel svært ikke at sidde og rokke med i takt til de kælende synthtoner, der brager ud fra lydanlægget akkompagneret af en gedigen dyb bas. De fleste af den håndfuld numre, gruppen spiller, er i lavt tempo og bygget op omkring Zielers dragende leg med sin vokal. Det guitardrevne nummer “A- A- A-” rammer mange af de samme melankolske tangenter, som eksempelvis Majical Cloudz excellerer i. Dette nummer beviser også, at Zieler absolut ikke behøver at forvrænge sin stemme elektronisk for at få folks opmærksomhed. Han synger ganske enkelt rigtigt godt med sin dybe stemme, der dog samtidig emmer af skrøbelig sårbarhed. Anderledes legesyg er produktionen på det nye nummer “Stripped of Reuptake Inhibitions”, der er en behagelig ørehænger.
Det var en kort fornøjelse at opleve ticktock, men en fornøjelse ikke desto mindre. De legende produktioner levner stadig plads til et højtragende og lettere melankolsk udtryk, og ticktock virker som et projekt med en masse potentiale. Det var en rigtig fin showcase, og man kan blot håbe, at Zieler og band bygger videre på den herfra.
Fotos: Morten Lau-Nielsen