Koncerter

The Good, The Bad & The Queen, 30.05.19, Heartland, Kværndrup

Foto af Mathias Kristensen
Skrevet af Simon Freiesleben

Brexit-tristesse og regnvejr går naturligvis hånd i hånd. Det beviste Damon Albarn & kompagni på Heartland torsdag aften.

Endnu et år, endnu en festivalkoncert på dansk grund med Damon Albarn i hovedsædet. Han er efterhånden fast inventar, den gæve brite. Men konklusionen efter hans hav af optrædener må være, at det ikke gør noget, at han bliver ved med at vende tilbage, for han har stort set altid noget nyt oppe i ærmet til os, der gør det værd at møde op.

Det var det i den grad også på Heartland, hvor Albarn lagde vejen forbi med vennerne Tony Allen (tidligere trommeslager for Fela Kuti), Paul Simonon (tidligere bassist i The Clash) og Simon Tong (tidligere guitarist/keyboardspiller i The Verve, Blur og Gorillaz). Allen, Simonon og Tong skulle med deres stoiske ro og coolness vise sig at udgøre det perfekte modspil til Albarns altid ADHD-energiske sceneoptræden.

Foruden stjernerne var der også fire strygere, en perkussionist og en keyboardspiller på scenen i et stort setup, der flot formåede at løfte de snørklede og ambitiøse lydbilleder fra The Good, The Bad & The Queen-pladerne til en koncertkontekst. Hvilket ikke var nogen nem opgave – især fordi gruppen insisterede på at servere en stram konceptkoncert, hvor de indledningsvis spillede hele den nye Merrie Land ud i én køre.

Selvom det er en skøn plade, så er den en anelse fattig på ørehængende hits, og det kunne godt mærkes på publikum. I de første to-tre sange var der en del uro og optræk til snak. I hvert fald der hvor jeg stod. Her kunne der så være kommet et surt opstød om sniksnakkende festivalspublikummer, men til gæsternes store cadeau, så var det faktisk, som om de yderst velspillende musikere vandt kampen om publikums opmærksomhed. Endda selvom lydniveauet lige var lidt til den lave side.

Snakken forstummede, og musikken stod tilbage i al sin vellyd. Brexit-tristesse blandede sig med gråvejret i skumringstimen, og mens mørket faldt på, kom dagligstueindretningen på scenen og det flotte bagtæppe virkelig til sin ret. Onkel Damon holdt hof med vennerne, og han virkede mere fokuseret og klar i hovedet, end jeg umiddelbart husker at have set ham på en festival før. Iført kæk attitude og havnearbejder-tophue skiftede han mellem at vade rundt forrest på scenen som en folkeforfører og at sidde bag pianoet som sjæleforfører.

Blandt højdepunkterne i denne del af koncerten var især den bidende sarkastiske “The Truce of Twillight”, hvor Damon Albarn flere gange parodierede den britiske parlamentsformands ikoniske udbrud: »Order, order, order!« Et andet stærkt nummer var Merrie Land‘s afsluttende ballade, “The Poison Tree”, der blev spillet i en rørende smuk udgave, mens natten langsomt faldt på. Her fik man lyst til at omfavne én, man har nær, og give dem et kram for at fortælle dem, at det hele nok skal gå.

Straks herefter skiftede koncerten dog karakter, da vi nu fik serveret en lille perlerække af udvalgte sange fra gruppens første plade. At dømme ud fra publikums reaktioner, så har denne plade umiddelbart sat sig mere fast. Pludselig vågnede publikum fra deres ærbødige lytten og kom i tanke om, at de var til rockkoncert.

Stemningsfulde “History Song” blev efterfulgt af “Kingdoom of Doom”. Stemningen var stadig mørk, men knap så trykket som på Merrie Land-numrene, og det løftede lige hele stemningen. Da det hele sluttede med titelnummeret, der også afslutter gruppens debut fra 2007, blev der sat et næsten fornøjeligt punktum for en ambitiøs og stramt styret koncert. Undervejs var der ikke blevet leflet for festivalpublikummet, men de virkede alligevel til at nyde det ekstremt velspillende band.

Her på falderebet kan det ikke understreges nok, hvor imponerende en facilitator Damon Albarn er. Man kan ikke lade være med at blive imponeret over hans alsidighed, og hvordan han altid formår at løfte de samarbejder, som han indgår i. Det var også tilfældet ved denne koncert. Selvom opsætningen var stor med ti musikere på scenen, så formåede Albarn nærmest at få det til at føles intimt og sammentømret. Ingen tog for alvor fokus fra hinanden, men hjalp i stedet det samlede hele til at indgå i en harmonisk symbiose, der nærmest fik koncerten til at virke underspillet – de mange elementer til trods.

★★★★★☆

Fotos af Mathias Kristensen.

Leave a Reply