28-årige Ryley Walker debuterede i 2014 med en ret traditionel folkrock-lyd, som især var præget af imponerende fingerspil på akustisk guitar. På sit femte album Deafman Glance har den Chicago-baserede sangskriver haft et behov for at distancere sig fra denne lyd, og har i den forbindelse udtalt »I didn’t want to be the jammy acoustic guy anymore«. Guitaren står fortsat centralt, men er ofte af elektrisk variant, og suppleres af en række af Walkers faste samarbejdspartnere på bl.a. keyboard, trommer og fløjte. Resultatet er et komplekst album, som sætter en ære i at udfordre og overraske lytteren.
Deafman Glance lægger blidt fra land i lavt tempo på ”In Castle Dome”, der med sine slæbende trommer og sødmefyldte fløjter lyder som et skib, der fredfyldt finder i havn efter en lang rejse. ”22 Days” emmer af musikalsk overskud, mens den veksler mellem at være sprudlende instrumental-jazz og indadvendt folkrock om en mand, der forsøger at få styr på sit liv: »I’m careful with the truths I tell / Wine stained teeth don’t really suit me well / But I gave myself 22 days / 22 days to come up with a master plan«. Mod enden af det seks minutter lange nummer gør Walker noget, der skal vise sig som en rød tråd gennem pladen. Når der er allermest spænding bygget op, følges det ikke af forløsning, men istedet af et kollaps i tempo og opbygning af et nyt musikalsk fundament.
”Accomodations” formår at være et endnu mere skizofrent bekendtskab på den halve tid, hvor et spraglet lydtapet skaber en urovækkende stemning. Walkers afvænning fra alkohol synes fortsat at være temaet, men følelsen af tilbageholdte drifter er nu erstattet af en kaotisk sindstilstand. Walker tager sin sangmæssige dekonstruktion til ekstremer på “Accomodations”, men ender med interessante fragmenter uden en velfungerende sammenhæng.
På ”Can’t Ask Why” bruger Walker kontrasterne langt mere skarpt og effektfuldt i sin sangopbygning. I første del trækkes tempoet så langt ned, at man som lytter næsten mister tålmodigheden med den smådepressive og selvnedgørende atmosfære: »Tripped over your coat / Quick exit now ruined / Wish me better luck / Could use bus fare too«. Det er derfor mere end tiltrængt, da man mod slutningen af albummets fjerde skæring får en vaskeægte forløsning, som føres an af en tonstung bas.
Det markerer også et skift på albummet, hvor de fem sidste ud af ni numre viser en mere løssluppen side af Ryley Walker. Denne halvdel er karakteriseret af harmoniske klangflader, der er en fryd at lytte til, men som også har en tendens til at krybe lidt for meget i baggrunden. Kulminationen på anden halvdel findes på ”Telluride Speed”, som med jazzmusikeren Nate Lepines svævende fløjtespil gang på gang overgår sig selv i smukke højdepunkter. Med albummets mest oplagte bud på et hit runder ”Spoil with the Rest” fornemt af med en afklaret Walker, der accepterer sin egen fejlbarlighed: »Whenever I do my best, I spoil with the rest / I spoil with the rest«.
Deafman Glance er en yderst original folkrock-plade, som med stor succes inddrager elementer fra især jazzens verden. Efter adskillige gennemlytninger, begyndte sangene hver især at folde sig ud for mig, men desværre kom de aldrig til at udgøre et fuldendt hele. Ryley Walkers opmærksomhed er sikkert for længst rykket videre til næste projekt, og vi andre gør klogt i at følge med i, hvad han finder på næste gang.
