Solange træder for en kort bemærkning frem på scenen. Hun har sammen med sin omfattende trup af dansere og musikere netop sat punktum for en æggende, bigband-orienteret udgave af “Cranes in the Sky”, der som så mange andre numre denne aften underbygges diskret, men effektivt af trækbasun og trompet. Settets indslag glider sømløst over i hinanden, og der er ikke mange opbrud undervejs, men Solange finder nu alligevel lige et øjeblik til at takke os for fremmødet og undskylde for koncertens tekniske problemer.
Nåja, nu hun siger det, var der vist noget med, at scenearbejderne rodede lige rigeligt længe rundt med scenens store trappeformation, inden koncerten kunne gå i gang. Lyden var måske heller ikke optimal i koncertens begyndelse, hvor rummet mellem lydbilledets bund og Solanges soulfraseringer virkede stort og tomt. Måske var der også lidt knas med mikrofonen en enkelt gang, nu hun nævner det.
Men altså, tekniske udfordringer er ikke just, hvad der springer i øjne og ører under Solange plus medsammensvornes time på Greenfield-scenen. Det gør meget andet til gengæld. F.eks. de yndefulde dansere, der med stoisk ro skridter scenens plateauer af under mange af koncertens numre, ikke iklædt meget andet end undertøj og cowboyhat. En passende hyldest til Houston i Texas, som Solange besynger på sit nye hjemstavnsalbum, When I Get Home, men også et, ja, vip med hatten til den be the cowboy-bevægelse, som Solange har søsat sammen med sangerinden Mitski med budskabet om, at også kvinder kan være mytiske helteskikkelser.
Elegante koreografier driver over i hinanden, på samme måde som numrene fra When I Get Home og forgængeren A Seat at the Table fletter sammen og skaber en formfuldent helhed. A Seat at the Table-indslagene puster liv i det knapt så iørefaldende materiale på det nye album, men de gamle numre får samtidig en frisk iscenesættelse i hænderne på det lille messingblæserensemble. I det hele taget er der ikke en finger at sætte på den enormt helstøbte opsætning.
Hvorfor er koncerten så ikke fuldstændig fantastisk? Måske netop pga. den perfektion, Solange og venner eksekverer opsætningen med. Solanges musik behandler masser af konflikter på både personligt og samfundsmæssigt plan, men der er ikke megen usikkerhed, eftertænksomhed eller behov for at søge et fællesskab med publikum i aftenens tag af materialet.
Faktisk er der ikke plads til ret meget personlighed i de smukke opsætninger. En forrygende twerk-session eller en inciterende poppet “Losing You” brænder selvfølgelig igennem, ligesom resten af sættet imponerer med sin vellyd og professionalisme. Musikken og Solange betager. Men er hun the cowboy i aften? Måske i kraft af sin lidt hemmelighedsfulde distance til os på græsset, men ikke helt, når det kommer til at drage os ind i sit univers med slagkraftig karisma.
