Umuligt at udtale, nemt at danse til. Det har i snart 25 år været et slags raison d’être for den californiske gruppe !!! (udtales chk-chk-chk). Sammen med bands som The Rapture og LCD Soundsystem tegnede de i 00’erne en scene, der gjorde rock- og punkmusikken sjovere, mindre selvhøjtidelig og helt centralt: Dansabel. Men hvor de førnævnte grupper forsøgte at lave hits, var !!! altid tilfreds med at lege i periferien af den mainstream dansemusik. Her har de med tiden forladt deres punkede rødder for at omfavne dansemusikkens herligheder fuldstændigt, om det så er disco, house eller jamaicansk dembow.
Let It Be Blue er bandets niende fuldlængde udgivelse, den første siden Wallop i 2019, hvor den elektroniske del af deres lydunivers især fik lov til at fylde. Tænk mere The Chemical Brothers end Talking Heads. Udviklingen fortsætter på Let It Be Blue, som er et decideret computeralbum, hvor numrene er blevet til ved, at bandet har delt filer, samples og loops med hinanden. De gnistrende guitarer er byttet ud med billige synthesizers, de levende trommer med trommemaskiner, men målet er det samme som altid: Dansen.
På en måde er det nemt at anmelde et dansealbum, fordi det afgørende kriterium er, om musikken får dig til at danse. På det parameter lykkes Let It Be Blue ikke. Det gør det til gengæld heller ikke på mange andre parametre. Dansemusik handler sjældent om teksterne, men det har altid været bandets hemmelige våben, at der under de uimodståelige rytmer var humor, historier og ikke mindst personlighed. Det er derfor trist at erkende, at udover enkelte højdepunkter er Let It Be Blue generelt generisk og momentvis enerverende.
Fra et G-funk cover af REM’s “Man on the Moon” til det insisterende omkvæd på “It’s Grey”, som spiller på ligheden mellem ordene »grey« og »great« – albummet er en skattekiste af dårlige idéer, der lyder lige så forkerte på papiret, som de gør i virkeligheden. Men albummets største synd er i virkeligheden, at det er elektronisk dansemusik uden vitalitet. I bandets egen præsentation beskriver de det som minimalistisk og fokuseret. Man kunne også bare kalde det kedeligt.
Der er dog et par højdepunkter, som måler sig med bagkataloget. Med sit beskidte basriff og simple sangkoncept har “A Little Bit (More)” en smittende swagger, som uden tvivl fungerer forrygende til koncerter, og Maria Uzors omkvæd i “Storm Around the World” har et så uimodståeligt hook, at det tilgiver klodsede linjer som »You’re my boy and I’m your girl / And everything’s a lot of joy«. Og kommer man forbi titelnummerets irriterende synth-bas, bliver man belønnet med frontmand Nic Offers vellykkede Bowie-parodi og et forrygende call-and-response omkvæd.
Men derudover er det sparsomt med de gode idéer. I det Suicide-klingende afslutningsnummer med den selvrefererende titel “This Is Pop 2”, hylder Nic Offer popmusikken med linjer som »It’s got its faults, but I look past it / Why would I give it up when it makes me so ecstatic?« Jeg ved ikke, hvad for noget popmusik der har gjort ham så ekstatisk, men det er i hvert fald ikke hans egen.
