Den odenseanske kvintet Franske Piger spiller musik, der som udgangspunkt får dig til at have det behageligt. Eller det vil sige næsten behageligt. For det lyder som om, at solen skinner, når Franske Piger spiller. Men med sol og sommer kommer der også ulykkelige forelskelser og kedelige dage på stranden.
Og der var meget langt til stranden foran Rising, hvor Franske Piger spillede mandag eftermiddags første koncert. Vejret var gråt, og en strid vestenvind gjorde, alt hvad den kunne for at flytte lyden alle andre steder hen end i hovedet på publikum. Normalt kan jeg ellers ignorere dårlig lyd, men generelt var lyden skandaløst dårlig på Rising-scenen i går, til de koncerter jeg så med Franske Piger, ML Buch, Pom Poko og Fugleflugten. Lyden fra ellers velspillende bands blev forvandlet til et mudret kludetæppe af for meget bas og stortromme, uden plads til f.eks. guitar og keys.
Den dårlige lyd skulle især vise sig at være fatal for Franske Piger, der er en ret indadvendt kvintet. Musikalsk læner de sig opad bølgen med neo-psych-bands som Tame Impala eller flødekongen Connan Mockasin, med referencer til den danske popmusiks guldalders ny-coole ledestjerner som Lars H.U.G., tv-2, Thomas Helmig, Anne Linnet og Kasper Winding. For Franske Piger ligger hele oplevelsen i detaljen. Deres melodier er langt fra de stærkeste jeg har hørt, men deres velrokkede beats og tilpas cheesy brug af guitar og synth gør musikken velegnet til at lukke øjnene og lade sig svæve ind i det sommermelankolske univers – hvis den skide vestenvind altså ikke blæste al detaljerigdommen over mod et pishegn.
Vinden gik særligt ud over nogle ellers dejligt aggressive guitarsoloer, der lod til at blande noget tiltrængt malurt i flødebægeret. Bevares lydniveauet blev en smule bedre igennem koncerten, hvor Franske Piger leverede nogle fine psych-intermezzoer, men i starten var de guitarsoloer, der var bandets eneste leverandør af sonisk vildskab, slet ikke til stede i lydmikset.
Dertil kommer, at Franske Piger er et genert band, der ikke foretager sig meget andet end at spille deres sange – meget ulig de danske, musikalske forbilleder. En vellykket popkoncert er som regel en solid arbejdssejr for artisten. Det ved man, hvis man har set de koncerter, hvor tv-2-forsangeren Steffen Brandt agerer korleder for et kæmpe uh-åh-uh-åh-uh-åhhhh-kor, hvor en konstant opmærksom Thomas Helmig forfører 40.000 mennesker på NorthSide, eller hvor Lars H.U.G. gakker rundt på scenen i en lang, musikalsk stream of consciousness.
Godt nok blev der sunget en så H.U.G.’sk linje som »Os to, vi ku’ smelte helt sammen« af bandets forsanger på ”Helt sammen”, men det var uden skyggen af det showmanship, som forbillederne helt intuitivt besidder. Så ender en sådan linje altså som endnu en ligegyldighed i en generelt kedelig koncert.
