Koncerter

Roskilde Festival 2016: The Orchestra of Syrian Musicians + Damon Albarn, 29.06.16, Orange

Damon Albarn, det syriske orkester og gæster leverede en af de bedste og vigtigste åbningskoncerter i Orange Scenes historie, med stærk kritik af de europæiske politikeres etablering af grænser.

download_media

»Keep borders open,« sagde Damon Albarn, da han introducerede The Orchestra of Syrian Musicians, der skulle ende med at levere en koncert, der ikke bare åbnede grænser, men som også nedbrød dem totalt. Smukt introducerede konferencieren Per Vers orkesteret med en tale om, at konflikter opstår, når vi kalder hinanden forskellige. »Vi er hverken blå eller røde. Vi er alle orange,« sagde Per Vers i en så fremragende tale, at Albarn måtte indrømme, at han dårligt havde mere at tilføje i sin egen introduktion af orkestret.

Således var aftenen allerede magisk, inden der var spillet en eneste tone af den spektakulære og rørende koncert. Koncerten var stort set blottet fra ellers retfærdige tårer over den syriske borgerkrig, Daesh eller Assads brutale regime. I stedet blev Syrien vist frem som lyset og musikkens land, som den svensk/syriske sangerinde Faia Younam rørende kaldte sit hjemland.

Men koncerten var meget mere end bare en hyldest til det krigsplagede land, der har affødt den såkaldte flygtningestrøm i politikernes retorik. Nej, det var en koncert, der nedbrød hele meningen med ordet grænser. Under en gåsehudsfremkaldende fremførelse af Blur-sangen ”Out of Time” sad blege, superbritiske Damon Albarn med sin guitar og spillede sin 13 år gamle sang med et orkester af syriske musikere, den virtuose, maliske ngoni-spiller Bassekou Kouyaté og Seckou Keita fra Senegal på kora. Her betød nationalitet absolut ingenting. Her var der bare tale om musikere. Tilmed musikere med så vidt forskellige baggrunde, man nærmest kan tænke sig til. Idéen, om at der skulle være en forskel på klassisk og rytmisk musik ligesom vestlig og arabisk musik, blev destrueret i de smukke fælles opførelser, koncerten var spækket med. Musik blev nu blot musik, uden et stereotypiserende adjektiv som vestlig, arabisk eller andet vås, vi musikskribenter ellers frådende tyer til. Netop denne politiske dimension fik sidste års Africa Express-maraton til at fremstå som en tam hyldest til afrikansk musik i forhold til koncerten med The Orchestra of Syrian Musicians – og det var ellers absolut ikke tilfældet i den fem timer lange musikalske hyldest, der afsluttede Roskilde 2015.

At dette velformulerede politiske statement blev råbt igennem en af dansk rocks absolut stærkeste institutioner i form af Oranges åbning, gjorde bare oplevelsen langt større. At åbne ”rockfestivalen” med et ”klassisk” orkester var et vanvittigt, dumdristigt sats, men hvor skal jeg dog love for, at det gav mening. På den måde beviste festivalen på en af sine største platforme, at alle genrer kan præsenteres i den årlige musikalske masse for det ellers ret så rockistiske publikum. Publikum gjorde da også noget så ukonventionelt som at klappe i takt til musikken. Puha, det må man så absolut ikke til en normal klassisk koncert, men hvor var det dog herligt at sende sin applaus op mod Orange Scene.

Der var nemlig rigeligt at klappe af. Sammen med Seckou Keita viste Bassekou Kouyaté sin musikalske ekvilibrisme, som den ngoni-pioner han så sandelig er. Julia Holter fremførte en let og smuk udgave af ”Feel You”, samt Beatles-klassikeren ”Blackbird” som duet med Albarn, der gav en solid klump i halsen. Sangerinden Noura Mint Seymali fra Mauretanien var et kært gensyn efter hendes forrygende koncert på sidste års festival, da hun ubesværet forenede hendes jubelfremkaldene vokale fraser med Malikahs syriske rap.

Mange af sangene var vidt fremmede for publikum. Jeg kunne måske sjusse mig frem til at have hørt tre-fire sange før, og ellers kunne jeg ikke andet end at nyde denne åbningskoncert, der uden tvivl er en af de bedste og vigtigste i Roskilde Festivals historie. Når grænser først etableres og sidenhen lukkes, så fjerner vi os fra den demokratiske grundtanke om, at alle mennesker er lige. Den her koncert manifesterede, at de grænser, vi selv konstruerer, er komplet latterlige. Statementet er så universelt og grunddemokratisk, at det slet ikke burde kunne diskuteres, men ikke desto mindre sidder politikere i hele Europa og grubler over, hvordan disse grænser kan holde de folk, der er lidt mindre lige end os, ude.

★★★★★½

Leave a Reply