Ved første gennemspilning lyder Gros debutalbum, Columna, som en legende og opløftende elektronisk popplade. Det lyder faktisk såre simpelt. Der er lidt strengeinstrumenter og akustisk klaver, men ellers en overvejende elektronisk lydflade, der vokser og aftager parallelt med en leadvokal og en let popmelodi – et let popalbum. Men fortællingen om Columna er hverken let eller såre simpel. Det går op for mig, når jeg læser presseteksten om albummet og bliver nødt til at starte pladen forfra.
Musikeren bag navnet Gro hedder Julie Møller Christiansen, og det er vigtigt at få på plads, fordi det er hendes personlige erfaringer og minder, der spiller en central rolle i den fortælling, som Columna udgør. Sangene på albummet skrev hun i tiden efter at have mistet sin mor, som begik selvmord – en periode hvor Julie isolerede sig i sin lejlighed med LP’er og billeder fra sit barndomshjem for at genkalde sig minderne om moren og bearbejde oplevelsen.
På nummeret “XXX XXV LXXV XXX” forsøger hun at ringe til sin mors telefon. »I want to tell you I’m doing great / And tell you about the pain / I’m living my life but i’m missing you on the way.« Teksten er på en gang helt simpel og universel – det her evige behov for at forsikre ens forældre om, at man klarer den, og at man har det godt – men samtidig hjerteskærende og egentlig ret absurd; alt taget i betragtning, er hun så virkelig doing great, når hun ringer til sin afdøde mors telefon? Det er et meget fint billede på den dobbelthed, der synes at gå igen i musikken, med en vekslen mellem sorgen og traumebearbejdelsen over for det her konstante blik fremad og en insisteren på at leve videre, som også synes afspejlet i de legende, nogle gange helt opløftende elektroniske produktioner.
Teksterne er præget af vemod, tvivl og søgen, og de er befriende direkte, som de fortæller konkrete historier og ægte følelser. På samme måde virker produktionerne også ærlige og ubesværede; en synth-bas lægger bunden under de forskellige, mere eller mindre elektroniske harpe- og klaverfragmenter, der – som landskabet vi bliver ført igennem – nogle gange er legende og mildt eksperimenterende, men for det meste bare virkelig behageligt. De akustiske instrumenter giver et anker eller noget menneskeligt at holde fast i, og det samme gør Julies vokal.
Højdepunkterne på albummet tæller singlen “High as a Kite”, der er et velkomponeret og veludført elektropopnummer, men også det totalt nedskalerede og bevægende mindeord “Rest in words”, hvor elektroniske eksperimenter er på lavt blus og giver plads til, at teksten kan komme til sin ret. Allermest bliver jeg draget af “The Fields”, der er en slags arpeggiobaseret, semi-dansevenligt nummer med en Sigur Rós-agtig stemmeføring, som virkelig klæder Julies vokal. Nummeret begynder som en afdæmpet ballade, men vokser længere og længere hen mod noget, der lyder som techno ved sangens afslutning.
Det er vokalen og de eksperimenterende sider af produktionen på Columna, der er Gros største forcer. På “Rest in Words” og ’The Fields” skaber hun et forvrænget eventyrlandskab med ret få virkemidler, og samme stemning dukker op andre steder på pladen; i intronummerets nedbrudte harpe-melodi og ufoagtige, svingende frekvens, eller i anden halvdel af One Two Free Fall”, hvor en overanstrengt synthbas og sirenelyd skaber en dyster kulmination på nummeret som et akut nervesammenbrud i musikken.
Andre tidspunkter er melodierne lige lovligt forudsigelige og produktionen kedelig som på afslutningsnummeret “In the Woods”, hvor det bliver lige en grad for opløftende på en måde, der ikke føles reel. Dermed er det ikke sagt, at musik om sorg nødvendigvis må have et tungt eller dystert lydudtryk, men på Columna er det uden tvivl passagerne, hvor det mørke og eftertænksomme får plads, der fungerer bedst og er mest interessante at lytte til.
Den danske scene for elektro- og synthpop er efterhånden rimelig bred, og det er let at høre, at Gro er formet af sin tid og sine omgivelser. Med talrige artister som Greta, When Saints Go Machine m.fl. som mere etablerede navne på dén scene, kan det måske være svært at finde sin egen rolle – og på den anden side har musikscenen vel aldrig været et nulsumsspil? I hvert fald synes jeg, at Gro med Columna – omend den ikke direkte skiller sig ud – så i hvert fald viser et mod og et talent for dynamisk produktion og personlig sangskrivning, som i den grad har eksistensberettigelse.
