Foto: Matias Kristensen
Nogle gange går alting op i en højere enhed. Og er man så heldig at opleve perfekt harmoni, så glemmer man det aldrig.
Da den legendariske rock n’ roller Robert Plant tilbage i 2007 slog sig sammen med bluegrass-sangeren Alison Krauss, blev der løftet en del øjenbryn. Det skulle vise sig at være ubegrundet, for deres forskelligheder var og er deres fælles styrke, og både debutpladen Raising Sand og opfølgeren Raise the Roof fra 2021 blev mødt med nærmest universel anerkendelse. Det store spørgsmål er så selvfølgelig, om Plant og Krauss’ kan levere på en scene. Den tvivl bliver hermed manet til jorden med det samme: Det kan de. Og så enormt meget mere.
Til tonerne af det sexede, bluesede guitarriff på “Rich Woman” fra Raising Sand går de to sjæle på scenen til overdøvende jubel fra et glødende publikum. »She got the money and I got the ho-ho-ney« hvisker de begge i perfekt samklang, før JD McPherson lader guitaren stikke stille af i en af mange helt fuldstændig fantastiske soloer. De står om side og side med hver deres fuldstændig forskellige energier; hendes smukke ansigt lagt i helt rolige folder, den florlette kimono ganske let svajende til rytmen; hans dybtfurede ansigt helt anderledes animeret, arme der ufrivilligt gestikulerer til musikken, ude af stand til at skjule at denne mand engang var forsanger af et af verdens største rockbands. Det sidder stadig i ham. Plant er ikke længere i fuld flamme. Her med Krauss ved sin side ulmer han. Men ilden er der stadig.
Efter en inciterende “Quattro (The World Drifts In)” fra den seneste plade, får vi et karakteristisk “Hey, hey, HEY!” fra Plant, før han lader ordene til “Fortune Teller” glide over sin tunge. Her er hans rå, rustne stemme i centrum, men når Krauss kommer med en indskydelse, er hendes stemme fuldstændig ren og klokkeklar, og komplimenterer Plants med en perfektion, som det er svært helt at begribe. De er fuldstændig i sync, netop fordi alt ved dem er så vidt forskelligt: deres udtryk, deres stemmer, deres baggrunde. Og sammen formår de at skabe en magi, der får alt andet i verden til at falde væk. Plant introducerer Krauss, før han griber hele fire maracas og lader Krauss hviske de indledende ord til den inderligt sørgmodige og hjertegribende “The Price of Love”. Et højdepunkt på den nyeste plade; et højdepunkt her. Tårerne triller fuldstændig ukontrollerbart. Skønheden er ikke til rigtig at forstå. De små blikke og smil, de sender hinanden, mens tristessen skyller udover et ildfuldt publikum, der lader sig omslutte af et overlegent musikalsk overskud. Rå og ren stemme møder et sublimt sammensat band.
Og de bliver ved; På “Please Read the Letter” er vi endelig vidne til Krauss’ på en violin, og ord kan ikke beskrive, hvordan godt hun mestrer den. Hun fortrækker ikke en mine på noget tidspunkt – hun lader bare fingrene kærtegne strengene med et greb, som kun årtiers erfaring kan producere. Storhittet fra Raising Sand “Gone Gone Gone (Done Moved On)” svinger så ufatteligt godt; god, solid rock n’ roll, hvor Plant får lov at vise fortidens tænder. På den guitartunge “High and Lonesome” er han glødende, snerrende og sexet, mens hendes violin ubesværet flyder i baggrunden. “Can’t Let Go” med sine forføriske trommer og æggende guitar runder aftenen af, og den ellers mere tilbageholdende Krauss lader sig selv og sin stemme rive med, når hun sammen med Plant mestrer den messende rytme på omkvædet: »I got a big chain around my neck/ and I’m broken down like a traaaaaaiinwreck«. Og selvfølgelig sniger der sig også tre Led Zeppelin-numre ind, og selvfølgelig er de tilpasset sættet og stilen perfekt. “Rock N’ Roll” lyder stadig lige så farlig, som den altid har gjort, og får et blueset twist og Krauss på en led sydstatsviolin. “The Battle of Evermore” sidder lige i skabet, komplet med mandolin og mystisk stemning. Og på “When the Leeve Breaks” slås to violiner om pladsen, før Krauss lader andenviolinen stjæle showet med en vanvittig violinsolo, mens Plant giver fuldstændig slip og viser hele Arena, hele festivalpladsen, hele Roskilde Festival, at han stadig er verdens bedste rock n’roller.
I går så jeg en af mit livs bedste koncerter. Det var perfekt.
