Rygtet var løbet den 31-årige Kate Tempest i forvejen. Som de lokale i den usandsynligt lange kø foran Apolo sagde, var hendes koncert “dagen før dagen” midt i Barcelonas pulserende onsdagsnatteliv imperdible. Og ganske rigtigt. Det blev en koncert, man ikke skulle gå glip af. For fra start til slut, stort set uden ophold mellem numrene, bragede den britiske ordekvilibrist og hendes tre forrygende musikere gennem sidste års fænomenale Let Them Eat Chaos. Alt, vi ellers fik fortalt, var, at det efter ophavskvindens egen opfattelse var netop sådan, værket var tiltænkt at blive nydt, samt en sagte, men ærkebritisk bøn: Vær her i nuet, og drop for en stund at opleve dit liv gennem din smartphone.
Sidstnævnte forstod flertallet, og kun enkelte gange blev ens visuelle oplevelse forstyrret af en LCD-gengivelse af virkeligheden. Derimod var intet ændret siden sidste års Primavera-festival, hvad angik den spansk/catalanske opfattelse af anstændig koncertopførsel, hvor der rundt omkring lystigt blev snakket på maxvolumen. Så tillykke, Barcelona – I disker stadig op med Europas værste koncertpublikum.
Nå, men tilbage til koncerten. Det var tydeligt, at der var stor sandhed bag Tempests begrundelse for koncertens opbygning: Historierne i Let Them Eat Chaos, de maleriske beskrivelser af syv skæbner, der alle bliver ledt frem til 04:18 AM en tilfældig nat i et tilfældigt lejlighedskompleks i London, musikkens hvirvlende rammer om Tempests kraftfulde lyrik, de konstante skift mellem kontrol og kaos – den store kosmiske sammenhæng i værket kunne og burde ikke opleves anderledes.
Stærkest denne aften stod især “Pictures on a Screen”, hvor musikernes bidrag til den samlede koncertoplevelse for alvor kom til deres ret. Kwake Bass, der inden da allerede havde imponeret nok med sine kvaliteter på drumpads, sørgede for at legitimere sin plads på scenen endnu mere med en fuldstændig forrykt, synkoperet rytme, der både mod- og medspillede lyrikkens konstante søgen efter en form for stabilitet.
Den afsluttende “Tunnel Vision”, hvor vi i fællesskab nåede kulminationen på den udmattende fortælling – mens Tempest også undskyldte for de bomber, Vesten har smidt, og dens efterfølgende mangel på ansvarstagen over for konsekvenserne – sikrede hende en sidste, velfortjent applaus.
Jeg ved ikke, hvad Kate Tempest og co. kommer til at levere på andendagen, men forhåbentlig bliver det ikke en reprise af forestillingen på Apolo. Det indendørs spillested, hun optrådte på denne første aften, gav nemlig en tilnærmelsesvis intim nok ramme til, at konceptet virkede. Det gør det med sikkerhed ikke til hendes næste koncert på Adidas Originals-scenen ved den omskiftelige middelhavskyst. I stedet kan man håbe på, at hun kommer til at skyde med musikalske spredehagl og give publikum en fuldstændig anderledes oplevelse sammenlignet med onsdag nat. For hvis bandets og ikke mindst hendes egen performance fortsætter med at holde det høje niveau, kan festivalgængerne godt begynde at glæde sig.
