Plader

Juju Bell: Love Is for the Cool

Skrevet af Jens Trapp

Københavnske Juju Bell har udgivet en meget kort EP med elegant og lækker indiepop, perfekt til champagne, laks, lange kjoler og krøllede habitter under månens og stjernernes magiske lys.

Juju Bell har begået en kort EP: Fire numre fordelt på bare 13 minutter med titlen Love Is for the Cool.

Vi skal hen på anden skæring ”Bring Me Down”, før jeg mærker en lille krog i kødet og lader mig rive med af det übercool univers Juju Bell ridser op. Det er en titel, der bærer på en selvopfyldende besværgelse, da det er her, vi kommer ned i et mere ukunstlet roligt leje efter åbneren, titelsangen “Love Is for the Cool”, som bliver lidt for højstemt synthbrusende for mig. På ”Bring Me Down” lægges der ud med med en lille lækker synth, der får lov at stå helt skrabet smukt, fulgt op af en fejende og graciøst fjedrende bas, adstadigt dansende derudaf helt i forgrunden, og et klaver som indimellem sender triller af toner ned ad bakken mod omkvædet. Et omkvæd, der er smooth og lækkert med en lidt skæv, støvet baggrundslyd et sted derinde i lydbilledet, som altså lige løfter det hele op. Udover dét, er der mere nerve i Juju Bell aka Gerda Odgaards stemme i denne sang, end i den mere anonyme åbner. Nummeret får her en lille kant, der klæder det umanerligt godt. Kunstnernavnet Juju Bell, som i øvrigt betyder ‘den forheksede klokke’, er for Odgaard en måde at kunne gøre nogle andre ting på, end hun ville kunne gøre under sit eget navn. Som hun selv siger det, er Juju Bell en forlængelse af hende selv. Om det er denne forhekselse der klinger igennem her? Ja, det må man formode. Det er besnærende smukt og gennemført og et eller andet sted også fortryllende i al sin enkelhed.

Tredje nummer ”Sattelites” holder kadencen, og Juju Bells stemme får endnu et nøk i den fede retning, uden at sætte den elegance, der præger EP’en, over styr. Der er til at begynde med endnu mere ro på denne sang, selvom emnet er desto mere hjerteskærende, understreget af den kølige, atmosfæriske stemning. Omkvædet bliver stort og sfærisk og nummeret slutter i denne voluminøst oversanselige stemning. Om nummeret siger Juju Bell selv: »Jeg skrev nummeret i en periode hvor jeg følte mig dybt ensom og fanget i dagligdagens endeløse rutiner. Jeg havde en fornemmelse af at være en satellit, der svævede rundt i universet uden rigtigt at krydse andres veje. Det var denne følelse jeg ønskede at udtrykke på ”Satellites”«.

EP’en lukker med “Fast Life”, hvor det lykkes Juju Bell at give stemmen endnu mere rum og nerve. Et nummer der vrikker og snor sig om sig selv, og i virkeligheden ikke rokker sig ret meget ud af stedet. Men igen; det er lækkert, elegant og ikke uden en vis schwung og charme, der giver en stemning af natklub noir med dyrt interiør og drinks i kølige farver. Det selvmodsigende i forholdet mellem sangtitlen og det næsten dorske tempo på EP’ens korteste nummer på bare lidt over tre minutter, er i sig selv herligt paradoksal, og giver et fint fingerpeg om, hvad det er Juju Bell vil med dette korte udspil. En personlig fortælling om kærlighedens hemmelighedsfulde univers, livets sårbarhed og om ensomhedens kompleksiteter — smukt produceret af Jens Benz (Iceage, Bisse, Irah m.fl.).

En dejlig EP, som giver en fin følelse af indian summer. Så bærer jeg over med at det lille album, ærligt talt, starter noget tamt. Elegant, jovist, men gab… også lidt kedeligt. Der er ikke meget kant eller mange besværligheder at komme efter i dén åbningsskæring. Helt uden charme er nummeret dog ikke, må det hellere siges. Der er noget Carpenters over den mere rolige del af verset, hvilket jeg synes er meget cool. Og omkvædet har ørehængerkvalitet. Til gengæld løfter de resterende tre numre EP’en op på et flot niveau.

På falderebet må jeg også erkende, at jeg savner noget af den lidt mere fanden-i-voldske energi, der var på debutalbummet Brute or Bird fra 2016. Hvad blev der lige af den der løsslupne guitar for eksempel? Blev den ædt af en synthesizer? På “Sattelites” får den lidt plads, så helt væk er den ikke. Så vidt jeg kan se, er EP’en også ude på et kassettebånd i en special edition, hvilket øger indtrykket af coolness. Vend snart tilbage med et helt album, tak.

★★★★☆☆

 

Leave a Reply