Plader

When Saints Go Machine: Konkylie

Skrevet af Jacob Aksglæde

Sidste års åbnere af Orange Scene er klar med ‘den svære toer’, der viser sig at være legende let. Sådan lyder det i hvert fald på When Saints Go Machines nye udspil Konkylie.

»Danemarca, Michael Laudrup!«

Det er ved at blive lidt trættende at skulle snakke fodbold, hver gang man er udenlands og tilkendegiver, at man er dansker. Derfor ville jeg blive mere end tilfreds, hvis det københavnske band When Saints Go Machine kunne blive et af Danmarks nye varemærker. When Saints Go Machine kan beskrives som en lækker cocktail af talent, originalitet, melodiøse strofer og viljen til at skaffe landet endnu et internationalt navn, vi kan bryste os af, når vi bevæger os i internationale farvande. Man har lov til at drømme, og bandets nye udspil Konkylie standser i hvert fald ikke rejsen til en international karriere.

På forgængeren og fuldlængedebuten Ten Makes a Face var kompositionerne præget af et dansevenligt udtryk, men på Konkylie har When Saints Go Machine efterladt deres danseambitioner i garderoben til fordel for et mere melankolsk udtryk. Selvom jeg var stor fan af at danse rundt til lyden af Ten Makes a Face, så gør det bestemt ikke noget, at bandet har trukket i nogle mere dystre klæder, for der er stadig plads til at danse. Man kan tydelig mærke, at bandet har udviklet sig, og det giver Konkylie en ro og balance, selvom pladen samtidig er meget dynamisk.

Dynamikken ses f.eks. i sangskiftene. Et lavmælt nummer som ”Whoever Made You Stand So Still”, der leder tankerne hen på Antony and the Johnsons, efterfølges af ”Terminal One”, der er langt mere upbeat og vækker ens danselyst. Der er altså ikke kun afsat plads til melankolske skæringer, men bestemt også til sommerhit som ”Kelly”, som med teksten i omkvædet – »First time Kelly kissed a boy« – er anderledes og melodiøs nok til, at den simpelthen ikke forlader éns hoved.

Et nummer, der også skal fremhæves, er den meget smukke ”On the Move”, der igen er en dygtig demonstration af at beherske dynamikken på et nummer. Energien bølger op og ned og lader ikke lytteren blive uopmærksom et eneste øjeblik.

Nærværet i sangene skyldes i høj grad forsanger Nikolaj Vonsilds stemme, der som sagt trækker nogle tykke tråde til Antony Hegartys vokal. Dog forbliver Vonsilds sang stadig personlig og er et af When Saints Go Machines varemærker. Vokalen fungerer især godt på de numre, hvor Vonsild har indsunget vokalsporet flere gange, både med falset og med en dybere stemme.

Konkylie er på trods af sit overvejende melodiøse udtryk også udfordrende, hvilket kun er en fordel og kan forlænge pladens levetid. Når man som lytter endelig har vænnet sig til en af sangenes langsomme og alternative vinkel, bliver man pludselig slynget ud i en upbeat popsang. På pladens nærmest højtidelige åbningsnummer ”Konkylie” lulles lytteren ind i noget, der minder om en tranceagtig kirkehymne. I næste nummer, ”Church and Law”, bliver vi så kastet ud i noget, der også starter overvejende alternativt, men 1.40 minutter inde i sangen byder bandet alligevel på et fængende omkvæd.

På trods af forskellige numre med forskellige stilelementer – hvilket i mine øjne kun er et plus – fremstår Konkylie som et særdeles modent og helstøbt udspil. Der er både sange til sommerens strandture, hjemmehygge og dansegulvet. Derfor kan jeg kun anbefale at lægge Konkylie i indkøbskurven næste gang, du skal ned efter mælk.

★★★★★★

 

4 kommentarer

  • […] Undertoner: “Konkylie er på trods af sit overvejende melodiøse udtryk også udfordrende, hvilket kun er en fordel og kan forlænge pladens levetid. Når man som lytter endelig har vænnet sig til en af sangenes langsomme og alternative vinkel, bliver man pludselig slynget ud i en upbeat popsang. (…) Der er både sange til sommerens strandture, hjemmehygge og dansegulvet. Derfor kan jeg kun anbefale at lægge Konkylie i indkøbskurven næste gang, du skal ned efter mælk.” […]

  • rigtig god anmeldelse af et fremragende album. det her album fortjener helt klart et internationalt gennembrud og kan heller ikke se nogen grund til ikke at give det her album 6 stjerner. Dansk musik i verdensklasse!! :)

  • Denne plade virker! Helstøbt men stadig varieret. Jeg bliver taget på en psykedelisk rejse til Afrika eller lignende. Jets er nok mit yndlings nummer, simpelthen vanedannende.

Leave a Reply