Koncerter

Trentemøller, 26.11.22, Store Vega, København

Foto: Mathias Kristensen

Trentemøllers koncert på Store Vega denne lørdag aften var forventeligt nok dedikeret til det seneste og mere indadvendte albumskud på stammen. Desværre formåede Anders Trentemøller og band ikke at kommunikere de mørke følelser fra Memoria ud til publikum på en særligt medrivende måde.

Måske var det for nogle af de tilstedeværende til gårsdagens koncert allerede blevet en lidt lang aften, da Trentemøller og co. gik på godt to timer efter den officielle koncertstart (dog inklusiv to opvarmningsnavne). Og måske havde de forventet en kæmpe elektrofest à la den, Tom & His Computer diskede op med og hermed efterlod et spilkogende Store Vega. I hvert fald var der under store dele af Trentemøllers koncert en slet skjult kedsommelighed at spore i publikum.

Med rette. For med et udvandet (men dog passende) udtryk, så kom Trentemøller og hans band simpelthen ikke nok ud over scenekanten. Bandet består på denne tour af den islandske artist DiSA på vokal og guitar, Silas Tinglef (2nd Blood) på trommer, Brian Batz (Sleep Party People) på guitar, og Jacob Haubjerg (Savage Rose, Sleep Party People). Nogle helt igennem habile musikere, og der var ikke en finger at sætte på den tekniske fremførelse. Men i kombination med den manglende interaktion med publikum, bidrog bandets professionalisme måske også til at forstærke følelsen af distance mellem scene og publikum – på den ufede måde.

Det var tydeligt fra start, at den indadvendte stemning var tiltænkt. Åbningsnummeret “Veil of white”, som også åbner Trentemøllers seneste plade, Memoria (2022), varslede en tung, tågeagtig stemning, både med nummerets umiskendelige shoegazelyd samt gennem scenens visuelle udtryk, hvor bandmedlemmerne fremstod som mørke silhuetter på række. Allerede på næste nummer, den sfæriske “No More Kissing in the Rain”, føltes kontrasten til det dansable opvarmningsband som en hæmsko for at man som publikum kunne komme ned i det tunge elektrorockede gear, som blev lagt for dagen.

På “Glow” tændtes dog et stemningsmæssigt lys, da der blev jammet på mere ren elektrovis, sådan som mange af de fremmødte – at dømme efter massens nu mere aktive bevægelser – lod til at have håbet på. Det måske mest poppede nummer fra Memoria, “In the Gloaming”, fortsatte i samme stemningsspor, men desværre oplystes salen for første gang fuldstændigt, og det kvalte lidt den intensitet, der ellers endelig var ved at opbygges.

Herefter fulgte en kavalkade af numre fra Memoria, der vekslede mellem lange, organiske instrumentalflader og så en mere shoegazet form for synthrock. Intensiteten heraf fremstod meget varierende, og den trance showet skulle foregive at lulle publikum ind i udeblev. Særligt fremførelsen af den nærmest post-punkede “Dead or Alive” midtvejs i showet understregede, at setlisten var lidt for genremæssigt sammensat – eller måske rettere at Memoria er et lidt for lydmæssigt sammensat album, der vil en anelse for meget.

Det hjalp desværre heller ikke på stemningsoppiskningen, at bandet første efter otte numre henvendte sig til publikum (og det endda så lavt, at mange ikke bemærkede det). Bevares, Anders Trentemøller begyndte hen mod showets slutning at gå hen til scenekanten en gang imellem og vifte opmuntrende med armene. Han kunne nok mærke, at vi havde brug for en opkvikker.

Desværre kom opmuntringen for sent, da flere tilhørere nu var begyndt at gå. Ærgerligt, for der indtraf faktisk en større energiudladning især med fremførelsen af “Cops on Our Tail”, Trentemøllers fortolkning af Raveonettes’ moderne surfklassiker, samt på “Take Me Into Your Skin”, et af de store elektrohits fra debutpladen The Last Resort (2006) – her med en lille hilsen til New Order’s “Blue Monday”. De tilbageværende havde tilsyneladende stadig mod på et par encores, som forventeligt nok talte endnu et debutpladehit, “Miss You”, i en lidt mere slagtøjsbefængt udgave.

Afslutningsvis fik vi Trentemøllers eget bud på en surfklassiker i form af den højeksplosive “Silver Surfer, Ghost Rider Go!!”, fra 2010-pladen Into the Great Wide Yonder. Trods et bravt afsluttende forsøg fra scenen på at lade intensiteten smitte, var der desværre ikke blevet varmet godt nok op for os til, at man rigtigt mærkede en nerve. Det blev derfor ikke til den transcenderende elektro-gazer oplevelse, man kunne have håbet på.

★★★☆☆☆

Leave a Reply