»Be amazed at how good you can feel afterwards / After you express what- what’s been bugging you or / A great event in your life / Anger, an excellent way to let your anger out / Put it all on paper.«
Sådan lyder de første linjer på den canadiske multi-kunstneriske gruppe Crack Clouds anden fuldlængde udgivelse Tough Baby. Ordene er taget fra en optagelse med frontsanger og trommeslager Zach Choys far, Danny, og uden ham havde Crack Cloud måske været et færdigt projekt oven på udgivelsen af Pain Olympics (2020). Nu er Choy selv 29, samme alder som hans far havde, da han døde af leukæmi, og mindet om sin fars forhold til kreativitet som en vej til heling og katarsis har også været drivkraften bag den svære to’er.
Det kreative kollektiv, der egentlig tæller 20 medlemmer, hvis kunstneriske speciale strækker sig fra det visuelle til det auditive, har mødt hinanden på kryds og tværs af rehabiliteringsklinikker og mentale sundhedsinstitutioner både fra misbruger- og behandler-siden. Den musikalske kerne, der består af syv turnerende musikere, har udviklet sig meget fra deres art-punkede begyndelser på den selvbetitlede debut-EP har Crack Cloud udviklet sig til en ren rodebutik af genrer, der ofte med humor og glimt i øjet, men samtidig musikalsk finesse, formår at være Choys outlet for hans både indadvendte og udadvendte vrede mod henholdsvis sig selv og det samfund, der synes at have svigtet ham. Tough Baby har i høj grad været et enmandsprojekt for Choy, der har skrevet albummet med målet »at bruge kunst og kreativitet som et fartøj for helbredelse, opdagelse og forståelse.«
På Tough Baby videreføres nogle af de hip-hop og R’n’B tendenser, der var kendetegnende for Pain Olympics, men nu med en endnu større hang til det poppede og det blide, specielt på singlerne, der præger albummet første album. “Costly Engineered Solution” og “Please Yourself” er begge så fængende og poppede, at jeg på første gennemlyt kunne genkende dem fra Crack Clouds koncert på Mayhem i maj – en koncert, hvor det blev bekræftet, at Crack Cloud er et 7/6 live band.
Det var derfor også med en hvis nervøsitet for at numrene ville falde en smule fladt oven på sådan en live-præstation, at jeg med rystende hænder og 16 Ave Maria’er satte headsettet i ørerne og fik al tvivl gjort til skamme. Bevares, der er måske ikke helt samme overmenneskelige energiniveau, men Crack Cloud formår at tilføje tilpas mange finurligheder til deres indspilninger live. Det er umuligt ikke at lade sig rive med af de storladne saxofoner og næsten gospel-agtige omkvæd på “Please yourself”:
»Free / As much as I can be / I want it so badly / And I want it now.«
Messes af et væld af stemmer, skøre som smukke, mens man fysisk kan mærke hvordan ens sjæl kæmper for at forlade ens bryst til lyden af de cinematiske, store syntetiske strygere. Ligeledes er den fængende bas og næsten Talking Heads’ke 80’er pop svær at holde ude af hofterne. Min eneste anke er, at de ikke holder »If you are a real motherfucker«-passagen længere, som de gør i live-versionen, da keyboardisten Eve Adams er en absolut stjerne. Hun får så til gengæld lov til at skinne på den mere ømme og indadvendte ballade “Tough Baby”.
Balladen fortsætter dog på “Virtous Industry”, hvor Crack Cloud vender tilbage til deres rødder med samfundet som boksebold på vaske ægte looney-tunes art-punket manér. Med maniske grin og højtempo bas- og trommerytmer flyder det aggressive og finurlige punknummer direkte over i pladens måske bedste nummer “Criminal”.
For at sige det lige ud: Jeg er smask-forelsket i det her nummer. De ulmende kor, de obskure lydklip og især lyden af en kniv, der bliver slebet i introen. Hvordan Choy sardonisk forbinder sin vrede over at blive udstødt fra samfundet med den følelse af ikke at høre til, der ledte til selv samme ekskludering. Stacatto-udbrudene af bas og trommer, der lyder som en langsom likvidering, for at munde ud i et vildt, feedback-fyldt break, inden sangen ebber ud i ildevarslende, syntetiske kor og subtile støn. Det er her, jeg ved hvert lyt stopper og tænker: Er det her måske mit yndlingsalbum fra 2022?
For relativt til andre udgivelser i år er Tough Baby, ikke nødvendigvis det mest musikalsk komplekse eller eksperimenterende album, men det mestrer til gengæld den subtile kunst at være mærkelig, men samtidig mærkværdigt catchy. Der blandes konstant på kryds og tværs af genrer, specielt R’n’B og no wave krydses uden nogen form for undskyldning – det bliver eksperimenterende på en tilgængelig måde, og inddragelsen af lydklip og lignende forbinder de mangeartede referencer i en eller anden form for surrealisme, der føles både fremmed og genkendelig. Men allermest formår den også at gå den svære gang mellem seriøsitet og humor.
Crack Cloud har dog gemt det mærkeligste til sidst. “115 at Night” blander prog-rocket guitar-lir med nogle noget synths, det lugter af techno og electronica – jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal sætte ord på det, udover at det lyder lidt som Linkin Park – hvis altså Linkin Park havde lydt godt. Galskaben fortsætter på andensidste nummer “Afterthought (Sukhis Prayer)”, en tounge-in-cheek teaser af det klassisk langsomt opbyggede lukkenummer, der eksploderer ud i ekstravagante crescendoer. Crescendoet er der skam, men Crack Cloud ender det med en pokkers kazoo. Det er point i min bog.
På Tough Baby lukker og slukker Crack Cloud med “Cracking Up”, en skæring efter samme funky, punkede skabelon som gruppens selvbetitlede plade fra 2018, der samlede op på EP’erne Crack Cloud (2016) og Anchoring Point (2017). Et catchy og energisk nummer, der ikke gør sig specielt bemærket musikalsk, men hvor teksten igen trækker tråde til faren Danny Choys ord på epilogen til albummet:
»Don’t listen if you’ve never been so fucked you’d wanna take your life / So down, you’re cracking up inside / So lost you dropped off outta sight / If this headspace you’ve never been / Don’t tell me what is wrong or right,« rapper Choy med største foragt for livet, inden albummet igen lukker med starten af lydklippet fra “Danny’s Message”. Crack Cloud går ikke ind for at male soniske lyserøde skyer på en syntetisk blå himmel – nej, Tough Baby er et vidnesbyrd om, at Crack Cloud er ærlig musik lavet af ægte mennesker, der formår at omforme smerten, isolationen og ikke mindst vreden til deres eget absurde, dansable punk-univers. Det er en fest på kanten af det pæne, det accepterede og det etablerede. Tough Baby er et pragteksemplar af et artpunk-album, og den eneste ærlige anke, jeg har, er, at det kun næsten er lykkedes gruppen at fange deres live-energi i digitalt format.





