Koncerter

Roskilde Festival 2022: Alogte Oho & His Sounds of Joy, Avalon

Foto: Kristian Gade
Skrevet af Daniel Niebuhr

Ghanesiske Alogte Oho inviterede til højmesse på Avalon, der efter en sløv start kastede sig ud i en ustoppelig himmelfart.

Indledningsvist var der ikke nødvendigvis meget, der tydede på, at ghanesiske Alogte Oho for alvor skulle lykkes med at sætte gang i aftendansefesten på Avalon. Det fik han sammen med sin syv mand høje bandbesætning heldigvis hurtigt ændret på.

Orkesterets vuggende kompositioner – som både trækker tråde østpå mod Nigerias pulserende afrobeat-traditioner, nordpå til tuaregernes sublime forståelse for korharmonier og hjem igen til highlife-virket fra pionerer som Gyedo Blay-Ambolley – startede i hvert fald med at blive fremført med halvkraftig pondus. Debutsinglen, “Yu Ya Yumma”, virkede lettere dvask i modsætning til sin studieversion, og de første to-tre numre var mere feel good-hyggelig end den egentlige højmesse, som man på forhånd måske havde regnet med.

Oho selv er bestemt heller ingen frontmand i Fela Kuti-skalaen. Han er ret beset ganske anonym sammenlignet med både korsangere, blæserduo, synth-duo og den fænomenale Henry Andoh bag tønderne. Dog formåede han og resten af sine kolleger til deres store ros at fremstå mere tidssvarende end de musiktraditioner, der blev formidlet denne aften. Blandt andet blev alle bastoner ordnet fra en Korg-synthesizer, som i sin digitale glans rungede tydeligere ud under teltdugen, end dens analoge modstykke ville have gjort. Avalon strålede i den forbindelse ved at levere den bedste lydkulisse, jeg personligt selv har oplevet på scenen i løbet af dette års festival, efter jeg havde haft nogle forholdsvist uforløsende lydoplevelser til Fontaines D.C. såvel som Turnstile.

Til sammen udstrålede Alogte Oho & His Sounds of Joy hele vejen igennem en fuldstændigt afsmittende spilleglæde, der lagde sig som et allestedsnærværende akkompagnement til de fængende melodier og messende, nærmest gospel-agtige vokalfraser.

Og det var lige præcis dette samlede udtryk – forstærket af den grønklædte og storsmilende Ohos pastorale facon og »hallelujah«-udbrud – som ubesværet løftede forestillingen, desto længere den skred frem. Og mens orkesteret ascenderede til tonerne af det forrygende titelnummer fra 2019-skiven Mam Yinne Wa, vibrerede Avalons udtrådte græsunderlag under en konstant hoppende masse af slidte sneakers og behagelige Birkenstock-sandaler.

Når koncerten var “værst”, rystede man hofterne lidt mindre kraftfuldt end ellers. Når den var bedst, var den til gengæld både helende, samlende og ganske umulig at stå stille til.

★★★★★☆

Leave a Reply