Plader

Svaneborg Kardyb: Superkilen

Skrevet af Søren Hansen

Den danske duo Svaneborg Kardyb udfordrer deres velkendte lydunivers på Superkilen, men taber noget af den melodiske nerve, der tidligere har gjort dem så markante.

Den – af gode grunde – populære duo Svaneborg Kardyb, kendt for at forene minimalistisk nordisk jazz med stærke melodiske elementer, er klar med deres fjerde album, Superkilen. Og lad os komme direkte til sagen: Albummet åbner overbevisende med titelnummeret, som rummer en nærmest uhørt energi og aggressivitet, selvom det på det brede musikalske spektrum stadig må regnes for at være relativt tilbagelænet. Mere afgørende er det dog, at det rummer et af de små øjeblikke, der dybest set er grunden til, at jeg vender tilbage til visse sange og ikke til andre. Jovist bebuder Nikolaj Svaneborgs insisterende synthesizersekvens og Jonas Kardybs beskidte og konfrontatoriske trommer et anderledes råt udtryk for duoen. Men hvis den opbyggede spænding ikke blev forløst af de tre himmelstræbende keyboard-toner, ville det hele have været forgæves, hvis du spørger mig.

Når man arbejder med det repetitive og går efter et udtryk, der dyrker de komplekse nuancer i det tilsyneladende enkle, og laver musik, der står i kontrast til »den hurtige, falske verden af sociale medier og overfladiske ideer«, som der står i en pressemeddelelse af duoen, så er den slags øjeblikke alfa og omega – begyndelsen og enden. Jeg har stor sympati for missionen, men jeg synes også, det er en ærgerlig retning at gå i. Svaneborg Kardyb har nemlig tidligere vist et unik evne til, gennem en præcis og økonomisk stil, at skabe så stærke melodier, at man får lyst til at flytte ind i dem. Og i mine øjne er disse små melodiske øjeblikke forskellen mellem deres gode og mere gennemsnitlige numre. Jeg bemærkede allerede skiftet fra det melodiøse til det mere stemningsbaserede i min ellers positive anmeldelse af deres forrige album, Over Tage (2022). Og måske jeg allerede dengang anede en ny retning, hvilket nok forklarer, hvorfor jeg ikke har vendt tilbage til det album i samme grad som til deres to første, Knob (2019) og Haven (2020) – en retning, som den første sang på deres nye album også afspejler.

Hvis vi springer ned til det sidste nummer, ”Arendal”, har jeg dog nemmere ved at se, hvad der fungerer ved den nye stil. Trommerne er i introen opløst til en abstrakt, støjende ekkoflade, der sammen med den ildevarslende baggrundstone, som panorerer frem og tilbage, giver albummets afslutning en filmisk kvalitet. Tunge, slæbende trommer og dystre Wurlitzer-klange giver det en vinterlig fornemmelse og en storslåethed, der også synes som et nybrud i Svaneborg Kardybs værk. Særligt når sangen opløser sig selv i krystallinske, Animal Collective-agtige synthtriller, der synes at klinge ud i et droneskud af en uendelig verden af is.”Cycles” er et andet højdepunkt med både Milo Fizpatricks kontrabas (der også dukker op på ”Udsigten”) og det changerende violinspil af Maria Jagd, som begge bidrager med en intens nordisk følelse. Det er spændende, at de udforsker yderligere dimensioner ved at have gæstemusikere, særligt når det bryder den monotoni, som duo-konstellationen altid er i fare for at falde i.

”Balancen” er også et finurligt, noteagtigt intermezzo, der lægger sig som en koda på den mindre interessante ”Vakler”. Udover at ”Vakler” lader til at være velafbalanceret og ”Balancen” noget vakkelvorn, synes jeg, at sidstnævnte udstikker en langt mere spændende retning med sin lille idé og melodilinje henimod slutningen, der kunne høre hjemme på et Boards of Canada-nummer. Den virker som et flygtigt glimt ind i noget større, som jeg ville ønske var mere fremtrædende end den insisterende gentagelse og fordybelse i det rytmiske, der præger ”Vakler”. Efter min mening burde Svaneborg Kardyb arbejde med flere, men kortere numre, hvilket kunstnere som førnævnte Boards of Canada til Milton Nascimento og Lo Borges’ samarbejde på Clube da Esquina har haft succes med. På Haven havde de flere numre under tre minutter, og det klædte albummet enormt.

Desværre er ”Vakler” ikke alene om at være underfyldt på Superkilen, hvor også nummeret ”Tide” har for lidt indhold til at retfærdiggøre sin længde. 7/8-delsfornemmelsen er et fint afbræk, og nummeret havde været glimrende, hvis det var to et halvt minut langt, men det, de gør med resten af tiden, er bare ikke så sindsoprivende. Heller ikke numerne ”St Pancras” eller ”Udsigten” formår at løfte sig til den standard, jeg forventer af duoen, der jo spiller en hovedrolle og som mange gange før har bevist deres værd på den danske moderne jazzscene. Der er bare ikke én melodi på deres nye plade, som får mit musiker-hjerte til at sætte mig ved klaveret og lytte den af. Med andre ord har melodierne fra deres tidligere numre inspireret mere, end de gør på denne plade.

I mine øjne er enhver musikgruppes opgave at give et bud på, hvordan man kan kombinere melodi, akkorder, klange og rytmer på en måde, der føles ny og uforudsigelig, men samtidig som om, at den altid har været der. Og jeg ved, at Svaneborg Kardyb kan det, men deres fokus synes lige nu at være et andet sted. Stemninger og subtile lydlandskaber kan være spændende, men det kræver ekstremt fokus og detaljeret opmærksomhed, hvilket jeg ikke finder på Superkilen. Men nu hvor det bliver spillet af Nikolaj Svaneborg og Jonas Kardyb, har det jo stadig mere kvalitet end så meget andet musik, men for dette album grænser det alt for ofte op det til karakterløse og ordinære.

★★★☆☆☆

Leave a Reply