Det starter med distortion. Tung, statisk elektrisk støj flyder fra scenen. Først så langsomt at næsten ingen af de (desværre) langt under 100 mennesker, der har trodset regnen og trofast er troppet op, tager notits. Men stille og roligt trækker støjen sig sammen og bliver sammenhængende. Hoveder vender sig mod scenen – jo, den er god nok. De står deroppe nu, amerikanske Algiers, som vi er kommet for at opleve her på en grå og kedelig onsdag på Atlas-scenen i Århus. Det virker som om, at det kun er fem minutter siden, sanger Franklin James Fisher og bassist Ryan Mahan stod og småsnakkede ved merchandise-boden med en øl i hånden. Nu står begge sammen med deres kolleger Lee Tesche (guitar) og Matt Tong (trommer) oppe på scenen, og skal underholde os. Alle er klædt i sort, badet i koldt, blåt lys, og da fanden endelig tager ved Algiers, og støj bliver til nummer, brøler de så højt i kollektivt kor, at de snildt ville kunne spille en meget større scene op.
Men der skal mere end en tydeligt mærkbar ild i bandet til at sætte publikums hjerter i brand. Faktisk skal vi flere numre ned af setlisten, før masserne vågner og forsigtigt tør nærme sig scenen med interesse og nikkende hoveder til den tunge og intense elektro-hip-hop hymne, ”Walk Like a Panther” fra albummet The Underside of Power. Fisher tømmer hele sit hjerte ned i mikrofonen med sin fantastiske soulsstemme, akkompagneret af Mahan, ja, kan man kalde det ”på dans”? Mens Fisher hjerteskærende skriger »You lived your life in the sunshine/ You bought your way out of hell« lader Mahan kroppen bevæge sig i de skæve og voldsomme ryk, som teksten og musikken dikterer, og det virker karikeret og kalkuleret, men er samtidig så sindssygt effektivt, at det faktisk ender med at blive helt rørende. Det tilføjer den dimension af håb, som man virkelig skal lede længe efter i bandets sydende, politiske tekster om race, fattigdom og uretfærdighed. Når man ser Mahan lade rive sig kropsligt med på en scene, får man virkelig lyst til at stikke næven i vejret og kæmpe sig videre ud af mørket. Det er muligvis et gimmick, men det virker.
For gimmicks er der nok af at hente her til aften. Tesche når både at straffe en violinbue på sin guitar og tæsker senere en guitar splittet for arm og strenge med en stor trommekølle; Mahan står som nævnt ikke stille et eneste øjeblik, og indimellem de tunge bas beats, leveret på både trommemaskine og god gammeldags basguitar, finder han tid til at hive rullekraveblusen godt op over mund og næse, så han fremstår som en antifascistisk demonstrant. Og alt imens Fisher synger, har han fat i både guitar, klaver og tamburin, og gerne det hele på en gang, hvis han da ikke lige er i færd med at kaste sig på knæ og banke i gulvet eller tage en tur ned blandt det sparsomme publikum, som han gør det under nummeret ”Blood” – et nummer så tungt og fyldt af patos, at man næsten kan smage lænkerne, pisken og flere århundreders kamp for frihed og lighed.
Jeg er ikke i tvivl om, at de virkelig mener hver en tone, ord og bevægelse, men samtidig bliver det leveret med en virkelig underlig indadvendt tilbageholdende, som jeg egentlig aldrig tror, jeg har oplevet før. De mange forskellige måder at udtrykke sig på bliver simpelthen for meget og stjæler showet fra et band, der med deres utrolig interessante blanding af soul, eksperimenterende støj og elektronik (der låner fra så forskellige kunstnere som Portishead og Aphex Twin, men også My Blood Valentine og Public Enemy) ellers virkelig har lagt fundamentet til at blive noget helt specielt – noget vigtigt! Fisher har en gudsbenådet stemme, men den til trods kommer han aldrig rigtig ud over scenen og får fat i sjælen på én, og det er så helt enormt ærgerligt, at det er til at græde over. Det er en fed koncert – både ”Cleveland” og ”Cry of the Martyrs” fra The Underside of Power leveres overbevisende og inderligt med henholdsvis masser af hip-hop og kirkekor, og med tung, up-tempo støj. Men jeg fik fornemmelsen af at se på, og ikke opleve, et band så optaget af deres lyd og udtryk, at de glemte at få publikummet med. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man godt have troet, at man sad og så dem på en skærm derhjemme.
Aftens bedste nummer er uden tvivl titelnummeret fra den seneste plade, ”The Underside of Power”. Måske fordi bandet her virker mest afslappede og harmoniske. Fællessangen breder sig fra scenen, mens tamburinen hamrer derudad. Det er fængende og indlevende og man fornemmer her det akutte behov for aktion – for kamp – som bandet kalder til. »Because I’ve seen the underside of power/It’s a game that can’t go on/It could break down any hour/I’ve seen their faces and I’ve known them all«. Det er en vigtig besked og en sandhed, ingen kan tillade sig at glemme. Desværre drukner den i løbet af aftenen lidt i, ja, unødvendigt halløj, og da bandet spiller sig selv af scenen til lyden af backing-klaver efter mere eller mindre præcist en times koncert, træder Fisher direkte ned på gulvet og går op i baren. Tilbage står man med en lidt flad fornemmelse af at have været vidne til en koncert, der virkelig gerne ville en hel masse intenst, men som desværre ikke rigtig formåede det. Om det var fordi, det var onsdag, eller fordi salen var halvtom og stilheden mellem hvert nummer mærkbar, er svært at sige.
Fotos af Steffen Jørgensen.
