I mange lande er alder et tegn på visdom. Her bøjer unge sig ærbødigt for ældre, fordi deres ord per definition er det samme som visdom. På Roskilde Festival skete det samme, da Neil Young skulle fortælle os alle sammen om verdenssituationen, som han vitterligt er bekymret for. »Oh, Mother Earth, with your fields of green/Once more laid down by the hungry hand/How long can you give and not receive/And feed this world ruled by greed,« sang Young helt i starten af koncerten, inden scenen blev overtaget af Monsanto-farmere, der forgiftede hele Youngs vidunderligt naturlige jordklode med deres sprøjtegifte.
Således var det politiske Young, der trådte op på Orange, og han sendte et effektivt politiske statement uden at sige så meget som tak mellem numrene. Det var musikken, der fik lov til at tale. Hertil var koncerten helt i tråd med den politiske agenda, der allerede har domineret nogle af festivalens største koncerter, men hvor at åbningskoncerten med The Orchestra of Syrian Musicians var retorisk effektiv i sit humanistiske budskab om at nedbryde grænser, og PJ Harvey gjorde os opmærksom på verdens rædsler, fremstod Young en smule naiv i sin virkelighedsfornægtende hyldest af den oprindelig natur og kultur. Det var således direkte grinagtigt, da koncerten blev indledt af to oprindelige farmere, der trådte ind på scenen og begyndte at så frø. Så måske var alder ikke helt et tegn på visdom, når Young så åbenlyst kommunikerede idéerne fra dengang Roskilde Festival opstod. Eller også er det os unge, der som vampyrer »sucking blood from the earth«, som Young sang i ”Vampire Blues”.
For det grinagtige blev hurtigt afløst af en herlig varm fornemmelse, da Young satte sig bag sit klaver og åbnede koncerten med en soloopførelse af ”After the Gold Rush”. Da han sad alene bag klaveret, var det nærmest som at høre ham spille sin sang hjemme i dagligstuen. En helt unik intim stemning på landets største scene.
Herefter fortsatte han med nogle af sine største sange: ”Heart of Gold” og ”The Needle and the Damage Done”. Helt alene med sin akustiske guitar og mundharpe, der havde fået påklistret mikrofoner, så han ikke behøvede at besvære sig med at gå hen til mikrofonen, når han skulle synge. Således blev illusionen af Neil Youngs dagligstue etableret, som han gik for sig selv og spillede sine udødelige sange.
Herefter blev han blev han ledsaget af resten af Promise of the Real til koncertens næste, countryinspirerede del med forrygende tilbagelænede opførelser af ikoniske sange som ”Out on the Weekend”, ”Alabama” og ”Words (Between the Lines of Age)”. Særligt ”Words” var helt forrygende med sit skifte mellem 11/8-dele taktarten og klassisk 4/4 i vers og omkvæd. Langsomt blev guitarsoloerne længere og længere. Nærmest ubemærket gled showet over i det helt store rockshow, hvor Neil Young brugte sin sorte Les Paul-guitar som et effektivt våben mod corporations og de der blodsugere som Donald Trump.
Fra at være en rolig hyggeonkel i starten af koncerten, sluttede Young af med at være fucking vred, da han afsluttede hovedsættet med ”Rockin’ in the Free World”. En sang der flere gange lagde op til at blive afsluttet, men som gang på gang faldt tilbage i det Orange-venlige omkvæd. Jeg kunne have skrålet med på det omkvæd hele natten, og på den måde endte den gamle mand alligevel med at være så meget visere end alle os unge. Jeg bøjer mig nu ærbødigt for Neil Young.
