En pæn skare havde stimlet sig sammen ved Green Stage lørdag eftermiddag, da de danske electrorock-darlings fra When Saints Go Machine gik på scenen. Gruppens tre udgivelser, Ten Makes a Face, Konkylie og Infinity Pool, har alle været ekstremt velanmeldte, og med et ry for stærke koncerter, var det med en vis forventningens glæde, at jeg stod klar iført gummistøvler og digital skriveblok.
Første nummer var ikke fra nogen af de førnævnte plader, men derimod det første af tre nye numre, som blev spillet i løbet af koncerten. En mere nedtonet, tungere stil blev fremført, og Nikolaj Vonsilds ellers så karismatiske vokal var svøbt ind i et tykt lag autotune. Nummeret var et spændende bekendtskab, der tyder på en ny retning for kvartettens næste udgivelse, men som koncertåbner faldt den desværre igennem. Den totale mangel på genkendelse hos publikum sammenlagt med nummerets dystre og slæbende karakter betød desværre, at publikum mest af alt virkede søvndrukne fra nattens strabadser.
Efter When Saints Go Machine havde fulgt op med den bastunge “Degeneration” fra deres seneste udgivelse, udtalte Vonsild i sin begejstring, at han havde kuldegysninger over oplevelsen. En kommentar, der virkede mærkeligt kontrasterende til den oplevelse, publikum omkring mig lod til at have. En væsentlig del småsnakkede, nogle få trippede lidt på stedet, og mange stod som forstenede, måske i håbet om at blive vækket til live af en energiudløsning. Det virkede i hvert fald anderledes effektivt, da Silas Moldenhawer gik fra synthesizer til trommesæt, og bandet spillede “Mannequin” – den mere gennemslagskraftige rytme fik folk til at bevæge sig, og energien blev løftet stille og roligt herfra.
Det var et gennemgående træk for koncerten, at spillet virkede klart mest overbevisende på de mere energiske numre, hvorfor det var en smule ærgerligt med den langsomme opstart, hvor særligt sangene fra den ellers fremragende Infinity Pool ikke havde samme gennemslagskraft som på pladen. I virkeligheden virkede bandet til at have lagt den forkerte strategi til omgivelserne, hvor hverken tidspunkt, scene eller publikum var oplagt til den mere tunge og introverte stil.
Dette blev kun tydeligere, da gruppen mod koncertens afslutning spillede deres nok mest velkendte nummer, “Kelly”. Pludselig responderede publikum med fællessang, dansende hofter og glade miner. Den altafgørende symbiose kom tættere på, og applausen var mere helhjertet. For første gang virkede Vonsilds begejstring til at være ligeligt gengældt af lørdagens koncertgængere, hvis puls op til dette punkt lod til at have været højest oppe ved synet af et par bryster på storskærmen.
På trods af en velspillet, sikker indsats fra When Saints Go Machine virkede der desværre til at eksistere en uoverensstemmelse mellem kunstnerne og et publikum, der bare gerne ville ruskes i gang til en ny dag i mudderet, mens bandet havde lagt op til mere introvert og elektronisk tung koncert. Man kunne have ønsket sig en placering ved den mere intime Red Stage, den eneste af NorthSides scener, der virkelig egner sig til en mindre feststemt tilgang, men dertil er bandets navn formentlig for stort.
