Det sker ofte, at popmusikkens fængende karakter faktisk gøres stærkere, idet den tilgås med en skæv og mærkværdig indgangsvinkel. En sådan indgangsvinkel kan dog formes på et utal af forskellige måder, og en af popmusikerens største opgaver er netop at finde dette unikke krydderi, som kan give musikken sin helt egen kant.
På I Love You Jennifer B opnår Jockstrap dette ved simpelthen at tømme hele krydderiskuffen ned i blenderen. Og ved hjælp af en kreativ sans for sangskrivning, ender resultatet langt henad vejen med at være en fantastisk og farverig eksplosion af forskellige musikalske idéer – så farverigt, at albumcoverets hvide farve til sidst er den eneste farve, som giver mening at knytte til musikken.
Jockstrap er en talentfuld alternativ popduo, som består af forsangeren Georgia Ellery (som også er at finde som violinist i Black Country, New Road) og produceren Taylor Skye. Gruppen skrev i 2021 pladekontrakt med Rough Trade Recordings, og inden I Love You Jennifer B har bandet udgivet tre singler, som alle er at finde på dette album. Den første single, “50/50”, er et super uortodokst dance-nummer, som er spækket med en masse sjove vokalrefræner, der alle manipuleres på forskellige og interessante måder. Nummeret tager dog også førstepladsen, når det gælder at have mindst til fælles med resten af albummet.
“Concrete Over Water” er albummets anden single og et af dets absolutte højdepunkter. Nummeret er både nostalgisk og eskapistisk, og hver gang Georgia går fra at mindes fortiden til ligefrem at ønske sig tilbage, så udvikler den instrumentale del af sangen sig på sammenhængende vis også fra at være elegant og underspillet til at være mere energisk og euforisk. »I think you remind me of the night, but also of the day, I think of Italy, champagne, I think of Spain, I wanna be there«. Ligesom på det meste af albummet, så er nummeret selvfølgelig også plastret til med alle mulige små instrumentale finesser fra Taylor, som virkelig er med til at give musikken sin helt egen karakter.
På albummets tredje og sidste single, “Glasgow”, får både den akustiske guitar og Georgias smukke strygerarrangement de bærende roller på en måde, som får mig til at tænke på nogle af Joni Mitchells bedste udgivelser.
Disse singler er gode til at præsentere Jockstraps musikalitet og kreative sans for sangskrivning på dette album, men også til at fremvise albummets stilistiske forskelligartethed – en egenskab, som kun bliver mere prominent, desto mere af albummet man lytter til. Den elektroniske “Jennifer B” har en instrumental del, som både er skæv og utraditionel, men også meget gribende. Sangen har til gengæld ikke meget til fælles med den efterfølgende “Greatest Hits”, som også er et albummets højdepunkter, der med sine flotte akkordgange og skønne strygermelodier understreger duoens evne til at skrive en relativt traditionel barokpop sang – en stil, som bliver hintet til flere gange på tværs af albummet.
Denne evne bliver endda cementeret på den efterfølgende “What’s It All About”, der på elegant vis svæver afsted i stil af et virkelig godt Weyes Blood nummer – en kunstner, som Georgia endda refererer til under den meget specielle slutpassage i “Angst”: »Her love’s gonna change, Hear it, better believe it, Let it sink in, As his titanic rises«. Med sin simple instrumentering føles dette nummer meget nøgent, hvilket endda mærkes endnu tydligere i den førnævnte slutpassage, hvor Georgias stemme får lov at stå selv. Hendes vokal er tilmed speedet op på en måde, der vækker den ængstelighed, som sangtitlen refererer til.
Albummets varierede natur opleves endda også i sangene selv. På åbningsnummeret “Neon” lægges ud med en flot akustisk passage, inden et elektronisk, mørkt og minimalistisk drop overtager den instrumentale del af sangen. Dette drop udvikler sig senere til en langt mere støjende og tung udgave af sig selv, og sangen får således demonstreret den alsidighed, som lytteren kan forvente sig fra resten af albummet. Starten af “Debra” lyder som noget fra et af Tim Heckers mere støjende albums, men sangen udvikler sig hurtig til en meget usædvanlig, men upbeat elektronisk jam.
I Love You Jennifer B er som helhed en fornøjelse at lytte til. Som lytter får man virkelig oplevet en masse af de forskellige retninger, som popmusikken kan trækkes over i. Og så gør gruppen det endda med så meget musikalsk overskud, at man som lytter følger ubesværet med i deres eksperimenter.
Hvis man skulle komme med en kritik af albummet, så ville det dog være, at denne legesyge tilgang til popmusikken sommetider forekommer en smule retningsløs. Eksempelvis kunne både “Jennifer B” og “Debra” sagtens have været kortere eller have udviklet sig på en mere sammenhængende facon, idet de hurtigt synes at komme i tvivl om, hvor de vil hen. Det samme kan siges om den førnævnte “50/50”, som også sagtens kunne have tålt en barbering eller en mere meningsfuld udvikling. Denne sang er tilmed den sidste og understreger dermed albummets flyvske karakter, men selvom at det flyvske og legesyge i sig selv rummer en smuk pointe, så kunne det nu også have været rart med en mere konkluderende afslutning på albummet.
I Love You Jennifer B må stadig siges, at være et super vellykket forsøg på at trække popmusikken rundt i så mange hjørner som muligt. Og udover at sidde tilbage med en stor begejstring for dette album, så sidder jeg også tilbage med en stærk nysgerrighed over for, hvor Jockstraps farverige og legende tilgang til musik vil føre dem hen i fremtiden.
