Det var uundgåeligt. Publikum i det halvtomme telt ville umuligt kunne undgå at svigte Sebastian Wolff, da han under aftenens tredjesidste sang lænede sig ud over rækværket og lod sig bære af de opløftede hænder. Rigtigt nok – han nåede knap en meter ud i menneskemængden, før han dumpede ned i et hul efterladt af en ungersvend, der var mere optaget af at tage en selfie med rockfrontmanden end af at bære ham sikkert gennem mængden.
Uden at fortrække en mine kom Wolff dog hurtigt op til overfladen igen og sang ubemærket videre. Optrinnet var ganske symptomatisk for esbjergensiske Kellermenschs koncert på festivalen Musik i Lejet, hvor de for alvor var på udebane. Umiddelbart før koncerten var der dukket knap 100 mennesker op foran Skovscenen, der er den mindre af festivalens to hovedscener. Jeg må indrømme, at jeg også var skeptisk inden koncerten. Ville den mørke bulderrock nu også fungere blandt de polerede popnavne, der dominerer plakaten på nordkystens hyggefestival?
Kellermensch viste dog, at de besidder sceneerfaring og professionalisme i spandevis, så de tog det sparsomme fremmøde i stiv arm og spillede en koncert med masser af tænding på. Først kom Sebastian Wolff alene ind på scenen, hvor han spillede den afmålte ballade ”How to Get By” solo – et nummer der virkelig fremhæver bandets mangefacetterede lyd ved at lede tankerne hen imod The Nationals mere melankolske sange.
Desværre viste det sig allerede her, at lyden ville komme til at lege kispus med Kellermensch denne aften. Det skulle ellers være muligt at få en hæderlig lyd frem, når man kun skal tage højde for én mand, hans guitar og hans vokal, men desværre mudrede lyden, og vokalen lå for lavt. Bedre blev det ikke, da resten af det otte mand høje orkester kom ind på scenen og sparkede rockballet i gang med den gungrende, tunge ”Don’t Let It Bring You Down”. Særligt violinspillet havde i perioder svært ved at finde sin plads i lydbilledet. Det var en skam!
Allerede i den efterfølgende sang hoppede Wolff demonstrativt over hegnet og ud til publikum, dog uden at crowdsurfe. I stedet virkede det som om, at han lige ville ud for at hilse på de fremmødte og se, hvad det var for nogen. Det var også som om, at publikum adskilte sig fra resten af Musik i Lejets publikum. Mængden af langskæggede og langhårede mænd var i hvert fald betragteligt højere. Sange som ”Mediocre Man” og ”Bad Signs” var tydelige publikumsfavoritter, og de blev fremført med en tiltrængt nerve, der satte scenepersonalet på overarbejde, når de skulle hente kastede guitarer eller rejse diverse stativer op igen.
De største kritikpunkter var dermed den mudrede lyd og lave vokal, det sparsomme fremmøde og den korte spilletid på knap 50 minutter. Alt sammen ting, der ligger uden for bandets egen kontrol, men som ikke desto mindre prægede aftenens koncert. At Kellermensch så er et topproffessionelt og velfungerende liveorkester gjorde, at de alligevel tog stikket hjem.
