Hvis der er noget, der sender mig direkte tilbage til følelsen anno 2005 af at stå i frikvarteret med min MP3 spiller i hånden (den der ovale én med USB-indgang og plads til 120 sange), så er det lyden af Karen Os luftige, nærmest dyriske skrig henover en fandenivoldsk tråd-kaskade fra Nick Zinner og et galopperende, ondt beat ved trommeslager Brian Chase. Selvom det er halvandet årti siden Yeah Yeah Yeahs lagde dén lyd i graven efter den legendariske indieplade Show Your Bones (2006), så har man alligevel, omend med varierende succes, kunnet ane den velkendte YYY-legesyghed på senere udgivelser. Tænk bare på den vilde og storhittende “Heads Will Roll” fra 2009 (It’s Blitz!), eller den gospel-rockede “Sacrilege” fra 2013 (Mosquito).
Der bliver dog ikke kredset om nostalgien på Cool It Down. Desværre kunne man tilføje, for der er omvendt heller ikke mange interessante nybrud at høre på pladen. Selvom bandet tager (for dem) nye elektroniske midler i brug, så lyder det lidt… brugt. Men med ni års vand under broen siden sidste udgivelse, så kan Yeah Yeah Yeahs da heller ikke længere slå sig op på at være de nye og rebelske børn i klassen. Måske er Cool It Down deres forsøg på at rebellere mod deres fortid og vise, at morgenradiomusik er det nye postpunk?
I hvert fald slår de fast allerede fra de første sekunder af introsangen “Spitting Off the Edge of the World”, at YYY er færdige med at skramle ud af rock-garagen et sted i den skumle ende af Brooklyn (dengang det stadig fandtes). En trommemaskine fører os direkte ind i et dirrende synthlandskab besunget af Karen O på vanlig småråbende vis, akkompagneret af en spæd, sød stemme fra artpopperen Perfume Genius, der er featured på nummeret. Selvom det ikke ligefrem er en banger, så fungerer det fint som intro til pladen, fordi det har en atmosfærisk og episk kvalitet, som kombineret med det langsomme tempo skaber en form for rastløs forventning om, at der er noget mere tempofyldt i vente.
Næste nummer, “Lovebomb”, indfrier dog ikke denne forventning og fortsætter meget i den intro-agtige stemning med store, langtrukne synth- og guitarflader og en melankolsk fortælling om at bede til stjernerne om styrke. Derudover leger de med et, i hvert fald for genren, lidt farligt greb: nemlig en form for spoken word session, hvor Karen O fremsiger teksten. Det fungerer ikke særligt godt og ender med at understrege det lidt for teatralske element i den episke atmosfære, de sætter op.
På “Wolf” indtræder den forløsende tempostigning, man har ventet på, sideløbende med en rovdyrsmetafor, som det går op for mig, at Karen O ikke sjældent har brugt i sin sangskrivning, og som velsagtens er et feministisk udsagn (mest vellykket på nummeret “Redeemer” på Lux Prima pladen, det meget vellykkede samarbejde mellem Karen O og Danger Mouse). Metaforen går ud på, at fortælleren er et dyr i blodrus, der jager efter sit kærlighedsbytte. Den musikalske fremførsel er dog så kikset, at førnævnte bliver et komisk billede. Enhver ulv må flygte ind i buskadset igen, når de hører den her sang. Det starter ellers tilforladeligt med lyden af en art elektroniske dråber i et stort tomt rum, flankeret af et hårdt, dansabelt direkte-ud-af-80erne elektro-beat. I omkvædet bliver der smurt så tykt med synthakkorder på, at det lyder som et regulært NovaFM-hit. Dog indtræder komikken først i broen efter omkvædet, hvor der ovenpå dette dance-inferno bliver lagt en meget mærkelig syntetisk violinfanfare, i mangel på bedre beskrivelse. De her ti sekunder, som gentages efter hvert omkvæd, lyder som det støjende, patos-dyppede lydklip man ville bruge på TV2, når der skal reklameres for en VM-optakt. Som om det ikke var mærkeligt nok, så kommer der også lige et dubstep agtigt drop hen mod outroen. Hele nummeret er pokkers malplaceret.
Heldigvis får man en pause fra den synkende elektroskude på de næste numre. “Fleez” har en mere klassisk YYY stemning af rocket gadedrenge-leg med sit groovy beat og en tung distortion, mens Karen O knurrer sig igennem en legende tekst om høj terningeføring. Opfølgeren, førstesinglen “Burning”, er nok pladens stærkeste nummer. Det er en tangoklingende sag med vrængende guitar à la Black Keys og diskovioliner, der understøtter tamburinens insisterende ta-ta-ta.
Pladens sidste numre er desværre en kedelig omgang. “Blacktop” er en stille trommemaskine-flankeret serenade, der ikke gør meget væsen af sig, udover at fremføre endnu en forceret runde spoken word lyrik. “Different today” starter med klaverets antydning af en velkendt dur akkordrundgang, som står i spændende kontrast til de mørktklingende akkordsammensætninger, pladen hidtil har budt på. Desværre bygger nummeret på et lidt enerverende nedadgående melodimønster, hvor Karen O bedyrer, at hun »feel different today, I do« samt at »the world keeps on spinning«, uden at man helt fanger betydningen af disse gentagne ytringer.
Til slut har vi den søde og meget outro-egnede “Mars”, som er et helt, omend kort, spoken word-spækket nummer. Her fungerer det talte ord faktisk, fordi der instrumentalt er skruet ned for det atmosfæriske og episke, som ellers fylder meget i lydbilledet albummet igennem. Alt, hvad der er tilbage, er en moog’et vibration og et dumpt beat, der lyder som om det er optaget inde i en lillebitte rumstation. Det kunne godt være soundtracket til en art house børnefilm om rumvæsener (- ikke en utænkelig association eftersom Karen O har en imponerende og spraglet liste af soundtracktitler bag sig).
Selvom enden er god er alting dog ikke godt. At albummet er rammesat med en passende intro og outro er på en måde forledende, eftersom størstedelen af numrene på Cool It Down er jævne og forglemmelige skabninger af en diffus pop-rock-elektro oprindelse. Jeg havde, grundet deres lange dvale, personligt ikke nogen særlige forventninger til en nyudgivelse fra YYY (ude af syne, ude af sind). Men Karen O har ved andre lejligheder vist sig som en anderledes og markant sangskriver og vokalist, hvad der desværre ikke kommer andet end glimtvis til udtryk på Cool It Down.
