Den amerikanske rockkvartet Warpaint var spydige og efter det aarhusianske publikum, der skulle bruge over halvdelen af koncerten til bare at vriste hånden fri fra fadøllene for i stedet at hengive sig bare lidt til Los Angeles-gruppens numre. Første gang det lykkedes for Warpaint at få lidt mere end gyngende nik og applaus efter numrene, var da kvartetten fyrede op for det danseværdige nummer “So Good” fra deres seneste album, Heads Up.
Det hele startede ellers så godt, da bandet lagde ud med titelnummeret fra selvsamme album, hvor Jenny Lee Lindberg ligesom på sidste års Roskilde Festival igen var garant for en indbydende, groovy basgang, der medvirkede til, at lemmerne blev sat i bevægelse. Ligesom hos publikum anede man dog en lidt nervøs begyndelse for den ene frontfigur, Theresa Wayman. Indledningsvis virkede hun ikke helt veloplagt, og hun tøvede med for alvor at sætte stemmebåndet i vibrationer. Omvendt var der indledningsvist ikke en finger at sætte på hverken Emily Kokals skønsang eller Stella Mozgawas tæskelækre trommespil.
Da Warpaint sidste år åbnede et proppet Arena, var det en yderst vellykket koncert under teltduen, hvor der ikke var en finger at sætte på hverken lyd, performance eller publikum. I dag blev der desværre lagt fra land med lidt for meget rumklang, der kvalte for meget af den ellers normalt så fantastiske lyd, som de fire damer har for vane at fremkalde. Gudskelov blev der rettet op på det i løbet af de første numre af koncerten.
Bedre lyd og stigende intensitet i musikken med “Love Is to Die” ændrede dog ikke meget på publikum, der mest af alt lignede en flok skoleelever, der modvilligt var blevet slæbt med på en ekskursion til Moesgaard Museum.
Overfor de trodsige skoleelever stod Warpaint anført af strenge Emily Kokal, der demonstrativt begyndte at sende stikpiller afsted til forsamlingen: »This song might fit your mood right now,« lød det fra Emily Kokals, der med disse ord indledte hendes kritik af de trætte skoleelever foran Blue Stage, hvorefter de døsige toner til “Billie Holiday” bliver slået an.
Kritikken var dog berettiget i et vist omfang, for der var lidt en følelse af, at hverken Warpaint eller Aarhus havde lysten til for alvor at have en god koncertoplevelse. Måske skulle man fra NorthSides side også have overvejet at placere et band, der er leveringsdygtige i drømmende indierock, lidt senere ud på aften- eller nattetimerne. LA-rock i eftermiddagssolen havde i hvert fald ikke den ønskede effekt i dag.
Alligevel kan man dog ikke tage fra Warpaint, at de leverede som forventet med deres velkendte, drømmende lydunivers med postpunk-elementer. Undertegnede har dog tidligere set, at de fire kvinder fra drømmendes by kan komme langt mere ud over scenekanten, end de gjorde i dag – og så klæder det ikke Emily Kokal at være sådan efter publikum, selv om det langt hen ad vejen var berettiget. Resultatet blev, at mødet mellem Aarhus og Warpaint blev til en enkelt reel dans, da de krigsmalede piger med et af eftermiddagens sidste numre fyrede op for pophittet “New Song”.
