Lørdag aften fik jeg i et kortvarigt tvært øjeblik vistnok kaldt Haven for »en festival for al den musik, vi hørte for 10 år siden«. Indrømmet: Det regnede, toiletkøen så ud til at være 900 meter lang, og det var ikke en helt fair dom.
Lige i Leslie Feists tilfælde var udmeldingen dog ikke helt ved siden af. Canadieren slap ganske vist den eftertænksomme Metals i 2011, men ret beset har hendes musik ikke gjort meget væsen af sig ude i æteren siden det 10 år gamle gennembrudsalbum The Reminder.
Måske var netop dette fravær af forventninger til, hvad Feist anno 2017 dækker over, med til at gøre gensynet så glædeligt. »Oh, look, the sun came out, just as we went on stage,« jokede den regnfrakkeklædte sangerinde lunt, da bandet traskede ind på Meadow-scenen, mens aftenens regnskyer for alvor begyndte at spille med musklerne.
Bandets formåen på scenen var der dog intet gråt over. De mange år med den canadiske indieinstitution Broken Social Scene og sit solovirke har tydeligvis givet Feist den helt rette fornemmelse for, hvordan mere flamboyante virkemidler som violiner og tamburiner kan gøre et nummer elegant og nuanceret frem for indiepop-tuttenuttet eller Arcade Fire-pompøst.
Trods instrumentparken fremstod mange af sangerindens numre faktisk skrabede i deres setup – et træk, der ofte gav koncerten en tillokkende rå kant. Titelnummeret fra hendes nye album, Pleasure, der udkom i foråret, bød på fraseringer, der bragte mindelser om PJ Harveys heyday, ligesom Feist i sine mere folkede øjeblikke lettede på hatten af sit hjemlands koryfæ Joni Mitchell.
Vokalarbejdets centrale plads blev desværre også koncertens akilleshæl. Passagerne med et skrabet lydbillede var meget sårbare over for knevren på tilskuerrækkerne, og, ja, publikum var ikke specielt nådigt i den henseende. Feist kom langt med sin indtagende facon, når hun dedikerede passager af “Any Party” til udvalgte publikummer eller med ildhu igangsatte en pæn fællessang til “A Man Is Not His Song”.
Andre gange var det en mere utaknemmelig opgave at sikre fokus fra de fremmødte foran den rigeligt store scene. Musikalsk fingersnilde og en åbenlys glæde over at være i spotlyset på Refshaleøens vindomsuste beton betød heldigvis, at Feist og band alt i alt var et solidt eftermiddagsbekendtskab.
