Fotos: Thorsten Iversen/NorthSide
The Chemical Brothers stod for at skulle lukke NorthSides første dag godt og grundigt af kl. 01. Lad det bare være sagt med det samme: Det gjorde de eddermaneme godt, på trods af at teknikken ikke fulgte Manchester-duoens ambitiøse show.
Briterne gik på scenen til tonerne af Junior Parkers dejligt stenede og dubbede udgave af The Beatles’ ”Tomorrow Never Knows”. Det var en slags stilhed før storm med denne anti-festsang, der skulle holde publikum hen på vej mod det første af mange euforiske klimaks. Langsomt entrerede dybe lyde det stenede Beatles-cover, og små lysglimt blev slynget ud over publikum. Der kom beat, synthmelodier, mere lys, og før jeg vidste af det, stod jeg og slyngede min krop i en mindre ekstase over det visuelle sansebombardement og de beats, der fik mine trætte ben til at bevæge sig. Jeg glemte hurtigt alt om, at jeg egentlig var træt efter at være blevet revet rundt af Iggy Pop. Jeg dansede og dansede bare.
Bedst som jeg var allermest opslugt og bare ville have mere og mere: stilhed. Lamperne blinkede stadig, men stilhed. Dræbende stilhed. Der var noget galt. Lamperne slukkede, Chemical Brothers gik af scenen, og så skete der ikke mere i det næste kvarters tid. Strømmen til højtalerne var gået, og så døde festen for en al for lang stund. En gigantisk kikser fra festivalens side, og det var tilmed ikke første gang, det skete i løbet af dagen, da strømmen også gik i slutningen af Yeasayers koncert. Det skidt skal altså bare virke. Det var som når din partners mor ringer midt under formidabelt knald, og din partner bliver nødt til at tage telefonen.
Hvordan reder man så den? The Chemical Brothers fortsatte, hvor de slap. Nærmest som om intet var hændt fortsatte det audio-visuelle sansebombardement, vi ellers kun havde fået en smagsprøve på. Nu kunne housefesten for alvor gå i gang og lade sig strække over den næste halvanden til to timer i en sand tour de force igennem duoens kompetencer og bagkatalog.
Tonerne var støjende, ravede, trippende, dansable – og altid melodiske. Altid var der nye musikalske elementer, man kunne stå og fortabe sig i. De dybeste ravenumre gik direkte i benene, og det blev naturligvis helt ekstatisk med stærke, melodiske dansenumre som ”Go”, ”Hey Boy Hey Girl” og ”Galvanize”. Hvor er det dog smukt at kigge ud over et festivalpublikum, hvor alle danser med armene i vejret.
Der var både noget til hjernen og benene, og hvor er det dog befriende at have oplevet en omgang stadiontechno, hvor man ikke er tvunget til bagefter at skrive, at musikken var lort, men festen var god (hint Deadmau5, Major Lazer, Die Antwoord, og hvad de nu ellers hedder). Ud for The Chemical Brothers’ koncert på NorthSide kan der sættes kryds ved begge faktorer. Duoen var bare en fucking god booking til at levere en ekstatisk nattefest. Ikke desto mindre er det ærgerligt, at NorthSide ødelægger deres egen geniale booking med strømproblemer.
