Det er lidt svært helt at sige, hvor det går galt mellem mig og så Gullo Gullos anden fuldlængdeudgivelse, Pipe the Mane – men det gør det altså desværre.
Jeg blev ellers meget positivt overrasket, da københavnerne tilbage i 2019 debuterede med den meget direkte, meget intense og, ja, meget rå Raw Moon. Det var, som om kvartetten bød på en uforfalsket, punket vildskab, hvilket relativt få herhjemme (hvis nogen overhovedet) syntes at kunne matche. Her var det desuden ikke melodierne, der bar værket, selvom det selvfølgelig ikke nødvendigvis er normen, hvis man bevæger sig i krydsfeltet mellem punk, hardcore og det mere eksperimenterende. Det skabte således et slutprodukt, der ikke fremstod som en særligt tilgængelig, men i stedet ganske udfordrende (ment i mest positive henseende) lytteoplevelse.
På Pipe the Mane bliver man som lytter stadig ikke modtaget med åbne arme, hvilket der som sådan ikke er noget odiøst i. Men jeg synes gennemgående at kunne mærke, at alle de idéer, der lod til at præge debuten, ikke længere hverken fremstår særligt klare eller i endnu værre tilfælde føles for velkendte. Jeg har i hvert fald ofte svært ved helt at kunne identificere, præcist hvor Pipe the Mane adskiller sig fra Raw Moon (og omvendt), når man ser ud over det faktum, at selve produktionsniveauet har fået et ganske velfungerende løft. I stedet flyder størstedelen af pladen sammen i en homogen masse, som qua bandets evne til solidt at beherske deres genrehybrid ikke nødvendigvis resulterer i lavpunkter, men omvendt heller ikke kreerer mange momenter, som bliver hængende, når den 11 minutter lange pladelukker, “Thick Night”, langsomt fader ud.
Og med så enslydende et materiale kæmper jeg ligeledes med for alvor at kunne differentiere mellem de 10 indslag undervejs; nogle numre går i et rimeligt tempo, hvor “Bedtime Floater” har noget tidligt-90’er-Melvins-møder-Mudhoney over sig. Andre skæringer – såsom åbneren, “Scooping Up”, og “Hello Below There” – bevæger sig noget hurtigere, og en sjælden gang på den ultrakorte “Even an Idiot” får den alt, hvad den kan trække. Der er også en enkelt afstikker på det akustiske intermezzo “Afternoon Smoke”, som mest af alt blot lader til at fungere som indledning til den efterfølgende, førnævnte “Bedtime Floater” uden at rykke alt for meget ved det samlede helhedsindtryk. Det skaber derfor nogle ærgerlige slutninger, hvor Pipe the Mane lader til at levere støj for støjens skyld, kaos for kaosets skyld og så videre – også selvom det langt fra må tænkes at være hensigten.
En enkelt gang lykkedes det dog for Pipe the Mane at bryde med sin egen monotoni og kreere en aha-oplevelse for mit vedkommende. På “When Your Face Counts”, der indledningsvist tillægger sig samme ligefremme stil som resten af pladen, suppleres det vanlige guitar/bas/tromme-lydbillede nemlig undervejs af et repetitivt hornarrangement, som pludseligt ender med at stå alene tilbage i tomrummet, som den nu fraværende, primære instrumentation efterlader sig. Hele sekvensen varer kun i godt og vel et halvt minut, men pludselig lyder albummet ikke, som man ellers kommer til at vænne sig til i løbet af de resterende 34 minutter, og man kommer hurtigt til at drage paralleller til et nummer som Queens of the Stone Ages “I Think I Lost My Headache”, hvis (noget længere) afslutning også agerer omdrejningspunkt for en musikalsk afstikker på den forholdsvist guitartunge Rated R.
Men i sidste ende ændrer det dog ikke på, at Pipe the Mane og jeg aldrig rigtig finder et fælles fodfæste. Pladen skal dog uden tvivl nok finde sit publikum – akkurat som det også var tilfældet for dens forgænger – men jeg har simpelthen bare brug for lidt mere variation i kompositioner såvel som lydbillede for at kunne sidde tilbage med mere end blot en gennemsnitlig lytteoplevelse.
