Frankie Cosmos er Greta Klines projekt. Hun har angiveligt over 50 Bandcamp-udgivelser på samvittigheden, nogle af dem med ret underholdende titler som Birth of Penis, Collaborative Farting og Couch Potato, som er blevet udgivet under navne som Ingrid Superstar, The Ingrates og ja, Frankie Cosmos.
Vessel er seneste skud på stammen for Frankie Cosmos og byder på 18 numre, der samlet set strækker sig over godt 33 minutter. Genremæssigt befinder vi os indenfor lo-fi indiepop/-rock, og der er flere steder en punk-agtig energi at spore. Der er nogle rigtig gode melodier og ideer på Vessel, men i sidste ende kommer lo-fi-æstetikken i mine ører til at overskygge de steder, hvor Frankie Cosmos rammer plet.
Ifølge Kline selv, er »A lot of this record […] about making music«, men sangene giver også fint meningen som mere generelle overvejelser over relationer til kærester, venner og samfundet. Gode eksempler herpå er “My Phone” og “As Often as I Can”, som er blandt en håndfuld meget korte numre, der fungerer som stille afbræk på en ellers tempofyldt plade.
Hvor “As Often as I Can” er en kærlighedserklæring til publikum/lyttere, leder den også tankerne i retningen af en travl hverdag, hvor en så simpel, men vigtig besked nemt kan drukne i alle de beskeder, billeder og emojies, der stjæler vores opmærksomhed. Ligeledes med “My Phone”, der betoner vigtigheden af “offline-relationer”, men samtidig for Kline er et vindue til alle hendes venner, mens hun turnerer rundt. En længsel efter ‘ægte’ relationer.
I den mere tempofyldte afdeling finder vi numre som “Apathy”, “Jesse”, “Being Alive” og “Cafeteria”, der byder på en fed energi og momentvis velplacerede hooks, men samtidig står en smule flade tilbage efter flere gennemlytninger. Anderledes er det med “Caramelize” og “Ballad of R & J”, hvor Frankie Cosmos skinner både melodisk og tekstmæssigt.
Klines stemmeføring på åbningsnummeret “Caramelize” virker på en eller måde enormt sløset, men også så dybfølt, at nummerets effektfulde skift i intensitet og velskrevne tekst følelsesmæssigt rammer et ømt punkt og igen en længsel,
»When you rolled off way back when/ I got this feeling I would never see you again/ But here you are in my bed/ Heart gets tender«
“Ballad of R & J” er et interessant nummer, idet Frankie Cosmos ryster posen i forhold til pladens øvrige numre. Perspektiv og fokus skifter her fra Kline til kærlighedshistorien mellem de fiktive personer, Julie og Ricky, mens bassist David Maine for en kort stund får lov at byde ind med vokal. Det skaber en god dynamik og giver lige et ekstra lag til den korte fortælling. En smule ærgerligt, at det greb ikke bliver brugt mere på Vessel.
Samlet set ender Vessel med at virke som en alt for lang plade, til trods for den ‘kun’ strækker sig over 33 minutter, og som nævnt tidligere er det måske her, at lo-fi-æstetikken for alvor kommer til udtryk. Selvfølgelig skal de enkelte numre leveres henslængt og upoleret, og problemet er ikke som sådan de enkelte numre – der er bare alt for mange på Vessel. Jeg forestiller mig, at Frankie Cosmos kan tillade sig at slacke lidt mere på deres mange Bandcamp-udgivelser, men i denne sammenhæng virker pladen for mig som lytter ufokuseret, og i min optik kunne man med fordel have barberet nogle stykker fra.
Når det er sagt, er pladens absolut bedste nummer “The End” – en demo, som Kline indspillede »(…) a day after a breakup, right into my computer mic. It’s pure emotion, and not thought through at all.«. Og tak for det, for nummeret er så bart og simpelt, og teksten så rå og relaterbar, at tårerne let trænger sig på. Afslutningen på et forhold og usikkerheden omkring det, der kommer efter:
» Now once again/ I’m really glad you’re my friend/ We could do it all again/ It doesn’t mean it’s the end«
Ufuldendt. Ungdommeligt. Uforfalsket.
