Kan Mogwai lide at knalde? Sandsynligvis. De er alle mænd, lige på randen af eller over de 40, og i modsætning til deres kærester og koner har de ikke overgangsalderen at tumle med som sådan. Så måske knalder de ikke så meget lige nu. Måske rammer 40-års-krisen på en anden måde, når man er mand. I hovedet, frem for i hormonerne. Måske vil man egentlig helst bare lyne ned og rocke ud. Skrue op i stedet for at skrue ned. Måske går det bedre, hvis man ikke tænker for meget over det, tænker man. Stick it to the fan.
Problemet på forhånd kunne måske umiddelbart være, at Mogwai, der vel roligt kan kaldes postrockens svar på groundskeeper Willy fra Simpsons, netop tænker meget over tingene i stedet for hele tiden bare at flå skjorten i laser, blotte deres smukke, toptrænede overkroppe og smadre fordringsløst derudad. Det er bare et af de særlige karakteristika, der gjorde dem unikke allerede fra begyndelsen med den altdominerende debut, Young Team, i 1997.
Med tiden bliver opskrifter blot desværre tit til rutiner, og rutinerne begynder at blive til kvalme. Skotterne er samtidig et band, der med tiden har fået et prædikat som gudfædre for noget, de næppe havde den fjerneste intention om at definere, nemlig den ovennævnte postrock, og det har måske været en større hæmsko, end kvintetten umiddelbart vil indrømme.
Siden Young Team er de nemlig med vekslende succes gået lidt til venstre og lidt til højre og desværre også en hel del i bakgear, men stadig med den fjerne torden som centrum for samtlige deres plader. Gennemgående har også været de sjove sangtitler, og man kan med glæde notere sig, at sidste nummer på den seneste plade hedder “You’re Lionel Ritchie”. Som sædvanlig uden større umiddelbar mening, men så føler man sig i hvert fald hjemme med det samme. Paul Savage, der også producerede Young Team, har også denne gang skruet på knapperne, så hvorfor skulle man også andet end at trække i sutterne og håbe på et mirakel..
Hardcore… åbner alt andet lige også i nydelig stil med den rystende smukke “White Noise”, der dog samtidig er umiskendeligt Mogwai. For “White Noise” er, som deres gode numre tit og ofte er: Et studie i suspense, og her får man, i hvert fald ikke indledningsvis, fornemmelsen af et band, tiden er løbet fra. Lige fra startens math-mimende guitarklimpren og til det endelige tordenvejr af klassisk postrock-patos og falsetskrigende guitar får man fornemmelsen af noget velkendt, veldisponeret og behageligt, men desværre kan det samme overføres til onani. Det er simpelthen en pornofilm, man har set før, og et Mogwai, der træder i deres egne fodspor så hårdt, de kan.
Dermed ikke sagt at den slags ikke kan være glimrende, onani er trods alt kommet for at blive, men skotterne plejer dog at have for meget selvironi til at opsummere tidligere bedrifter i et enkelt nummer. Nå, men som skrevet står, lyder det jo i hvert fald godt. Og gudskelov for fastholdelsen af interessen er udviklingen mere til at spore på pladens næste skæring, “Mexican Grand Prix”.
Som en sand hvirvelvind af bollebas, pumpeorgel og en stadig mere urovækkende vocoder-vokal er nummeret lyden af et band, der stod til søs som en følsom androide og vendte hjem som en liderlig Terminator. Her kan man fornemme et band, der har udviklet sig, samtidig med at man i ro og mag får sprængt trommehinderne. En pragtfuld magtdemonstration, som man kan håbe på at høre i al sin vælde, når Mogwai gæster København i marts.
Herfra begynder helhedsindtrykket dog desværre at flimre noget, og i forhold til de senere plader er Mogwai som nævnt ude for at lufte de musikalske bodegamuskler, koste hvad det vil. Det koster desværre i den samlede bedømmelse, for pladen mangler retning og sammenhængskraft. Fra tredje nummer, “Rano Pano”, og til de sidste toner rinder ud er Mogwai grundigt ude at svømme i et hav af velkendte virkemidler og sangstrukturer, der nogle gange er lige så spændende som stregkoden på en liter mælk og andre gange trykker på nogle knapper, kun få andre bands kan trykke på. Desværre mere det første end det sidste.
Som undtagelse kan nævnes den ganske fremragende “Death Rays”, som i denne skribents øjne er et karrierehøjdepunkt (med olietrommer!) for Mogwai, men i den anden ende er netop den kærlige reference til “Lionel Ritchie” – et afslutningsnummer, der er helt tanketomt, kursløst buldrende hen ad samlebåndet og slet og ret lyder som et bands pastiche på sig selv.
Mogwaimaskinen kværner kort og godt ufortrødent derudaf og lægger i vanlig stil håret ned på de, der lytter, og netop derfor virker Hardcore… i det store og hele lidt som et band på en lidt for rusten autopilot. 40-årskrisen er om ikke afværget, så udsat. Mogwai lyder ikke som et band, der er ved at dø. Det er jeg slet ikke sikker på, at de kan.
Men I guder, hvor ville en smule mere eftertænksomhed pynte på en plade (og et band), der så sandelig er lyden af en erfaren bande røvhuller med noget tydeligt i klemme, men som undervejs desværre lyder enten for meget som alle andre eller for meget som sig selv. At de stadig er blandt de bedste på egnen til at buldre med skraldelågene redder dem et godt stykke af vejen, for Hardcore… er bestemt solidt håndværk, men tiden er nok så småt inde til at knappe skjorten og spekulere i et højskoleophold. Børnene har fortjent bedre.
