Hvis Reptaliens spillede EDM, ville man sige, at de havde lavet en banger; for hvis man ikke tager sig selv i at nynne omkvædet til “Like A Dog” minimum én gang om dagen, så har man simpelthen ikke hørt nummeret.
»And I can’t go on breathing like a dog«
*blidt nik med hovedet i takt til melodien*
»And I can’t go on breathing like a dog«
Det iørefaldende guitarriff på albummets førstesingle bider sig fast som en arrig terrier, og Bambi Brownings stemme hypnotiserer yderligere med sine luftige og lettere overjordiske karakteristika. »LSD/ fucks with me/ my body disappears,« hvisker hun blidt, og jeg nikker bekræftende, som om jeg helt sikkert ved, hvad hun snakker om. Det hele gentages gennem fire herlige minutter, og nummeret er den musikalske ækvivalent af at smide sig i en hængekøje i solen. Det kom faktisk som lidt af et chok, da jeg fandt ud af, at bandet ikke var en 90’er-gruppe fra Los Angeles med hang til surfing og joints. Bandet har hjemsted cirka 1500 km nordpå, i Portland i staten Oregon, og de udsendte deres første single i 2017.
Det er så kedeligt at kalde noget for et decideret Corona-album, men det er ikke desto mindre, hvad Reptaliens’ trejde album, Multiverse, er. Grundet pandemien så bandets hårde kerne, Cole og Bambi Browning, sig nødsaget til at undvære anden halvdel af bandet (Julian Kowalski og Tyler Verigin). Resultatet er en plade, hvor ægteparret selv har indspillet alle instrumenter, og albummet er også selvproduceret. Det kunne muligvis forklare, hvorfor det hele lyder så harmonisk. De 10 sange føles lidt som ét langt nummer, uden det nødvendigvis skal forstås negativt. “Take It” lyder lidt som “Don’t Wait For Me” lyder lidt som “Someone I Know”. Bambi Brownings stemmeføring holdes bevist på den naivistiske side og følger som oftest hvert nummers bærende melodi. Selve stemmen tangerer til det forsigtige (tænk Meg White), og smelter behageligt sammen med Cole Brownings tilbagelænede guitarspil. Det hele føles meget trygt – igen uden at det nødvendigvis skal forstås negativt. Nærmere som at få et strøg over kinden efter en hård dag end en sovepille.
Et par små afstikkere har dog sneget sig ind, blandt andet det fremragende “Do You Know You Are Sleeping”. Her udskiftes lyden af uptempo sommer og sol med et tungere og mere slæbende tempo. En drømmende, overjordisk guitar tager dig med langt uden for de himmelske sfærer. »Get in my car/ I’ll take you where you’re going« synger Bambi Browning, før en søvnig solo bryder nummerets hypnose for en kort bemærkning. Og det eneste, jeg kan tænke, er “Ladies and gentlemen, we are floating in space”. Reptaliens siger selv, at de er inspireret af blandt andet sci-fi-kunst (deres andet album, Valis, er opkaldt efter en Phillip K. Dick-roman), men på Multiverse er det egentlig mest her på pladens sjette nummer, det for alvor kan høres. Pladen bærer bestemt præg af det psykedeliske (om ikke andet nævnes op til flere euforiserende stoffer), men i sin helhed ligger den sig tættere op ad 90’ernes stonerrock end Jimi Hendrix’ “Purple Haze”.
På samme facon skiller pladens sidste nummer, “Jump”, sig også ud. Også her skrues tempoet ned, og trommebeatet får lov at træde i forgrunden, før endnu en tilbagelænet, neo-psykedelisk solo bryder overfladen og får dig til at lukke øjnene og svæve med. »Promise me I’ll see you this weekend/ take my love and jump off the deep end/ ah ah ah ah«. To psykedeliske numre ud af ti kan dog ikke ligefrem kaldes et bærende tema.
Multiverse er en plade, man kan høre igen og igen. Man kan sætte den på repeat, og aldrig rigtig blive træt af den. Man kan ikke kalde den udfordrende, og det hele lyder en lille smule ens, men hvorfor hænge sig i det? I bytte for grænsesøgende alt-indie får man en vellydende og velspillet plade, der aldrig føles hverken sjusket eller kedelig.